Held Dig, Du Christian! som følte Guders Glæde
I danske Kongebryst,
Og deelte den med os, og fra Dit høie Sæde
Nedsendte Norden Lyst.
Held Dig! Ja Held Dig Du; thi Cimbren seer og skiønner
Din viise Kierlighed.
Og Glæden i hans frie, hans stolte Bryst belønner
Dig med Lyksalighed.
Naar svanger af den Fryd, Du fra Dit blide Øie
Nedstraalte i hans Siel,
Han hæver sig med Bøn høit mod den Evighøie
Om Dit og Nordens Held,
Ja! store Christian, Du bandt de Danskes Hierter
Fast til Din høire Haand, —
Kun Du skal styre os, og ikke Dødens Smerter
Skal løsne dette Baand!
Du gavst os Frihed, Du, at vandre nær Din Trone
Med Roe i danske Bryst;
Du styrted Hyklern — men Dannemand skal tone
Din Lov med salig Lyst.
Og henrykt ved det Held, som fra Din Haand udvælder,
Og smelted ved Din Dyd,
Dit heele Norden rørt følsomme Taare fælder —
Men drukken af sin Fryd
Skal selv den stærke Skald, Halvgudens Sanger, stræbe
Mod stærke Følelser,
Og vældig ruste sig til Sang — Men paa hans Læbe
Skal døe Velsignelser.
Sn.