Ode over Indfødsretten
1777
1777
Hvilken Mand, til Scepter baaret,
Som sin tunge Kongepligt
Føler og med Mod opfylder,
Hannem vorde Sangens Søn,
Og hans Harpespil
Helliget!
Hæld Dig, Konge! som fortjener
Skjaldens redelige Sang!
For Dit rene Hjertes Dyder,
Som, naar Verden staaer i Brand,
For Alfaders Stol
Nyde Lov.
Du, som kaldte Dine Sønner —
Nærmest til Din Fædrestol,
Og som Fader dem tilsmilte
Straaler af Alfaders Smiil,
Naar med Lyst han seer
Adams Børn.
Fordumstidens store Skjalder!
Kunde I fra Mørkets Skjøb
See vor Glædes Morgenrøde!
Kongen kalder os til Roes,
Giver Heltens Høi
Bautasteen!
Giver Klogskab billig Ære;
Giver Skjalden Egekrands,
Som i Fredens gyldne Alder
Synger Dyds og Troskabs Værd;
Agermandens Sveed
Ærer han.
Eders Sjæl brød ud i Sange,
J, som kjendte Kongeværd;
I, som frit i Kongers Sale
Æred Sandhed ved Jer Sang;
Frygted ei for Død,
Men for Løgn.
Glæd Dig i Din Ungdoms Styrke,
Christian! Thi Alfader Dig
Med sin Straale gjennemtrængte,
Saa Du kjendte Difie Børn,
Konge! thi Du bør
Kjende dem,
Kjekke Cimbrer og Normanner
Brænde, for at tjene Dig,
Som de gamle Fædre tjente
Fyrster troe med Haand og Raad;
De, hvis Efterslægt
Svor Dig Tro.
Fader, Du skal fra Din Trone
See Din Ære ved vor Flid;
Og da skal Dit Kongehjerte
Føle Glimtet af den Lyst,
Hvormed Gud besaae
Skabningen.
See, da skal den blanke Taare
(Mere værd end Konst og Flid)
Som Du ofrer Kongers Konge,
Glæde vores rørte Bryst,
At vor Christian saa
Elsker os.
Paa Din ærefulde Bane
Skjalder gyde Sangens Lyd,
Dens udødelige Straaler
Skinne til den sidste Slægt,
En Alfaders Skjald
Synge Dig!