Emil Aarestrup (1800–56)

Man har Sagn om Borgtapeter,

Hundredaarige, paa hvilke

De afblegede Figurer,

Syete Sting i Sting af Silke,

Faae et sælsomt Liv om Natten —

Stige ned og som i gamle

Dage sig i Cabinettet

Hyggeligt og muntert samle.

I de bløde Lænestole

Damerne, med Atlasslæbet,

Blændende sig atter kaste —

Munden smiler rosenlæbet.

Ridderne som man om Dagen

Paa Tapetet knapt kan mærke,

Læne sig til Stoleryggen,

Brune skjægede og stærke.

Støvede Tangenter trykkes —

O vidunderligt at høre!

Gammeldags Galanterier

Hvidskes i et yndigt Øre —

Næsten kunde man misunde

Dette Skyggeliv, hvis ikke —

See! bag Viften blegner Damen,

Angst for Morgenrødens Blikke.

Selv den tappre Ridder gyser,

Smutter, som den hele Vrimmel

Ind i Muren, i Tapetet —

Dagen seer kun Støv og Skimmel. —

Saadan gaaer det ogsaa Sjælenss

Underfulde Billedværker,

De forsvundne Symphatiers

Efterladte Mindesmærker.

Glemsel som et Møl dem gnaver,

Tiden slukker deres Farve —

Kun Erindringsnatten bringer

Flygtigt Liv i deres Larve.

Og, som fra Tapetet, stige

Falmede Figurer, — lægge

Sig paa den bekjendte Sopha

Og gemytligt Benet strækket.

Blade i den gamle Bøger

Stoppe sig den gamle Pibe;

Ja, de trofastgamle Hænder

Hjerteligt hinanden gribe.

O, man gantes, gjør sig over

Spøgelser og Geister lystig —

Selv ved Hanegalet favner

Vennen Vennens Skygge trøstig,

Sukker sit: a rivederla!

Og, som jeg i Aften, smutter

I Tapetet — Ak, idet jeg

Kjære Krogh; Epistlen slutter.