Emil Aarestrup (1800–56)

Man har Sagn om Borgtapeter,

Hundredaarige, paa hvilke

De afblegede Figurer,

Syete Sting i Sting af Silke,

Faae et sælsomt Liv om Natten —

Stige ned, og som i gamle

Dage, sig i Cabinettet

Hyggeligt i Maanskin samle.

I de bløde Lænestole

Damerne, med Atlasslæbet,

Blændende sig atter kaste —

Munden smiler, rosenlæbet.

Ridderne, som paa Tapetet

Man om Dagen knapt kan mærke,

Læne sig til Stoleryggen,

Brune, skjægede og stærke.

Støvede Tangenter trykkes —

Svundne Toner kan man høre —

Gammeldags Galanterier

Hvidskes i et yndigt Øre.

Næsten kunde man misunde

Dette Skyggeliv, hvis ikke —

See! Den Skjønne blegner bag sin

Vifte, angst for Solens Blikke.

Selv den tappre Ridder gyser,

Smutter som den hele Vrimmel

Ind i Muren, i Tapetet —

Dagen seer kun Støv og Skimmel. —

Saadan gaaer det ogsaa Venskabs

Stille Tegn og Billedværker,

De forsvundne Symphatiers

Efterladte Mindesmærker.

Glemsel, som et Møl, dem gnaver,

Tiden slukker deres Farve —

Kun Erindringsnatten bringer

Flygtigt Liv i deres Larve.

Og, som hist i Borgen, stige

Falmede Figurer, flade

Tegninger, i Mindets Time,

Ud fra disse hvide Blade —

Færdes som i svundne Tider,

Sladdre sammen, gjør sig lystig —

Selv ved Hanegalet rækker

Man hinanden Haanden trøstig —

Sukker sit: a rivederla!

Og, som jeg i Aften, smutter

I Tapetet — ak, idet jeg

Verset her paa Bladet slutter.