Emil Aarestrup (1800–56)

Man har Sagn om Borgtapeter,

Hundredaarige, paa hvilke

De afblegede Figurer,

Syete Sting i Sting af Silke,

Faae et sælsomt Liv om Natten —

Stige ned, og — som det gamle

Herskab fordumstider — sig i

Maanskinscabinettet samle.

I de bløde Lænestole

Damerne, med Atlasslæbet,

Blændende sig atter kaste —

Munden smiler, rosenlæbet.

Og en Riddersmand — om Dagen

Neppe kjendelig for Synet —

Læner sig paa Stoleryggen,

Stærk, sortskjæget, dunkelbrynet.

Gjennem Buevinvet glimre

De forgjyldte Instrumenter —

Hvide Skyggehænder jage

Over støvede Tangenter.

Klang fra de forsvundne Tider!

O vidunderligt at høre!

Gammeldags Galanterier

Hvidskes i et yndigt Øre.

Næsten kunde man misunde

Dette Skyggeliv, hvis ikke —

See! Hun blegner bag sin Vifte,

Angst for Morgenrødens Blikke.

Selv den tappre Ridder gyser,

Smutter som den hele Vrimmel

Ind i Muren, i Tapetet —

Dagen seer kun Støv og Skimmel

Saadan smutter bort fra Dagens

Færdsel ogsaa Sjælens Mærker,

De forsvundne Sympathiers

Efterladte Billedværker.

Glemsel, som et Møl, den gnaver,

Tiden slukker deres Farve —

Kun Erindringsnatten bringer

Flygtigt liv i deres Larve.

O, men skjønne, elskelige,

Spøgelserne kan fremtræde,

Og i mangen Dæmringstime

Lever op den gamle Glæde.

Fra Tapetet stige Mindets

Falmede Figurer, — lægge

Sig paa den bekjendte Sopha

Og gemytligt Benet strække.

Fruen, men ætherisk Hvidhed,

Bringer Lampen. — Marianes

Øine funkle med et Mørke,

Hvori Sjælens Flammer anes.

Talen sig gymnastisk øver,

Springer Buk, som fordums Dage —

Ja, paa Bordet fyldes Glasset

Og de gamle Retter smage.

O, man gantes, gjør sig over

Spøgelser og Geister lystig —

Selv ved Hanegalet rækker

Man hinanden Haanden trøstig.

Sukker sit: a rivederla!

Og, som jeg i Aften, smutter

I Tapetet — — kjære Christian,

Ak, idet jeg Brevet slutter.