Emil Aarestrup (1800-1856) var uddannet læge og virkede som stiftsfysikus i Odense. Han havde tidligt valgt medicinen frem for poesien, men hans forfatterskab udfoldede sig i det private gennem hele hans liv. Han udgav kun én digtsamling Digte (1838) på tilskyndelse af vennen Chr. Winther. Udgivelsen gik upåagtet hen, og langt størsteparten af hans digteriske produktion er udgivet posthumt.
Han var en flittig oversætter af samtidens lyrik, især af den engelske erotiske digter Thomas Moore (1779-1852). Dertil Heine, Byron og deslige. Heller ikke disse oversættelser blev udgivet, men det er tydeligt, at Aarestrup af dem lærte sig håndværket. Dette ses i optagelsen af mange — for dansk lyrik — eksotiske strofeformer i hans forfatterskab. Aarestrups emne er næsten udelukkende erotikken og driftsudforskningen.
Som parentes kan det nævnes at hans lyrik og drift ikke gik helt upåagtet hen. Han dedikerede og sendte ganske ublu mange digte til diverse skønne kvinder der måtte krydse hans vej. Konen, som nærmest var konstant svanger i 20 år pga. tolv børnefødsler, lå altså, så at sige, også under for Aastrups drift.
Inddelingen af Aarestrups produktion er her foretaget som i Aarestrups Samlede Skrifter (1922-23 og 1976, red. Hans Brix og Palle Raunkjær).