Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syede Sting i Sting af Silke,
Faae et sælsomt Liv om Natten,
Stige ned og, som det gamle
Herskab fordumstider, sig i
Maanskinscabinettet samle.
I de bløde Lænestole
Damerne med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste,
Munden smiler rosenlæbet.
Ridderne, som paa Tapetet
Knapt om Dagen man kan mærke,
Læne sig til Stoleryggen,
Brune, skjæggede og stærke.
Gjennem Buevindvet glimre
De forgyldte Instrumenter;
Hvide Skyggehænder jage
Over støvede Tangenter.
Klang fra de forsvundne Tider,
O vidunderlig at høre!
Gammeldags Galanterier
Hvidskes i et yndigt Øre.
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke —
See! hun blegner bag sin Vifte,
Angst for Morgenrødens Blikke.
Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel,
Ind i Muren, i Tapetet;
Dagen seer kun Støv og Skimmel.
O, hvor skjønne, nydelige
Spøgelser kan ei fremtræde!
Ja, i Mindets Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.
Mange lyse Sjæle-Nætter
Med en yndig Gjenfærdsvrimmel
Ønsker jeg en ung Veninde:
Ret en fuld Erindringshimmel.