Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syede Sting i Sting af Silke,
Faae et sælsomt Liv om Natten,
Stige ned, og som i gamle
Dage, sig i Cabinettet
Hyggeligt i Maanskin samle.
I de bløde Lænestole
Damerne med Atlasslæbet
Blændende sig atter kaste
Munden smiler rosenlæbet.
Ridderne, som paa Tapetet
Man om Dagen knapt kan mærke,
Læne sig til Stoleryggen,
Brune, skjægede og stærke.
Støvede Tangenter trykkes,
Svundne Toner kan man høre;
Gammeldags Galanterier
Hviskes i et yndigt Øre.
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke —
See! bag Viften blegner Damen,
Angst for Morgenrødens Blikke.
Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet;
Dagen seer kun Støv og Skimmel.
Saadan gaaer det ogsaa Venskabs
Stille Tegn og Billedværker,
De forsvundne Symphatiers
Efterladte Mindesmærker.
Glemsel, som et Møl, dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve;
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.
Og, som hist i Borgen, stige
Falmede Figurer, flade
Tegninger, i Mindets Time,
Ud fra disse hvide Blade,
Færdes som i svundne Tider,
Sladdre sammen, gjør sig lystig,
Selv ved Hanegalet rækker
Man hinanden Haanden trøstig,
Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet — ak, idet jeg
Verset her paa Bladet slutter.
November 1851.