Thomas Thaarup (1749–1821)

Thaarup, Thomas, 1749–1821, Digter, blev født 21. Avg. 1749 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader, Niels T., den Gang var Isenkræmmer; Moderens Navn var Anna Margaretha f. Stupsack. Faderen blev senere, rimeligvis efter at være gaaet fallit, Tolder paa Læsø, og Sønnen blev saa sat i Helsingørs lærde Skole, hvorfra han 1768 blev dimitteret til Universitetet; det følgende Aar tog han 2. Examen, men videre naaede han ikke i Embedsstudierne, da han af Naturen var noget lad og desuden tidlig blev optaget af litterære Sysler. Da det danske Litteraturselskab blev stiftet i 1775 af Ewalds Venner og Beundrere, blev han Medlem deraf, og i det Brev, hvormed W. H. F. Abrahamson underrettede Ewald om Selskabets Stiftelse, omtales han som et af dets mest lovende Medlemmer. Hans første poetiske Frembringelser ere de utrykte Bidrag, han i Henhold til de gjældende Bestemmelser indleverede til Selskabet. Hans første trykte Arbejde er, saa vidt man ved, et Digt: «Ved en ung Piges Grav», som han i 1774 anonymt fik optaget i «Adresseavisen». Det første Arbejde, hans Navn staar under, er en Ode, som blev offentliggjort i den Samling Sange, «Over Indfødsretten», der blev udgivet 1777. Digtet gjorde ikke Lykke, blev endogsaa parodieret, bl. a. paa Grund af dets underlige Strofebygning. Slutningen af Halvfjerdserne var «Werther-Feberens» Tidsrum, og Rahbek nævner udtrykkelig T. som en af de angrebne; han mener, at den ulykkelige Kjærlighed, han led af, «upaatvivlelig blev hans Digterheld». De Digte, T. offentliggjorde paa denne Tid, vidne da ogsaa tydelig nok om, at han var bleven indrulleret i «de ulykkelige Elskeres» Hær. I «Alm. dansk Bibliothek» 1778 lod han saaledes, anonymt, indrykke en Elegi, som Rahbek «stedse har anset for et Mesterstykke i sit Slags». Digteren udtaler sin smertefulde Forvisning om, at hans elskede Julie en Gang vil glemme ham i en andens Arme. «O! kan du smile rolig fra en anden Elskers Barm? Gid du kunde, min udvalgte Pige; thi du bør at vorde lykkelig.» Disse Digte ere uden Værd. Det er først i 1782, at han offentliggjør et Digt, der fortjener Opmærksomhed. I det nævnte Aar udsatte et af Medlemmerne i Drejers Klub en Præmie for en god Sang. Wessel skrev i den Anledning: «Brodne Kar i alle Lande», og han betragtedes i Begyndelsen som selvskreven til at faa Præmien; men saa kom T.s Digt «Fødelandskjærlighed», og et af Medlemmerne, Historikeren J. Kierulf, blev saa begejstret over det, at han fik det tilkjendt Prisen. Det begynder: «Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme — steg første Gang fra spæde Bryst»; af Digtets 11 Vers er det ganske vist kun de 2 første, som have Værdi; men i dem hører man ogsaa tydelig den idyllisk-elegiske Tone, som gjorde T. til «Høstgildets» Digter.

Det store Haab, som T.s Venner havde sat til ham, syntes imidlertid ikke at skulle gaa i Opfyldelse; i Nov. 1782 skriver Rahbek i et Brev: «Næppe har det nogen Tid set tyndere ud paa det danske Parnas: Ewald død ... Wessel, som før sang til sin Drik, drikker nu til sine Sange, Pram synger Aviser osv. ... altsaa hviler det hele Haab nu paa T. og kanske paa Hwiid, men T. er for doven.» Tilmed var T. paa dette Tidspunkt bleven optaget paa anden Maade. I 1781 blev han nemlig udnævnt til Lærer i Historie, Geografi, Filosofi og de skjønne Videnskaber ved Sø-kadetakademiet. 1784 betegner imidlertid et Opsving i T.s Digtning som i det hele taget i vort Lands Udvikling. Alle Fremskridtsmænds Haab stod jo til Kronprinsen, og allerede 28. Jan. s. A. hilste T. denne, paa hans Fødselsdag, med et kjønt, mandigt Digt: «O, Kongesøn! Gid Smigers Stemme — dig ej forføre til at glemme, — at Jordens Gud er Støvets Søn!» Hermed aabner T. Rækken af sine patriotiske Sange, der vandt ham saa almindelig Anerkjendelse, at man betragtede ham som selvskreven til ved alle højtidelige Lejligheder, baade paa Vers og Prosa, at udtale Folkets Stemning over for Kongehuset. H. C. Sneedorff siger derfor med en vis Ret i en af sine Sange, at hver Gang Skjoldungen og hans Mænd sejre over Hedenolds Uvaner, «da sende de Bud til Hr. Thomas hen, — helt ofte bærer han gode Raad — til selve Danmarks Konning». Da Kronprinsen i 1788 kom hjem efter Felttoget mod Sverige, blev han budt velkommen med en Forestilling paa det kongl. Theater. T. havde til den skrevet en Prolog, der endte med en «Almuesang» («Ej blændet ved en Trones Pragt»), som hele Publikum istemmede. Ja, da Forestillingen var forbi, gjentog man dens sidste Vers «med en Højtidelighed, der nærmede sig til den mest brændende Andagt». Noget lignende, skrev «Minerva», har Danmark aldrig før set, og faa Nationer kunne vel opvise Magen dertil. Denne Almuesang blev, siger Rahbek, «i en Række Aar som en Slags Nationalsang».

Et Par Aar i Forvejen (1786) var der ved en Koncert paa det kongl. Theater blevet afsunget en Kantate af T., i hvilken han talte varme Ord for Bondestandens Frigjørelse (2. Afdeling begynder: «Hør, Landets Fader! Trældoms Klage »); til Kantaten havde han benyttet Naumanns Musik til den tyske Operatext «Cora». Kantaten, som gjorde Lykke, henledte Opmærksomheden paa denne Opera, og man ønskede at faa den frem paa det kongl. Theater. T. blev anmodet om at oversætte den, og derved kom han i Forbindelse med Skuepladsen. «Cora» udkom 1788 og det følgende Aar oversatte han en fransk Operatext, «Aline». Saa kom 1790, da Kronprinsens Indtog med Danmarks vordende Dronning satte alle patriotiske Munde og Penne i Bevægelse. Til Festforestillingen paa Theatret havde Pram efter Opfordring skrevet «Frode og Fingal»; Direktionen var ikke helt tilfreds med det, man syntes, at den patriotiske Glæde over Formælingen ikke kom tydelig nok frem. Saa indleverede T. et Tilbud om et lille Syngestykke, hvori denne Følelse skulde spille en fremtrædende Rolle. Tilbudet blev modtaget, og T. skrev saa «Høstgildet», et Syngespil i en Akt. Den Digtart, vi møde i dette Stykke, er den dramatiske Idyl Tilløb til den have vi ganske vist i den tidligere Litteratur, bl. a. hos Ewald; men det er dog T., der bliver dens egentlige Skaber med «Høstgildet». Af Handling og Karaktertegning er der meget lidt i dette Arbejde; det, der bærer det, er den lyriske, idylliskelegiske Tone, som særlig kommer frem i de indlagte Sange («Nys fyldte skjøn Sired det attende Aar», «Fædrene Bolig, o straatækte Hytte» o. fl.). Det er egentlig «Høstgildet», som bringer den danske Bonde ind i Litteraturen, vel at mærke ikke som en fordrukken og forkuet «Jeppe», men som en Mand, man kan have Agtelse og Sympathi for; thi Kongen «har adlet Bondens Stand», «Adel kan en Bonde være», og han kan «føle under Vadmels Kofte». Det er Bønder, som ikke «sælge deres Døtre» til den, der møder med det største Hartkorn, de ere oplyste og udviklede, have Sans for Fædrelandet og Almenvellet osv. Det er en Fremtidsskikkelse, T. her maler, ikke Bonden fra 1790, der, lige løst fra Stavnsbaandet, endnu duknakket og halv sløv traskede bag Ploven hen over Hoverimarken.

«Høstgildet» blev ved Opførelsen modtaget med Begejstring; «fra Tronen til Hytten, i Hovedstaden og paa Landet», skriver en samtidig Anmelder, «nynner og spiller og synger man Stykkets fortræffelige Sange. Baade Digtet og Musikken ere blevne en Nationalejendom.» Den Lykke, «Høstgildet» gjorde, gav T. Lyst til et nyt Forsøg i samme Retning, og saa skrev han «Peters Bryllup», et Syngespil i 2 Akter (1793). I dette Arbejde tager han Handlingens Traad fra det første Stykke op og fører den videre; som Helhed staar det imidlertid tilbage for «Høstgildet», men det har paa den anden Side mindst lige saa stemningsfulde Sange som det (f. Ex. «I Dalens Skjød en Hytte laa», «I Østen sølvblaa Dagen smiler», «Ung Adelsten paa Tinge stod» o. a.). Endnu en Gang vilde T. prøve sin Lykke med en dramatisk Idyl, i det han i «Hjemkomsten», et Syngespil i en Akt (1802), forsøgte at skildre Stemningen i en Landsby, da Krigerne vende hjem efter Slaget paa Reden; men dette Arbejde staar langt under sine 2 Forgængere.

T. havde i sin Tid ogsaa et stort Navn som Taler; i 1782 udgav han en Tale, som han havde holdt paa Søkadetakademiet i Anledning af en Baron Wedels Død, senere andre af lignende Art (f. Ex. hans Sørgetale over Henrik Gerner). Der kan stundum være en vis Kraft i disse Taler, men de skæmmes af Tidens sædvanlige Tilbøjelighed for det svulstige, det bombastiske. — I 1813 udgav T. «Moses og Jesus eller om Jødernes og de kristnes intellektuelle og moralske Forhold», en Oversættelse af et tysk Skrift (af Fr. Buchholz); baade i selve Skriftet og i den Forerindring, hvormed han ledsagede Oversættelsen, rettes der mange fanatiske og usande Beskyldninger mod Jøderne, at deres Særkjende er «Egennytte, Grumhed og Ladhed m. m.». Skriftet vakte en stærk Bevægelse; Professor O. Horrebow, Konfessionarius Bastholm o. fl. støttede T. i hans Angreb, medens han blev skarpt imødegaaet af Folk som Baggesen, St. St. Blicher o. a. Vedrørende dette Æmne udgav T. endnu et Par Skrifter: «Vor Haandtering» (1816), en fri Oversættelse af et tysk Skuespil af Sessa, «Over Jødernes Fordringer paa tysk Borgerret» (1816) og «Kristendommens og det tyske Folks Rettigheder» (1817), begge Oversættelser af tyske Skrifter af Fr. Rühs.

I 1794 fratraadte T. sin Stilling ved Søkadetakademiet og blev s. A. udnævnt til Medlem af Theaterdirektionen; 1800 fik han Afsked fra denne Stilling i Naade og Pension og levede siden mest paa en Gaard (Sophiehøj), som han havde kjøbt i Smidstrup (Hørsholm Sogn). — Som Digter var T. den blide Idyls Digter, som Menneske var han en hvas og temmelig hensynsløs Natur. H. C. Sneedorff sang om ham: «Hans Tale var hvas som Biens Brod, — hans Sange var som dens Honning». Han var gift med Sophia Magdalena f. Lund (f. 1751 d. 3. Juni 1819). 12. Juli 1821 døde han og blev begravet paa Hørsholm Kirkegaard.