Ode

        Ode (gr.) betød opr. hos Grækerne og Romerne Sang og senere den lyriske Sang. Nyere Sprogbrug begrænser Begrebet O. til den lyrisk begejstrede Sang, der besynger ophøjede universelle, etisk-religiøse og verdslige Ideer og Magter (som Konge, Fædreland, Naturmagter, naar de opfattes som verdensbeherskende, ogsaa store Følelser som Kærlighed, Frihed o. l.). O. er nær beslægtet med Hymnen, hvis Emne er Gud ell. guddommelige Handlinger, og med Dithyramben, det begejstrede Udtryk for den jordiske Fryds jublende og stormende Nydelser; Grænsen mellem disse Former af den ophøjede Lyrik er temmelig flydende. Formen for O. (som for Hymnen) er den patetiske, fri, dristige, oftest rimløse Rytme, Hyperbler og mægtige Billeder, der svarer til den storslaaede, højstemte og stærkt sindsbevægede Fantasi, som besjæler den. — Beundringen for Horats førte O. ind i den nylatinske Digtning i 15. og 16. Aarh., og fra Italien fik den Indgang i alle nyere Litteraturer, i Frankrig ved J. B. Rousseau, i England ved Dryden og Pope, i Tyskland især ved Klopstock og hans Efterlignere, i Danmark ved Ewald.