Nys fyldte skjøn Sired det attende Aar,
Var roelig i Vinter og munter i Vaar,
Som Bækken i Engens det blomstrende Skjød,
Saa stille, saa klare de Dage henflød.
From var hun i Hjertet, i Adfærd saa blid,
Var rød som en Rose, som Lillien hvid;
To Øyne hun havde saa klare, saa blaae,
Som Himlen, til hvilken hun sørgefri saae.
Hun bandt uden Hensigt den skjønneste Krands;
Var altid den første i Sang og i Dands,
Saa mangen stolt Ungkarl forelskt hende saae;
Men haabløse lod hun dem alle bortgaae.
Rask ride de Bønder nu Sommer i Bye.
De Sange, de lyde saa høyt udi Skye,
Sin Oluf ved Gildet hun første Gang saae,
Veltalende Øyne hinanden forstaae.
Han elsker nu Sired og elskes igien;
Hun græder, da Oluf fra hende drog hen;
Med Glæde hun seer ham at komme til Bye;
Og naar han bortdrager, hun græder paa nye.
O Halvor! min Skiæbne skjøn Sireds er lig,
Saa frygter, saa haaber, saa elsker jeg dig.
O Halvor! med dig drog min Roelighed hen,
Din Gjenkomst allene kan bringe mig den.