Det er ikke uden en vis behagelig Forventning — heller ikke vel uden et Slags simpel Nysgierrighed — at man seer en ny lyrisk Digter giøre sin første Indtrædelse i den literariske Circus. Enhver, som ikke er ganske fremmed i Poesien, veed, at Lyrikeren, i Fald han besidder det mindste Eiendommelige, det mindste af egen digterisk Personlighed, nødvendigen maa røbe denne; og skulde det endog være den blot nysgierrige Lyst, hvormed man skynder sig at giennemløbe Bogen, for at erfare, hvorledes Digteren seer ud og er paaklædt — hvad Art og Maneer han eier eller har antaget; og hvorledes den udvortes Form er, som han selv har erhvervet sig og er Herre over, eller blot har taget paa Borg hos Andre: saa hører det dog til høiere æsthetiske Nydelse, at komme til Erfaring om virkelig et nyt Digter-Individ kundgiør os sin Tilværelse, og i hvilken Skikkelse det aandelige Liv, som Musen driver ham til at aabenbare i Sang, vil udfolde sig. Alt for tidt skuffes man vel i sin Forventning, i det man, i Stedet for det egne Liv, kun finder Skyggen af et fremmedt; og i Stedet for et nyt Species, hvormed man haabede at berige sit æsthetiske System, kun finder et andet Exemplar af en almindelig bekiendt Art, og det mangengang et saadant, som man snart og ligegyldig forlader, fordi man eier langt bedre. Dog kan man undertiden være for hastig i at vrage, eller i at bestemme Værdien af en lyrisk Poesiesamling. Den kan i det mindste have een Fordeel for et mislykket episk eller dramatisk Digt: at Begeistring og Digterevne i Livets poetiske Øieblik kunne tilfalde endog den, som hverken Geniet eller det heldige og dannede Talent gav et afgiort Digterkald; og at mangengang et saadant begeistret Øieblik kan skabe en reen og ægte lyrisk Digtning.
Letheden af at benytte slige, ved en forhøiet Grad af det aandelige Liv udmærkede Øieblik, bidrager vel en stor Deel til den rige Overflødighed af hine Digte, som med hvert Aar og i ethvert Land stærkt udvider vor Tidsalders poetiske Literatur — som det synes, i den ønskeligste og frodigste Blomstring. Den tiltagende Rigdom er vel for en stor Deel indbildt. Ogsaa i Poesien gives der virkelig Mynt, og Repræsentativer eller Papir-Digte; og ved aarlig at forøge Massen af de sidste, synes de virkelig ogsaa med hvert Aar at tabe mere i Værdi — om ikke i sig selv, saa i Meningen. Men hvorfor skulde man ikke ogsaa i denne yppige Væxt paa Parnassets Enemærker kunne finde en eller anden god Side? Det er engang saa, at Konsterne ikke trives og blomstre alene ved Mestere; ligesom Skovene ikke alene bestaae af mægtige, sekelgamle Træer, eller allene ved dem forplantes. Er det en herlig, Sindet opløftende Nydelse, at vandre under de stolte Kroners høie Hvælvinger, og qvæges i deres styrkende, velgiørende Skygger: saa følger man jo derfor ogsaa gierne Stien, der fører os giennem den venlige, ungdommelige Kratlund. I Frastand see vi da de ærværdige Stammer reise sig i deres høitidsfulde Pragt; men imellem og omkring dem grønnes den frodige Underskov, der runder og udfylder det Heles Omtræk. Voxer denne endog for tæt og yppigt — saa vide vi jo, at Skovens Kierne, de høie rodfaste Træer, derved ikke lider noget, og at den hele Skade deraf bliver, at af de unge Skud qvæles de svage, eller, hvad der ei kan og bør voxe, hugges bort — for Øieblik et sørgeligt Syn, at see hele Dynger af udhuggen ung Opvæxt, hele Riis af ganske ungdommelig poetisk Maculatur!
Man finder det imidlertid ofte sagt, og, som det synes, støttet paa rigtige og forstandige Tal-Beregninger: at vor Tidsalder bliver, om ikke alt for digterisk, dog alt for digterrig; og Anm. vil ikke negte, at der en og anden Gang kommeren Skræk over ham, naar han i tydske Literaturblade støder paa hele Compagnier af unge Poeter, og seer at Nummer-Rækken naaer henimod eller vel endog over et hundrede. Men Skrækken varer dog kun et Øieblik; og forjages det næste af den glade Vished, at Anm. ei engang skal læse, endnu mindre mønstre eller recensere den farlige Flok — thi vi kiende og vide jo tilstrækkeligt, hvor vred og forbittret en enkelt kriticeret Poet kan blive; og vi maatte beundre den tydske Literators Mod, der allene tør vove sig imod et heelt Compagnie, naar vi ikke vidste, at han virkelig var dækket ved et godt og bredt Skiold, som man vel kan udvirke, men ikke tilveiebringe for vore Tidsskrifter: Anonymiteten. — Den saa stærkt tiltagende poetiske Activitet i vor Tid, kan ogsaa fra en vis Side betragtes som en Sidegreen af den i det Hele endnu bestandig stigende urolige Virksomhedsdrift, der synes at blive et Hovedpræg for det 19de Aarhundrede. Bøgers Mængde tiltager i ethvert Fag, som kan nævnes, saaledes ogsaa i det poetiske; og Productionen er i dette, ligesom i de øvrige Fag, for en stor Deel gaaet over til at blive en virkelig Gienstand for Industrie; uden at dette hindrer, at Konsten ligefuldt har sin egen Sphære, og at Poesien virkelig dog ikke qvæles eller undertrykkes, endskiøndt Massen af Poeter med hvert Aar tiltager. At Virkningen af denne Masse i øvrigt er svag og ubetydelig i det enkelte, hindrer dog ei, at den i sin Heelhed kan og maa virke endeel mere, end man just altid og strax i Literaturen vil spore. Endeel poetiske Anskuelser, Billeder og Ideer holdes i et mere udbredt Omløb; og man veed jo, at der gives en Mængde Læsere, som de gode og de bedste Digterværker ikke smage, og som derimod kunne glæde sig hierteligt ved svage og ubetydelige Digte. Hvorfor skulde man ønske disse berøvet en Nydelse, som kan være uskyldigere end mange andre, og som maaskee endog kan forberede og lede dem til en bedre og høiere?
Anm. forudsender disse Yttringer mere som ganske tilfældige og almindelige, end nærmest fremkaldte ved den Poesiesamling af en ung og nylig fremtraadt dansk Digter, hvorom det er tilfaldet ham at fremsætte sin Mening i disse Blade. Han kan imidlertid ikke andet end strax forsikkre Læseren om, at i hvormeget eller hvorlidet af Bogens Indhold man vil finde Behag i: saa vil man i disse Poesier ikke savne det Præg af et eget Digterliv, som, endog hvor det kun viser sig i de første Spirer, og hvor man endnu slet ikke kan see, om det vil tage en god og heldig, eller en falsk og mislykket Udvikling, altid har noget mere tiltrækkende, end den for Resten arbeidsomme Stræben efter troligen at gientage andre, nok saa fortrinlige Digteres Virksomhed, og reproducere dens Frugter. Den største Deel af de Stykker, som indeholdes i denne Samling, (S. 1–104) have Præg af en vis godmodig-pudseerlig Lune, hvis Ironie vel ikke er meget dyb eller vægtig af Indhold; men som derimod har den Fortieneste, at tilhøre Forfatteren selv, eller at lade hans Digter-Individualitet ganske naturligt fremskinne (thi at Form og Udtryk nu og da røbe Indvirkningen af andre Digtere, f. Ex. Baggesen, paa Forfatteren, kommer her ei i Betragtning; da den ikke yttrer sig i nogen ufri Copiering). En ungdommelig Friskhed og naturlig Lethed giver disse Digte den Egenskab, som bedst kan betegnes ved sin Virkning: at de ville finde ikke faa Læsere; og, naar vi for et Øieblik sætte al Kritik af Veien — baade den liberale, som hverken vil undvære Tænkning, Grundsætninger og Smag, og den servile, der kun kiender een saliggiørende Poesie, hvis ubegrændsede Hylding den sætter i Stedet for Konstsmag og Konstlære — saa lader det sig umuligen negte, at det er en meget god, ja næsten uundværlig Egenskab ved Poesier, at man gider læse dem.
Det vil imidlertid neppe feile, at Adskillige, der tage det noget mere alvorligt med Poesiers Læsning, end at kun nogle Øieblik ved samme skulle glide let og umærkeligt hen, ei ville oversee ved Hr. Andersens Digte, at man, selv i dem, som mest behage, undertiden føler Savnet af det dybere Aandige, uden hvis Basis dog ei engang den lette, spøgende, endnu mindre den stærke komiske, og den lunefulde ironiske Poesie, kan virke noget betydende. Anm. vil imidlertid for sin Deel ikke lægge for megen Vægt paa dette Savn, eller med en alt for afgiørende Stemme tillægge det en Digter, hvis ungdommelige Natur har forkyndt sig med fordringsfri Reenhed og Aabnehed; og hvis tidlige Forsøg allerede vidne om en Sands for den humoristiske Spøg, og en Evne til at frembringe den, som Ingen vil kalde almindelig, der veed, hvor sielden overhovedet den er, og hvor langt sieldnere den allerede i den tidlige Ungdom yttrer sig. At denne Evne vel ikke i Forfatterens forhen udgivne humoristiske Arbeide i Prosa yttrer sig som en moden Kraft til at beherske Ironien og Satiren, hvilken derfor tidt kun forekommer os som Legetøi, hvormed Forfatteren morer sig, uden at man i hans flygtige Spil og hastige Flugt faaer Tid til at smage det Skarpe og Krydrede — har ikke hindret Anm. fra at see, hvormange heldige Spirer, der vise sig i dette Ungdomsarbeide; hvor stor en Overflødighed paa vittig Anvendelse af komiske og phantastiske Materialier det besidder. Forf. har endog snarere ødslet med sin Rigdom, og dynget for meget sammen af det pudseerlige lette Stof, hvorved den humoristiske Grundfarve, som han har givet sit Arbeide, undertiden bliver for tynd; og Billederne alt for flygtige og hurtigt omskiftende, til at giøre den tilsigtede Vikrkning. Han har (som maaskee allerede forhen er sagt) fordybet sig formeget i Formen eller i at skizzere sine Phantasiebilleder, i Stedet for at fastholde og uddanne dem, hvis mere vægtige Stof fordrede dette. Neppe vil derimod nogen Læser af Hr. Andersens Fodreise, der selv besidder Evne til at modtage hvad der gives af et fuldt og aabent Hierte, kunne miskiende den Bestanddeel, som ingen humoristisk Digtning kan undvære, uden at savne sit halve Liv: en varm og naturlig Følelse.
Denne Egenskab gienfinde vi ogsaa hos den lyriske Digter, hvis første Arbeider, dersom han besidder en Udviklingsevne, der svarer til det indvortes ungdommelige Liv, som endeel af disse forkynde, love noget mere end almindeligt. Let frembyder sig vel den Bemærkning, at vor poetiske Literaturs nuværende Standpunkt, Smagens heldigere og mere almindelige Dyrkelse, vort Sprogs Uddannelse, frembringe langt andre Beytingelser for en ung Digter, end da Evald fremstod, eller da Baggesen begyndte at øve sit store Talent. Men hvad nytter det, nok saa omhyggeligt at pløie og harve en Brakmark, dersom der ingen Sæd kommer i Jorden? — Det er ligesaa let at begribe (hvis endog ikke daglig Erfaring lærte det) at der i Poesien vil noget mere til, end at studere, copiere og imitere sine Forgængere. At der af dette "Noget Mere" findes en ikke ubetydelig Deel hos Forfatteren af de her anmeldte Digte, troe vi, de selv bedst ville overbevise den Læser om, der ikke vil tage dem i Haanden, enten med partisk Fordom, eller med den underlige Fordring, at de skulde vise os en anden lyrisk Tone og Stemning, end den, som var Forfatteren egen i den Livsperiode, som de tilhøre. Vi regne det netop til en Fortieneste ved Digtene, at de ikke røbe nogen Higen efter at opsvinge sig i en anden, fremmed, eller høiere Sphære, end den, hvori vi kunne overbevise os om, at Digteren virkelig med sit egentlige indre Liv har været hiemme; og vi betragte denne Sphære, uden derfor at finde den allerede saa lysende, at vi kunde ønske Digteren altid at blive i samme, som en, der ikke fattes gode Forbetydninger; i det den, under en stundom vel naiv Ungdommelighed, røber ikke faa rene poetiske Elementer. Dertil hører ikke blot Varme og Inderlighed i Følelsen, og en heldig Gave til umiddelbart at opfatte og med Troskab at giengive øieblikkelige Phænomeners Indtryk paa Phantasie og Hierte; men ogsaa et virkeligt Anlæg til den, imellem Ironie og Følelse svævende, af Phantasie og Vittighed lige meget nærede humoristiske Beskuelse af Livets dybere liggende Forhold. Som et af de heldigste Exempler af denne Art i Samlingen kan maaskee nævnes den allegoriske Spøg: "Østergade, poetisk betragtet". Muntert spøger Forfatteren med sin egen Individualitet i "Rimediævelen"; og ikke mindre jovialsk er han i det heldigt opfundne og udførte "Eventyr paa Havets Bund" Dykkerklokken. Som en Prøve paa Digterens Evne til ogsaa at kunne gribe den dybere Idee og den alvorlige Tone, ville vi nævne de tre Digte: Phantasie og Vanvid, Dødsøieblikket og Det døende Barn; af hvilke Anm. her vil afskrive det sidste:
Moder! jeg er træt, nu vil jeg sove;
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind.
Græd dog ei — det maa du først mig love;
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt, og ude Stormen truer;
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer
Naar jeg har det trætte Øie lukt.
Moder! seer du Englen ved min Side?
Hører du den deilige Musik?
See, han har to Vinger, smukke, hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik.
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver;
Det er Blomster, Engelen udstrøer.
Faaer jeg ogsaa Vinger, mens jeg lever?
Eller faaer jeg, Moder, naar jeg døer?
Hvorfor trykker du saa mine Hænder?
Hvorfor lægger du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder;
Moder! jeg vil altid være din!
Men saa maa du ikke længer sukke;
Græder du, saa græder jeg med dig —
O jeg er saa træt — maa Øiet lukke —
Moder! — see! nu kysser Englen mig.
Ikke udført, men riigt paa dyb Sands og Følelse, er ogsaa "Dødsøieblikket". Digteren har skuet dette store Øieblik med Ideens Klarhed; men han har ikke udfoldet et Tankebillede, der har været ham for mægtigt og for sublimt. Begyndelsen lover et ypperligt Digt:
Hvad er det dog, som lyser? Det luttres for min Sands;
Jeg føler Øiet briste i denne Straaleglands.
Mit Hoved mat sig bøier for Kraften i min Aand,
Og mildt om Hiertet løsner sig alle snevre Baand.
Udførelsen er kun ganske fragmentarisk; men næsten hver Linie i de tre Stropher er smuk og tankeriig; og en ædel Følelse indgav Forfatteren disse:
I mine Brødres Hierter nu først jeg læser ret;
Vel er vi alle svage, men Ingen ganske slet.
O! kunde vi herneden saa klart i Andre see,
Som i vort eget Indre, vi giorde dem ei Vee.
I hver jeg mig gienkiender, i Store, som i Smaa;
O! skal vi da i Døden hinanden først forstaa?
Et heldigt Talent yttrer Forfatteren ogsaa til et Slags halv komisk, halv idyllisk Skildring af rolige eller bevægelige Scener af den ydre Natur eller det daglige Liv, som man kan kalde en Art af Genre-Maleri i Poesien; og hvoraf han har meddeelt adskillige Studier eller Smaastykker, hvilke dog for det meste kun vise sig som Fragmenter (f.E. Vandrer-Liv, Aftenlandskab, Skolemesteren, S. 54, Aftenen S. 84 — et af de heldigste — og fl.). Ved at erkiende, hvorledes der i disse og flere Slags Digtninger i den lille Samling yttrer sig baade Præg af en eiendommelig Natur, og Talent til at bringe dens poetiske Stemninger og Billeder til Anskuelse i lette og livfulde Vers, maae vi tilføie, hvad sikkert Digteren selv har følt, bedre end Andre kunne sige ham det: at han ei kan blive staaende der, hvor vi finde ham i disse hans første Ungdomsarbeider, i Fald han vil forsvare den Plads, hvor han synes at ville sætte sig selv; og at vi bør kunne vente os, at disse Poesiers tildeels lette og flygtige Spil med Livets Overflade, vil afvexle med en dybere Udvikling, en kraftigere Dannelse af det Aandsliv, hvoraf vi have troet at finde umiskiendelige Spirer i endeel af Hr. Andersens ungdommelige Digte.
Bogen sluttes (S. 105–136) med et "fyensk Folke-Eventyr1: Dødningen; som ikke fattes poetisk Stof — en faderløs Yngling redder et Liig fra Mishandling; (Hensigten med denne er ikke forstaaeligt nok fortalt) den Døde belønner ham, ved siden at slaae sig til ham som Staldbroder paa hans Vandring ud i den vide Verden, og hielpe ham til at blive gift med en fortryllet Kongedatter — men hvis Behandling vi maae ansee for mislykket. Forfatteren har forfeilet den episke Tone, hvori saadanne Eventyr maae fortælles; i det han har villet smykke det med for meget broget Stads i hans egen phantastiske Maneer; og har udmalet det med en undertiden ganske indholdsløs Vidtløftighed, og i en Tone, hvori der snart ligger alt for meget subjectivt og for megen søgt Pudseerlighed; snart en utidig Elegants i Udtrykket, som ikke passer til Folke-Eventyrets Sprog; eller en pludselig Overgang til det mest trivielle og lave Hverdagssprog. (f.Ex. "begge Pusselankerne gik paa hende som nogle Trommestikker". S. 119). I et Folkeeventyr venter Ingen sig at læse en Sommeraften saaledes beskrevet: "Myggene opførte deres luftige Françaiser; og Frøerne sadde som fugtige Spillemænd, og qvækkede et lystigt Chor i deres dybe Orchester" o.s.v. og ligesaa lidt venter man sig at finde "Werther og Siegwart" eller Hogarths Kobbere anførte; eller hvad der S. 131 siges om det "arme unge Menneske", der før var "saa naturlig, saa elskelig; men talte nu ganske som en Claurensk Bog". — Det klinger underligt, naar Forf. med ironisk Pathos udraaber (S. 181) "O! dette Smiil, dette Smiil kunde have giort Lykke baade i en Roman, og paa Theatret!" og strax ovenpaa i en ganske anden Sprogart: "Hille den! hvor blev ikke den gamle Konge glad". — Vil Forfatteren, som han lover, fortælle flere af de danske "tildeels lidet bekiendte Eventyr"; hvilke "det var hans største Glæde som Barn at høre fortælle": da var det ønskeligt, at han ikke just, som han bebuder "saaledes vil behandle dem". Tiecks mesterligt fortalte Eventyr, og den ypperlige Fortælling i Oehlenschlägers klassiske "Vaulundurs Saga", ere nyere Mønstre, hvis rene Toner vi da heller maatte ønske at gienfinde; og Forfatteren behøver desuden mere Studium af ældre tydske og danske Folkebøger og Eventyr. Den snart pathetisk-alvorlige, snart ironisk-spøgende, snart barnagtige Tone frembringer i vor Forfatters Eventyr en uheldig Blanding, som en saadan Digtning slet ikke taaler. Aldrig har han som Barn hørt et Folke-Eventyr saaledes fortælles; thi der falder egentlig al Ironie i Formen bort; det Lystige, Spøgende, Spottende maa ligge i Stoffet, i Situationerne og Charaktererne selv; og selv det mest Vidunderlige, Overnaturlige og Overdrevne maa finde den samme Tone, det samme Udtryk af subjectiv Overbeviisning, som det ganske Rimelige og Naturlige. Om endog et Eventyr kan fortælles ironisk eller komisk, saa maa det være en heel giennemført, dybere liggende Tone; og Fortælleren maa ikke i een Periode skrive alvorligt, i den næste drive Skiemt med sin egen Alvor.
Til Slutning maa Anm. endnu bemærke, at Forf. kan behøve mere Omhu for det Correcte i Poesien; og at han, uagtet han allerede behandler Sproget med Lethed og Færdighed, af og til lader stygge grammaticalske Feil og orthographiske Skiødesløsheder flyde ind, som i vor Tid slet ikke kunne passere. Han skriver f.Ex. overalt giorte for giorde (S. 88, 100 o.a. Ogsaa i Fodreisen S. 85) lyttet (S. 19) og spillet (S. 52) for: lytted’, spilled’; brukket (S. 118) for: brækket; sadde sig (111) for: satte sig; Sjorte for: Skiorte (87) Strømpeskafte for: Strømpeskaft (S. 82); vidskede for: hvidskede (133) Dumpappe (22) Skabilon (124) exsistere (128) Øienbryen (125) m. m. desl.