Christian Molbech (1783–1857)

Hvor Livet blomstrer i dets Fylde,

der hersker Glædens hulde Gud;

hans Almagt Jorden rundt vi hylde,

:|: og lyde froe hans milde Bud. :|:

En venlig Ild hans Aasyn straaler,

og Roser spire i hans Fjed;

af fulde blomsterkrans’de Skaaler

:|: hans Gaver strømme til os ned. :|:

Hver Sky fra Himlen da maa svinde,

hver Vei er skjøn, hver Byrde let;

i muntert Iil de Timer rinde,

:|: og Banen gjør os aldrig træt. :|:

Ei er han fjendsk paa nogen Alder,

dog meest han ynder Ungdomsaar,

og kommer helst, naar Man ham kalder

:|: Livets lyse Rosensvaar. :|:

Da har han gjerne i sit Følge

den glade Spøg, den muntre Sang;

han jævner let hver Mismods Bølge,

:|: hans Blik er Smiil, og Dands hans Gang. :|:

To hulde Søstre venligt træde

med enig Villie i hans Spor.

Hvad var vort Liv, hvad var vor Glæde,

:|: om disse flygted’ fra vor Jord? :|:

Dem skjænked’ han sin hele Ynde,

og smykked’ dem med Rosenbaand;

og begge herligt de forkynde

:|: endnu paa Jorden Himlens Aand. :|:

Vi kjende dem, og dybt vi fatte

det høie Værd, de Livet gav;

thi meer end alle Jordens Skatte

:|: de fryde os indtil vor Grav. :|:

Og derfor lever i vort Minde

hver Dag i yndig Morgenglands,

da vi af Glædens Blomster vinde,

:|: i Venskabs Ly en duftig Krands. :|: