Christian Molbech (1783–1857)

Molbech, Christian, 1783—1857, Historiker, Litterærhistoriker, Sprogmand. M. fødtes i Sorø 8. Okt. 1783; hans Forældre vare Johan Christian M., Professor i Filosofi og Mathematik ved Sorø Akademi (f. 1744 † 1824), og Louise Philippine Friderike f. Tübel, der var født i Brunsvig. Forholdene i Hjemmet vare næppe lyse, og der var smaa Kaar. M. selv havde et svagt Helbred; en Broder af ham blev senere sindssyg. M. var bleven indskreven som Søkadet, men saa besluttede man sig til at sende ham til Indien som Handelslærling; paa Grund af en Brystlidelse standsedes Rejsen allerede i Helsingør (1796). Undervist af sin Fader tog han da fat paa Studeringer og indskreves privat ved Universitetet 1802.

M. begyndte paa juridiske Studier, men maatte for at leve paatage sig Arbejde ved Bibliothekerne, hvad der ogsaa tilfredsstillede hans store Higen efter Læsning. Saaledes naaede han da allerede 1805 at blive 1. Amanuensis ved det kongl. Bibliothek, hvilken Institution han skulde vie sine Kræfter indtil sin Død; han steg efterhaanden til 3. (1812), 2. (1814), 1. Sekretær (1823).

M. var imidlertid begyndt sin Forfattervirksomhed. En Samling melankolske Digte i Bogen «Vaarblomster og Hedeurter, metriske og prosaiske Blandinger» (1810) vidnede om den Hang til klynkende Klage, hvortil M. næsten hele sit Liv var tilbøjelig til at falde tilbage, i hvert Fald naar han talte om sin Ungdom, sit Helbred eller sine svigtende Kræfter. Virkeligheden saa dog ikke saa jammerlig ud. Helbredets Skrøbelighed holdtes i Skak af hans stærke Sjæl og store Virketrang, Melankolien var aldeles ikke at den sløvende, selvfortærende Art, den var kun en vis Synsvinkel, hvortil han havde vænnet sig. Hans Udholdenhed i Arbejde, hans Evne til uophørlig at finde nye Opgaver, jævnlig af mægtigt Omfang, maatte sætte alle i Forbavselse, og Frejdighed og Friskhed afløste meget ofte hans gnavne Jamren. Saaledes var der meget sundt og frisk ved det Skrift, som først gjorde M.s Navn bekjendt for den store Almenhed, «Ungdomsvandringer i mit Fødeland» (1811). Det var lykkedes ham i denne Række Breve at aabne Øjnene for Skjønheden og Særpræget ved mangen sjællandsk Egn og at levendegjøre Fortidens Tildragelser ved at fortælle om de stedbundne Minder. Læserne fik en Følelse af, at Danmarks Historie ikke ensidig burde knyttes til Hovedstaden, og Fædrelandskjærligheden fik ny Næring. Mangen Udtalelse var svulmende og højstemt, meget lød tamt og mat, men i sin Helhed tiltalte Bogen og gjorde Nytte.

Paa denne Vej fortsatte M. senere, dog med aftagende Held. Saaledes udgav han «Breve fra Sverige 1812» (3 Dele, 1814—17), der oversattes paa flere Sprog, «Fragmenter af en Dagbog paa en Rejse i Danmark 1813» (1815), «Rejse gjennem en Del af Tyskland, Frankrig, England og Italien 1819 og 1820» (3 Dele, 1821—22), «Lund, Upsala og Stockholm i Sommeren 1842» (1844). I de senere Bøger er ganske vist Ungdommens Følsomhed forladt og Erfaringen voxet, men man mærkede alt for meget, at Kundskaberne vare vundne gjennem Læsning af Bøger og Meddelelser paa anden Haand, ikke Ansigt til Ansigt. Mange danske Videnskabsmænd og Kunstnere, som traf M. i Udlandet, gave da ogsaa morsomme Beretninger om hans Rejseliv inden for Hotellernes Døre.

Ved Siden af disse Rejsebøger havde M., som vi skulle se, tidlig udfoldet en stor Forfattervirksomhed paa det litteraturhistoriske, sproglige og historiske Omraade, og denne ustandselige, hastige Produktion havde ikke virket heldig paa Udviklingen af M.s Sjæleliv, ligesom den havde bragt ham adskillige personlige Skuffelser.

Grundtvig havde saaledes hørt til M.s Venner, med ham havde han foretaget nogle af sine Ungdomsvandringer; i Begejstringens Øjeblik var hverken M. eller Vennen bleven den dybe Forskjel mellem dem var, indtil Skællet faldt fra Øjet, Bruddet indtraadte, og begge erklærede, at den ene havde været mere for den andens Aand end for hans Hjærte. Opgjøret skete i omhyggelig udarbejdede Breve, der afvexlende sendtes med Posten eller offentliggjordes i «Kjøbenhavns Skilderi». Endnu skarpere blev Skilsmissen, da M. (1813) traadte op mod Grundtvigs Opfattelse af Historien i hans Verdenskrønnike.

En anden Skuffelse led M. over for Fru Rahbek. Han var bleven indført af Werlauff paa Bakkehuset 1812, og Kamma Rahbek fik efterhaanden Interesse for M. Der udspandt sig en Brevvexling mellem dem (udg. 1883 af M.s Søn), og denne Udvexling af Tanker og Følelser berusede dem et Øjeblik. Fru Rahbek var M. langt overlegen i Brevkunsten, hendes Stil er lige saa personlig, klar og mandig, som hans er bred og boglig og i Tonen ofte henfalder til en pigeagtig Klynken. Der er ogsaa en ejendommelig Modsætning mellem hendes karakterfulde Sikkerhed i Syn og Tro og M.s varme, men hensvømmende og uafklarede Gemyt. Det er derfor forstaaeligt, at Brevvexlingen maatte ende i en Dissonans. Hun havde haabet at paavirke hans Udvikling, at lære ham at spøge i Alvoren, at give ham Mod, «hvorved jeg ogsaa mener Højmodighed og Taalmodighed», «Mod til at være lykkelig eller ulykkelig», men hun mærkede det stillestaaende hos M. og dernæst, hvorledes han nød denne Korrespondance som en litterær Produktion. Endelig saaredes Fru Rahbek ved, at M. ikke aabent tilstod, at hans Besøg i Bakkehuset tillige havde det Maal at træffe en ung Pige, Johanne Christine Langberg, Datter af Dispachør K. E. L. Med hende blev han forlovet, og Brylluppet stod 23. Okt. 1820. – M. bevarede dog altid Mindet om K. M. Rahbek og hendes Indvirkning paa ham i Taknemmelighed. Men heller ikke senere kom M. bort fra sin Forblanding af Breve, der rumme de personlige Udtalelsers og skjulte Bekjendelsers stille Værdi, og saa litterær Produktion. Efter at være traadt i Venskabsforhold til Johanne Luise Heiberg bad han ofte om at maatte knytte en Brevvexling med hende, men hun afslog det stedse i venlige Ord. Fru Heiberg fandt det affektert, at Mand og Kvinde i samme By skulde vexle Breve om lærde og kuriøse Materier, naar Samtale dog gav fornøden Lejlighed til at udtale sig og faa Svar.

Kamma Rahbeks Betegnelse for M. var «Udgiveren», hvad der især var foranlediget ved, at M. fra 1814—17 udgav Maanedsskriftet «Athene», som Nyerup Aaret før havde begyndt. Med afgjort Talent vidste M. at samle en stor Del Medarbejdere og at finde gode Æmner for sit Tidsskrift. Oehlenschlägers Venner fandt især Tilhold i «Athene»; det var her, at P. Hjort offentliggjorde sine «Tolv Paragraffer», fra hvis Ensidighed M. dog strax tog nogen Afstand. Baggesen lod naturligvis sin Vrede og sit Vid gaa ud over de «gule» Hæfter, hvori Vandet løb fra «Molbækkene», og andre stillede sig ved hans Side; det var i det hele bevægede Tider for «Sekretær M. i Athenes Baggaard» (M. boede den Gang hos Kancelliraad Deichmann, Ejer af den Gyldendalske Boghandel og «Athenes» Forlægger, i Baghuset af den bekjendte Gaard i Klareboderne). M.s udskjældende Svar til Baggesen var dog lidet heldigt. Til sidst trættedes M. ved den evindelige Polemik og standsede sit Tidsskrift, dog med den Plan senere at begynde et nyt af en noget forandret Karakter. Et saadant udkom 1827—36: «Nordisk Tidsskrift for Historie, Litteratur og Kunst» (4 Bind); det indeholdt flere værdifulde Afhandlinger af blivende videnskabelig Værd, foruden at det gav Samtiden mange nyttige Oplysninger om Udlandets Forhold. Endelig var M. Medredaktør af «Maanedsskrift for Litteratur» fra 3. Bind af (1830). Til M.s Udgivernavn knytter sig saaledes megen Ære, men den Gang Rask som grammatisk Exempel dannede Sætningen: «C. M. udgiver mange Bøger», laa der heri rigtignok en bidende Kritik. Den rammede hans Overproduktion og den Mangel paa indtrængende Fordybelse, som kom frem i hans litterære Virken.

Litterærhistorien var dog stadig det Fag, som M. med Forkjærlighed dyrkede. 1822 offentliggjorde han «Indledning til Forelæsninger over det danske Sprog og den danske Nationallitteraturs Historie». I Tidsskriftsartikler og i sine Rejsebeskrivelser havde han ligeledes jævnlig behandlet æsthetiske og litteraturhistoriske Æmner, og han udgav vigtige Litteraturminder fra Middelalderen (om disse sidste og om hans Studier over det danske Sprog s. ndfr.). 1829 udnævntes M. til Professor ved Universitetet i Litterærhistorie (1819 var han bleven titulær Professor), og allerede 1831 udgav han «Tolv Forelæsninger over den videnskabelige Kulturs og Litteraturens Historie i den gamle Verden, særdeles i Orienten», 1831—32 «Forelæsninger over den danske Poesi» (2 Bind). I øvrigt var han ikke særlig heldig paa Kathedret, i det han med pibende Stemme læste sine Udarbejdelser op. En flittig Universitetslærer blev M. heller ikke; 1846 tilstodes der ham Tilladelse til kun at holde de Forelæsninger, han selv ønskede at holde. Ved en lang Række af Skrifter havde han imidlertid virket for Udbredelse af litteraturhistorisk Kundskab og god æsthetisk Læsning. Her kan saaledes nævnes: «Dansk poetisk Anthologi» (I—II og IV, 1, 1830—40), «Johs. Ewalds Levned» (1831), «Dansk Læsebog i Prosa» (1832; 9. Opl. 1869), «Julegave for Børn» (5 Bd., 1835—39), «Udvalgte Æventyr og Fortællinger» (1843; 4. Udg. 1882), «Studier over Oehlenschlägers Poesi» (1850), «Digteren Schack Staffeldt» (1851), «Yduns Aarsgave 1854».

M. blev efter Rahbeks Død Medlem af Theaterdirektionen 1830, til hvilken Stilling han maatte synes at have saare ringe Adkomst. Dramatisk Digtning kjendte han kun gjennem Bøger, ikke gjennem Besøg i Theatret, hvor han sjælden havde sat sin Fod. Paa Administration af et Theater havde han ikke mindste Forstand, hans ofte lidt smaalige Syn og hans Heftighed maatte føre ham i Sammenstød baade med Skuespillere og Forfattere, hos hvilke sidste ogsaa et uheldigt Regulativ om Beregning af Forfatterhonoraret vakte Uvilje. M. mærkede, at han havde vovet sig for langt frem og valgte Censuren over de indleverede Stykker som sin nærmeste Opgave. End videre oversatte han Skuespil for Theatret, saaledes nogle Stykker af Scribe og Schillers «Don Carlos» (1831). Det kan her ogsaa nævnes, at han udgav Peder Rosenstand-Goiskes «Kritiske Efterretninger om den kongl. danske Skueplads» (1839). 1842 søgte han og fik Afsked med Pension fra denne Stilling.

Saaledes havde M. i Tyverne og Trediverne en fremskudt Plads i det litterære Liv som æsthetisk Dommer og Kritiker. Han besad hverken Peder Hjorts skarpe Blik eller Heibergs fine poetiske Sans, han manglede over for de litteraturhistoriske Æmner N. M. Petersens lysende Skildreevne, hans Fart og Farve. Det skortede ham paa den Friskhed, der lader det skjønne umiddelbart paavirke Sindet; han havde vrantne Naturers Tilbøjelighed til over enkelte Fejl og Smaating at glemme Helhedens Skjønhed og Sandhed eller Udtrykkets Højhed, han maalte det nye for meget med det gamles Alen. M. maatte desuden ofte have Paavirkning udefra, inden hans Dom blev klar; saaledes lærte han først af andre at fatte Interesse for Schack Staffeldt, han skrev hans Levned (1851), men uden at hans Syn aabnedes for denne Digters Dybde og Ejendommelighed.

Ligeledes var M. alt for meget hildet i Forestillingen om, at Poesiens Love vare fundne og Vejene afstukne som i en Have; saaledes naar han hævdede, at til det tragiske Stof hørte, for at udfylde Kunstværkets Idé, nødvendig den højere versificerede Diktion (dog gjorde senere Tanken om Lessings «Emilie Galotti» ham betænkelig), og naar han bestred, at Folkevisernes naive Poesi kunde yde nogen Frugt for Nutidens egen Digtning, uagtet Hertz og senere Christian Winther og Ploug praktisk godtgjorde Sætningens Uholdbarhed. Især savnede M. Evne til at følge Geniets dristige Flugt. Endnu 1840 kunde han udtale, at Welhaven er «det nye Norges eneste originale Digter», og for hans Opfattelse stod Thorvaldsens Musæum alene som et Foster af Lune og barok Fantasi. Mest Uret havde han i sin ensidige og uforstandige Dom over Ingemanns og Hauchs historiske Romaner, som paadrog ham hvasse Svar i den førstes «Huldregaverne» og i Bladartikler af den sidste. Uagtet alle disse Mangler i M.s æsthetiske Syn – og han var uheldigere, naar han dadlede, end naar han roste – fremsatte han dog ofte en sund og skarpsindig Kritik; han kunde vise god Iagttagelsesevne over for Digteres Ejendommelighed, han bedømte med Forstaaelse og Varme flere af vore Lyrikere, han kunde fremsætte berettigede Indvendinger mod Stil og Sprog. Og over for M.s Forsyndelser maa det ikke glemmes, hvilke store og uvisnelige Fortjenester han har haft ved at gjøre det danske Folk bekjendt med dets litterære Mindesmærker fra Middelalderen, ved at have lettet Forstaaelsen af Digterne fra de sidste Aarhundreder og ved paa mange Maader at have vækket Sansen for litteraturhistoriske Studier.

M. havde end videre alt som ung Mand taget Sigte paa Historieskrivningen. Det var ikke nogen dybere Indtrængen i de gamle Krønnikeskrivere, ikke Trangen til at fremdrage nye Kilder, som kaldte ham til Historien, det var især Læsningen af Udlandets store Forfattere. Han vilde give Skildringer af Danmarks Historie, der i lige Grad kunde tiltale ved en smagfuld Fremstilling og et omhyggeligt Studium. Hans «Historie om Ditmarskerkrigen» (1813) gav da ogsaa en værdig og simpel Beretning med god Benyttelse af Kilderne. Ikke saa betydelig var «Kong Erik Plovpennings Historie» (1821); til at behandle et Materiale bestaaende af magre Krønniker og tørre Aktstykker manglede M. fornøden Taalmod og Skarpsind. Han vendte derfor tilbage til sit Yndlingsfag Litterærhistorien, og først paa et langt senere Tidspunkt kom han til at yde den danske Historieskrivning en uforglemmelig Tjeneste, nemlig da han stiftede «den danske historiske Forening» (1839) og ledede dens Virksomhed i en lang Aarrække. Foreningens Formaal var i Følge Vedtægterne at vække historisk Aand og Interesse, at fremme historisk Kunst og historiske Arbejder. Alle danske Historikere sluttede sig i Enighed om dette Foretagende, og Selskabet vandt hurtig et betydeligt Antal Medlemmer. M., som var Foreningens Sekretær og Redaktør indtil 1854, da han efter sit Ønske fratraadte, skrev omtrent Halvdelen af Artiklerne i Tidsskriftets 1. Række. I sin indledende Afhandling som i senere Artikler udpegede M. træffende Ejendommelighederne ved den danske Historie og den tidligere Behandling af den; han satte Historieforskningen nye Opgaver og advarede imod, at man for ensidig kastede sig over den nordiske Oldtids Historie, han hævdede med Føje, at et nøjere Kjendskab til den senere Tids Historie vilde bidrage til Forstaaelse af Samtiden, han ønskede, at der maatte tages større Hensyn til de evropæiske Strømningers Indvirkning paa Landets Udvikling, og at den indre Historie maatte blive flittigere gransket. Da det biografiske Studium hidtil var blevet forsømt, lod han Foreningen udgive «Historisk-biografiske Samlinger» (1847—51). M.s Artikler i «Historisk Tidsskrift» vare gode; saaledes skrev han heri «Bemærkninger angaaende Hoveriets, Vornedskabets og Herregaardenes Oprindelse», om Corfits Ulfeldt, om Saxo Grammaticus. I nogle andre af Historieskrivningens forskjellige Retninger havde M. mindre Held. Paa det begyndte arkæologiske Studium saa M. med Sympathi og skrev ogsaa derom, men her skortede det ham paa real Sans; at han heller ikke udmærkede sig ved en klar filosofisk Tænkning, viste hans «Forelæsninger over Historiens Filosofi» (2 Dele, 1840—41), og som historisk Fortæller – han udgav for Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug «Fortællinger og Skildringer af den danske Historie» (2 Dele, 1837—40) – manglede han Folkets Øre. Af hans andre historiske Arbejder kan nævnes: «Det kongl. danske Videnskabernes Selskabs Historie 1742—1842» (1843). Han udgav «Uddrag af Biskop Bircherods Dagbøger» (1846); af «Kong Christian IV’s egenhændige Breve» udkom kun 1. Bind (1848), og af M.s og N. M. Petersens «Udvalg af hidtil utrykte danske Diplomer og Breve» kun 3 Hæfter (1842—58).

I det foregaaende er det forsøgt at samle M.s umaadelige, mangeartede Produktion inden for nogle enkelte Rammer, men dog er der ikke nævnt en Tiendepart af, hvad han har skrevet. I Erslews Forfatterlexikon fylder Artiklen Molbech 23 Sider, og der var Tidsrum, saaledes omkring 1830, da hans Forfatterskab aarlig beløb sig til over 1000 Sider. Det kunde derfor ogsaa hænde, at M. selv glemte, at han havde behandlet et Emne. Stundum søgte han at bringe sine spredte Afhandlinger under fælles Tag, saaledes i »Blandede Smaaskrifter» (2 Bd., 1834—36) og «Blandede Skrifter, 2. Saml.» (4 Bd., 1853—56). Hvad der bidrog til at forøge hans Arbejders Rumfang, var hans Stils Bredde; han gav sig hverken Tid til at finde den korteste Form eller det fyndigste Udtryk. Samtiden roste M. ret ofte som Stilist, og hans Skrivemaade kunde man med en vis Ret kalde smagfuld og pletfri, men der savnedes da til Gjengjæld de værdifuldere Egenskaber, at Talen var omskiftelig efter Æmnets Art og ikke mattende ved sin Ensformighed, at den fulgte Tankens og Følelsens Bevægelser, som det skjønne Klædebon følger Legemets; M. arbejdede næsten altid i den lange, noget højtidelige Talar.

M. besad ikke personlig Skjønhed. Hans Udseende og hans Stemme gave Kamma Rahbek Anledning til at betegne ham som «Ulven»; der var dog paa de Tider foruden Tænksomhed i Udtrykket og Sjæl i Blikket en vis Erotik over hans Person. Senere bleve hans Træk mere markerede, og da Gnavenhed ogsaa satte sit Præg paa dem, virkede hans Ydre skræmmende paa mange. M. kunde desuden i Hidsighed forløbe sig, endog grovelig forse sig, saaledes over for Svend Grundtvig, da denne fremsatte sin Plan om en ny Udgave af Folkeviserne, hvad der førte til en heftig Fejde (1847). Ved andre Lejligheder kom hans Selvraadighed frem, som da han 1842 – efter engelsk Forbillede – fik «det Holbergske Samfund» stiftet, men tiltog sig Bestyrelsen uden at indkalde en Generalforsamling; allerede Aaret efter udgav han for Samfundet 1. Bind af Holbergs Komedier med Indledning og Oplysninger, men Bogen tilfredsstillede i ringe Grad Kravet om en god Udgave, og M. blev styrtet. Med Pressen laa M. i den seneste Tid af sit Liv idelig i Polemik. Imidlertid vare alle enige om, at M.s Natur i Bunden var elskværdig. Grundtvig kalder ham, uagtet al Strid og trods M.s kjedsommelige Gnavenhed, «en ærlig Sjæl og godmodig Natur», med J. L. Heiberg stod han efter nogle Skjærmydsler paa venlig Fod, og han kom i det Heibergske Hus. Fru Heiberg nærede megen Godhed for M.; hun siger i sine Erindringer: «Kun faa vare i Besiddelse af den Ridderlighed og det fine Galanteri mod Damer som M.» Og hun tilføjer: «Hans skjønneste Egenskab var Trofasthed i Venskab i Liv og Død», hvilket Vidnesbyrd mange samtidige bekræfte, ligesom de vidne om, at den ellers saa sære lærde, naar han efter endt Arbejde deltog i Selskabslivet, kunde være en livlig og underholdende Vært eller Gjæst.

I politisk Henseende holdt M. fast ved Enevoldstidens Anskuelser; han var en ivrig Helstatsmand og Modstander af det national-liberale Røre. I Piecer og Bladartikler med og uden Navn tog han Del i den politiske Debat – saaledes skrev han i Fyr og Flamme over H. N. Clausens Skrift «Ved Tronskiftet 1848» sin Bog «Kong Christian VIII domfældt af Prof. Clausen» –, derfor saa man ham jævnlig hudflettet i de liberale Blade. Et besynderligt Standpunkt indtog M. over for den skandinaviske Bevægelse. M. havde, som alt fortalt, tidlig været paa Rejser i Sverige og her knyttet Bekjendtskaber. Morsomt nok havde han 1812 paa sin første Rejse til Lund været Spion; han havde Regeringens Ordre om «at iagttage ved bestandige Exkursioner alle Bevægelser i Skaane og Bleking ligesom ved Universitetet og af Skaanes Herremænd at oplyses om Rigsdagen». I Sept. s. A. drog han paa en Rejse til Stockholm med lignende Hverv. Hans senere svenske Rejser havde dog ikke politiske Øjemed, de gjaldt især Lund, hvor han havde mange Venner, særlig Brunius; i øvrigt brevvexlede han med mange svenske Videnskabsmænd og Forfattere, saaledes med Atterbom. Han har megen Fortjeneste af i sine Bøger og Tidsskrifter at have gjort Sveriges litterære, sociale og økonomiske Forhold bekjendte her hjemme (han skrev 1835 «Om Sveriges Statistik»). Ikke desto mindre blev M. aldrig Skandinav. Rigtignok betegnede han sig som den ældste Skandinav, men med stor Uret. For Norge havde han, uagtet hans fædrene Slægt var norsk – Farfaderen var Sadelmager i Christiania –, ikke synderlig Sympathi; Svenskerne interesserede ham varmt, men han var en afgjort Modstander af baade den litterære og den politiske Skandinavisme. Han synes ikke at have kunnet glemme, hvorledes Sverige igjennem Tiderne var steget i Magt og Ære ved Erobringer fra Danmark; han saa i Skandinavismen en Tilintetgjørelse af selvstændig Danskhed i Sproget, en Krænkelse af Folkeindividualiteten og af den politiske Statsorganisme, det var en stodderagtig Tiggen hos et Nabofolk. Da det skandinaviske Selskab stiftedes 1843, angreb M. strax dets Virken, og Monrad maatte tage ham skarpt i Skole. Kampen fortsattes i en lang Aarrække med andre Modstandere; endnu i sit Dødsaar skrev M. en Piece: «Den skandinaviske Enhedstanke» (1857), for hvilken han blodig revsedes af den liberale Presse.

M.s Arbejdskraft tog ikke af med Aarene. Han havde frigjort sig for Byrderne ved sine Stillinger ved Theatret og Universitetet; kun ved det kongl. Bibliothek vedblev han sin Virksomhed. Her var jo ogsaa det store Kildespring for hans litterære Virken, her modtog han Udlandets friske Litteratur med aabne Arme. Men M. ydede ogsaa Bibliotheket store og varige Tjenester. Han arbejdede med Omhu og Flid, havde god Indsigt i et Bibliotheks Administration, hvorom hans Afhandling «Om offentlige Bibliotheker» (1829, oversat paa Tysk 1832) og hans Skrivelse til Professor Eschricht om det kongl. Bibliothek (i «Hist.-biogr. Samlinger» 1851) vidne; dog hævdede han for stærkt Bibliothekets Opgave at sørge for Litteraturens Bevaring for Efterverdenen, og han vurderede ikke højt nok Udlaanets Betydning. M. kunde synes forsømmelig, eftersom man kun sjælden traf ham paa Bibliotheket før henimod Lukningstiden; han ansaa sig som fritaget for at deltage i det daglige Laan, men arbejdede i flere Timer, efter at Kontortiden var endt, og alt var blevet stille. Særlig maa det fremhæves, at han var en fortrinlig Vejleder ved Bogindkjøbet.

M. var 1845 bleven Etatsraad, 1853 Kommandør af Danebrog. Danske Selskab optog ham til Medlem 1813, Videnskabernes Selskab 1829, han var tillige Medlem af en stor Del udenlandske Selskaber. M. døde efter et kortere Sygeleje 23. Juni 1857 og begravedes i Sorø. Hans Enke boede i sine sidste Leveaar i Sorø, og døde her 24. Juli 1879.

Erslew, Forf. Lex. Nord. Univers. Tidsskr. 1858, I. Chr. Molbech og Karen Margr. Rahbek, udg. af C. K. F. Molbech (1883). Chr. Molbech og N. F. S. Grundtvig, udg. af L. Schrøder (1888). Steenstrup, Historieskrivningen i Danm. i d. 19. Aarh.

– Ogsaa som dansk Sprogmand har C. Molbech ved sin store Flid og Foretagsomhed udrettet meget. I en lang Aarrække var han nøje knyttet til Udgivelsen af Videnskabernes Selskabs danske Ordbog, først som Medarbejder (fra 1806) og Medredaktør af 3.—5. Bind og senere som Medlem af Ordbogskommissionen (fra 1834), hvilket paa forskjellig Maade blev af Betydning for hans øvrige sproglige Virksomhed, i det han derved tidlig fik Kjendskab til denne Ordbogs Plan, Kilder og Forarbejder og tillige kom i Ry for Kyndighed i dansk Sprog. 1807 sendte Videnskabernes Selskab Præsterne skriftlig Anmodning om at indsamle Ord af Almuemaalene til Brug for Ordbogen. Dette ledte M. paa den Tanke at skaffe sig Materiale til et Dialektlexikon ad en noget lignende Vej, og han udgav derfor 1811 et lille Skrift: «Om Dialekter eller Mundarter og Samling af danske Landskabsord». 1808 opfordrede Universitetsboghandler F. Brummer M. til at besørge en ny Udgave af Jac. Badens «Dansk orthografisk Ordbog» (1799), hvilket foranledigede, at han 1813 udgav «Dansk Haandordbog», og s. A., som denne udkom, foreslog Boghandler J. Deichmann ham at udarbejde en større dansk Ordbog, hvad han ogsaa var villig til. I de følgende 10 Aar tilvejebragte M. betydelige Samlinger til Ordbøger og gjorde endnu flere Forarbejder til Oplysning om Sprogets og Litteraturens Beskaffenhed i ældre og nyere Tid. Der udkom fra hans Haand: «Dansk Ordbog» (1828—33; ny Udg. 1854—59); «Dansk Dialektlexikon» (1833—41); «Dansk Glossarium eller Ordbog over forældede danske Ord fra 13. til 16. Aarhundrede» (1853—66). Foruden en Mængde mindre Texter, aftrykte i Tidsskrifter og Samlinger, udgav han af gammeldanske Sprogmindesmærker: «Den danske Rimkrønnike 1495» (1825), «Henrik Harpestrengs danske Lægebog fra det 13. Aarhundrede» (1826), «Den ældste danske Bibeloversættelse fra 15. Aarhundrede» (1828), «Præsten i Odense, Hr. Michaels danske Rimværker» (1836).

M. høstede megen Ros, ogsaa fra anset og kompetent Side. Bredsdorff gav Ordbogen (1833) det Vidnesbyrd, at den tilfredsstillede billige Fordringer, i det han tillige fremhævede, at dette maatte siges at være en stor Ros, da den var den første i sit Slags. Men M. var ogsaa ofte udsat for heftige, undertiden ganske meningsløse, Angreb. Det var til Skade, at han altid havde for mange Jærn i Ilden, og at det paa flere Punkter skortede ham paa grundig Indsigt. I en Avisfejde med Rask 1808 røbede han saa forvirrede Begreber om Etymologi, at Rask tabte baade Taalmodighed og Sindsligevægt, hvorfor det hele endte i gjensidig Misstemning (Lærde Efterretn. 1808, Nr. 4. 15. Kbhvns Skilderi 1808, Nr. 60 ff. Rasks Saml. Afhandl. I, 12). Kort Tid efter søgte han Undervisning i Islandsk hos Rask. Udbyttet blev dog kun ringe, og heller ikke i sit senere Liv erhvervede han sig synderlig Kundskab i dette Sprog eller i de nordiske Sprogs Historie, saa lidt som han i det hele naaede til klar Forstaaelse af det nye i Sprogvidenskaben, der førtes frem ved Rask, Bredsdorff og N. M. Petersen. Han vedblev til det sidste at lære, at der i de jyske Almuemaal findes Ejendommeligheder, der vise, at Jyderne oprindelig ikke have været en skandinavisk, men en tysk, frisisk eller angelsaxisk Folkestamme, som i ældgammel Tid er bleven daniseret ved at blandes med nord og øst fra fremtrængende Skandinaver (Fortæll. og Skildringer af den danske Hist. I, 11. 79. 167. Oversigt ov. Vidensk. Selsk. Forhandl. 1852, S. 144 ff.; 1853, S. 270 ff.; 1856, S. 287 ff.). Om Sønderjyllands Nationalitetsforhold i hans egen Levetid gav han ogsaa sit Ord med i Laget, og det var ikke altid godt egnet til at bibringe Læserne rigtige Forestillinger om de virkelige Forhold (Hist. Tidsskr. V, 646. Nyt hist. Tidsskr. V, 612). M. var dog langtfra altid blind for Manglerne. Han indsaa saaledes allerede 1811, at et Dialektlexikon ikke blot burde optage Almuemaalenes særegne Ord, men ogsaa «Almuens Udtale af Skriftsprogets Ord». Men han troede sig ikke i Besiddelse af de Evner og Kundskaber, som dertil udfordredes. Han har sandt og træffende karakteriseret sig selv «som den, der i lang Tid har dyrket vort Modersmaal uden at være kaldet til at følge denne Dyrkelse paa hin overordentlige Flids og Lærdoms Vej, som Hr. Professor Rask er gaaet, og uden at mene, min egen Vej derfor skulde være en rent unyttig Afvej».

En vigtig Side af M.s sproglige Virksomhed er hans Stilling til Retskrivningsspørgsmaalet. I sin Ungdom var han let smittet af Lysten til Forandringer. Han skrev ks, kv for x, qv. Men i Haandordbogen 1813 vendte han helt tilbage til det gamle, og siden var han i smaat som i stort en ivrig og trofast Forsvarer af den traditionelle Retskrivning. Dette bragte ham i Strid med Rask og med den af Rask dannede Skole, og 1825 kom det til den anden Avisfejde mellem Rask og M. (Rask, Hermod 1825, Nr. 2. Kbhvns Skilderi 1825, Nr. 54 ff. Nyt Aftenblad 1825, Nr. 24 ff. Dagen 1825, Nr. 211). Rask fremkom offentlig med den Paastand, at Bogstavet å findes anvendt i et dansk Haandskrift fra Middelalderen, hvorfor dets Optagelse i dansk Skrift kun vilde være Gjenindførelse af en oprindelig dansk Skrivebrug. Imod denne Lære tog M. skarpt til Orde: «Naar Vildfarelser som ovenanførte paa den mest positive Maade bringes ud ved en Mand, hvis Lærdom og Navnkundighed kunde give dem en, i det mindste for historisk Sandhed skadelig Vægt, er det ikke overflødigt at gjendrive dem.» Han viser, at det Tegn, som Rask antog for å, i Virkeligheden intet har med dette Bogstav at gjøre, og at Brugen af aa lader sig forfølge tilbage til Middelalderen saa langt, som der er danske Haandskrifter. Der var mange, som blandede sig i Striden, og den førtes med stor Hidsighed. Resultatet blev, at hver haardnakket fastholdt sin Mening. M.s Indlæg, der ogsaa bekæmpe andre af Rasks Forslag, ere gjennemgaaende gode og fornuftige, og det er for længe siden – dog først efter M.s Død – indrømmet af alle nordiske sproglærde, at M. her havde Retten paa sin Side. M. har i det hele nøje overvejet og med Klarhed gjort Rede for sin Stilling til Retskrivningsspørgsmaalet. Efter hans Opfattelse ere Retskrivning og Sprogrigtighed uadskillelig forbundne Begreber, der bestemmes af Sprogbrugen. «Paa denne alene beror al Sprogrigtighed eller Nøjagtighed i det skriftlige og mundtlige Udtryk.» «Orthografen eller den, som vil fremsætte Reglerne for rigtig dansk Skrift, er lige saa lidt Lovgiver i Skriftriget, som Forfatteren af en Lærebog i den danske Lovkyndighed er Lovgiver i Danmark. Hvad vilde dog være urimeligere, end om en saadan Forfatter, der troede at indse det urigtige eller mindre gode og gavnende i et gjældende Lovbud, vilde i sin Lærebog blande et nyt Lovforslag imellem Lovgivningens positive Forskrifter.» M. skjelner altid bestemt mellem Rask som Videnskabsmand og Rask som Retskrivningsreformator. Rasks videnskabelige Fortjenester fremhæver han i meget stærke Udtryk ved enhver Lejlighed. Han nævner ham «vor lærdeste nordiske Sproggransker», «vor Tids ypperste Sproggransker i Norden» m. m.

M.s Formaal var ikke blot det rent filologiske, men fuldt saa meget Modersmaalets Forherligelse, og han glædede sig over her at have Rask paa sin Side. Han saa i det danske Sprog Bæreren af dansk Nationalitet og dansk Kultur og var paa sin Post overalt, hvor han troede at øjne Farer, der truede dets Existens, dets Fremtid. I Retskrivningsforandringen og den dermed følgende Splittelse og Usikkerhed saa han en Fare for selve det danske Sprog. Men ogsaa for Videnskabens Domstol staar hans sproglige Virksomhed, set i Historiens Lys, sin Prøve. Skrev han end adskilligt, der allerede ved dets Fremkomst var af ringe Værd, saa maa Dommen lyde anderledes, naar Talen er om de Værker, paa hvilke han har anvendt noget af sit Livs bedste Kraft. Textudgaverne have fremmet Historiens og Sprogets Studium, og M.s Ordbog og Dialektlexikon hævde endnu deres Plads som Hovedværker i dansk Litteratur.