Bag Brombærhækken hist ved Afgrunds Randen
Staaer Vandringsmanden.
Han stirrer taus mod Himlens dunkle Blaae,
Og vil dens høie Stjerne-Skrift forstaae.
Hvo kan vel følge Herrens skjulte Traade,
Hvo løser Livets underfulde Gaade?
Alt er en Labyrint hvor Viisdom boer,
Hvis Hjeroglypher sige: "Gud er stor."
Men som hun grunder, toner Harpe-Klang;
Sært blander den sig med en barnlig Sang;
For Sjælen stige underlige Drømme;
Mørk stirrer Øiet ned i Elvens Strømme;
Da seer han paa den haarde Klippe-Seng
En underdeilig Dreng;
Han synger om det Dybe og det Høie,
Og maaler Himlen med sit Flamme-Øie.
I Buskene de gyldne Harper staae,
Useete Alfer Dem med Vingen flaae;
Hiin Side Elven, hvor sig Fjeldet buer,
En Møe han skuer
Med Valmue-Krandsen om sit sorte Haar;
Hun synger som naar Stormen Bølgen slaaer,
Bleg er hun, vildt det mørke Øie brænder;
En Dolk hun holder i de hvide Hænder;
Og med baccantisk Lyst
Hun ridser Blomster paa sit unge Bryst;
Halv synes hun at vaage, halv at drømme,
Og stirrer vildt i Elvens dybe Strømme.
"Hvo er’ de Børn?" Den Vandrer spørger. — Stille!
Nu nærmer han sig alt den kjære Lille.
"Hvo er’ I Børn? Hvad gjør I her saa silde?
Kom smukke Dreng, lad os ei Tiden spilde!
Hvor er Dit Hjem? Did lad os stræbe ......"
Da afbrød Drengen ham med Smiil paa Læbe.
"Jeg boer hos Hyrden hist ved Bjergets Fod,
Hvor Hjorden græsser dybt i Dalens Skygge;
Tidt sidder jeg hos ham ved Bøgens Rod,
Høit i hvis Top de vilde Duer bygge,
Naar han paa Fløiten tolker Elskovs Lyst,
Og Phyllis synker salig til hans Bryst,
Da staaer jeg hos Dem, blæser Bobler skjønne,
Mens Solen synker hist bag Skovens Grønne.
Jeg boer paa Fjeldet, hist i Ridderborgen,
I Folkestue og i Kongesal;
Jeg har mit Hjem hos Glæden og hos Sorgen,
Paa Bjergets Aas og i den snevre Dal.
Jeg boer i Skibets Rum bag Plankens Sider;
Med Fiskeren jeg over Dybet glider.
Jeg trænger gjennem Klostrets skumle Muur,
Og gjæster Nonnen i sit Fangebuur.
Snart leger jeg i Fjeldets dybe Grotte;
Og jeg kan mane Nattens Aander frem;
I Syd og Nord staae mine Trylleslotte;
I Dybet og i Himlen er mit Hjem.
Paa Kampens Dag staaer jeg for Heltens Øie,
Og bringer Seirens Palme fra det Høie;
Jeg følger Vandreren i Ørknens Sand;
Jeg aabner Skjalden Aandens Drømme-Land.
Selv Barn, jeg helst vil lege med de Smaae,
Min Trylle-Verden De jo bedst kan fatte;
I Hytte og i Borg De mig forstaae,
Jeg bringer med saa underfulde Skatte.
Vi kjende ikke Livets Kamp og Sorg,
Os Hyttens Krog blier til en Ridderborg,
Ja Stokken er en stolt og modig Ganger,
Den lille Svale Borgens Mester-Sanger.
Da lege vi i Aften-Solens Guld;
Som Bjerge staae de gyldne Skyers Række;
Da toner Træ og Blomst saa underfuld,
Paa Bækken seiler Sivets lette Snekke.
En Uveirs-Sky staaer over Bjergets Lund,
Regnbuen luer fra den sorte Grund.
Hist dykker Maagen sig i Bølgens Strømme.
O! kan Du glemme Barndoms søde Drømme?
Da Du var lille, tit vi leged’ sammen,
Paa Skammelen vi ved Kaminen sad;
Da saae vi Billeder i Gløde-Flammen,
Og Sjælen følte sig saa salig glad.
Hvert Eventyr os Sandheds Præget bar,
Kun Livet her et Eventyr os var;
Vi saae ei blot Cherubers skjønne Vrimmel,
Nei, selv Gud Fader i sin høie Himmel.
Nu staaer Du her, og grandsker Livets Gaade,
Vil følge Herrens fine, skjulte Traade,
Og fatte ham, Din Aand, det Heles Liv —
— Nu vel! saa følg mig i min Baad af Siv!
Frygt ikke Elvens skumbeklædte Vande!
Jeg bringer Dig til mine Trylle-Lande.
Men vogt Dig!— Seer Du Strømmens vilde Kyster?
Den blege Pige hist — hun er min Søster;
Jeg aabner for Dig Aanders Salighed;
Hun styrter Dig i Dybets Malstrøm ned.