See Solen gaaer ned i det deiligste Rødt,
I Stakker staaer Høet og dufter saa sødt.
En Bonde gaaer hjem med Lee paa sin Ryg,
I Luften dandse de surrende Myg.
Ved Landsbyen ligger en Kjæmpehøi,
Der hører man Ungdommens jublende Støi;
De løbe omkring mellem Busk og Krat,
Og lege Tagfat.
Høit kneiser ved Degnens Huus et Træ,
Der sidder den Gamle med Børn og Fæ;
En Rævebælg hænger paa Træets Green,
I Toppen kneiser Stork Langebeen.
Men Gadekjæret er blevet en Pjøs,
Dog vandes der Heste af Karl og Knøs;
De fløite og synge til Frøernes Qvæk,
Og ride saa væk.
Hist lege to Børn med sundheds Kind,
De ridse i Jorden med en Pind,
De ridse sig Gaard og Høienloft,
Mens Moder lapper paa Faders Koft.
Smukt lyder fra Taarnet Klokkens Klang;
En Bonde synger sin Aftensang,
Og Børnene fromt om Bordet staae,
Ret som Engle smaae.
Ved Kirkegaards-Muren hvor Hindbærret groer,
Der sidder paa Stenen en gammel Moer;
Bag Huen man skimter det sølvgraa Haar,
En Bøtte med Mælk ved Fødderne staaer;
Sin Støttestav holder hun paa sit Skjød,
Jeg troer hun spiser det tørre Brød.
Bag Muren sidde de Elskende to — —
O lad dem ha’ Ro! —