I den lumre Skolestue ville vi nu dvæle lidt;
Tydsklands Kort paa Væggen hænger, det er temmeligt forflidt;
Meget Blæk har flydt paa Bordet, manget Navn er ridset her,
Store, lange Drenge sidde rundtenom paa Bænken der.
Mangen Moders Kjeledæge sidder der med Æblekind,
Og hvad der ei vil i Panden staaer for ham paa Bogens Bind.
Nogle sladre ganske sagte, andre see sig lidt omkring,
Men tre, fire rynke Panden, tænke saa paa Ingenting.
Udenfor et Posthorn klinger, ak, da flyve Længsels Blik
Fra de haarde Skolebænke og fra Badens Grammatik.
Høit paa sit Catheder throner Skolemesteren saa bred,
Han er meget lærd og fliden, Kinden blaalig, rund og feed.
Tørre Prygl og tørre Gloser, Skolemester-Vittighed,
Regne hele Dagen lystigt paa de unge Planter ned.
Qvinden er hans gode Engel, Mødrene til hende tye
Og naar Offeret behager, svinder hver en Tordenflye.
Men nu er der slemt derinde, thi der holdes Straffe-Ret.
Skolemesteren man skuer bukke Drengen om saa næt,
Give ham af Birkeriset ret et genialt Produkt;
Drengen aander ud i Toner hvad han føler, nok saa smukt.
Orgelet er Manden værdigt, derfor spiller han med Lyst;
Hver en syndig Dæmon flygter da med eet fra Drengens Bryst,
Boltrer sig i Tonehavet, ogsaa hurtig som en Vind,
Hver en Djævel gaaer af Drengen i hans Skolemester ind.
Men der er ei Plads derinde for den nye Djævle-Hær.
Fælt det trykker, Blodet stiger, nu er selv han Dommen nær.
Fuxen korser sig og gruer, og paa Skolemester seer —
Riset ham af Haanden synker — ak, han spiller aldrig, meer!