„Dybt i Dalen er mit simple Hjem,
Aldrig vil paa Bjerget op jeg klavre;
Lad for Andre Slottets Port paa klem,
Jeg vil see paa Bondens Rug og Havre.
Dog ifald til Kongegaard engang
Jeg gaaer vild, fra Marken og fra Haven,
Ei som Smigrer skriver jeg min Sang:
Thi den gjælder Konger da — i Graven! —”
Smaadigte 1834.”
„Intet Strøg paa Violinen?
Ingen Støden i Trompet?
Ingen Dands og ziirlig Trinen,
Ingen L’homber, ingen Beet?
Intet Hurraraab for Drotten,
Fredegod med Sølverhaar?
Ingen Smiger? — — han har faaet ’en
Dog jo ellers hvert et Aar.”
— Commandeurer, Adjutanter
Tyst i Processionen gik,
Alle fordums Gratulanter
Med beklemt og graadfyldt Blik.
Mægtig Mand maa han ha’e været,
Ellers blev han vistnok ei
Med saa mange Former æret
Paa den sidste stille Vei.
Mægtig Mand maa han ha’e været
Men har ei han været Meer? —
Stille! hist i Daggryskjæret
Kofteklædte Mænd Du seer!
Bonden bær ham! Bondens Næve
Bær ham med sin plumpe Kraft,
Taarer i hans Øine bæve —
Fredrik maa ha’e Hjerte havt!
Hjerte maa han ha’e besiddet,
Hjerte paa det rette Sted:
Bonden har Respekt for Viddet,
Men for Hjertet Kjærlighed;
Bondegraad paa Kongebaare
Kjender Man i kolde Nord;
Mulighed af slig en Taare
Andetsteds Man neppe troer.
Du, som hvid og mager sover
Hos den fjerde Christian,
Lyt! Velsignelsen gaaer over
Graven fra dit Folk og Land:
Sov Du trygt og sov Du stille,
Vi har elsket Dig paa Jord!
Drøm Du Drømme, bløde, milde,
Drøm om Kjærlighed i Nord!
Thi Du stolede paa Folket:
„Grandt jeg veed, det elsker mig!”
Og Paa mange Maader tolked
Det sin Kjærlighed til Dig:
Lynet slog i Kattegattet,
Spalted Norge bort fra Dan —
Men de Danske rigtigt fatted:
„Skylden bærer ikke han!”
„Dømt har Han i lysblaae Skyer,
Han den vældige Monark,
Der kan knuse Folk og Byer,
Sammenblande Hav og Mark!
Det er Gud, som har det villet,
Det er ei Kong Frederik,
Det er Gud, som har adskillet —
Ingen Taarer i vort Blik!” — —
Sov da sødt i Roskilds Kirke,
Drøm en stille Fredens Drøm!
Hvad Du leed, hvad Du mon virke,
Synker ei i Tidens Strøm.
Mangen Herskers Navn vil svinde,
Naar han gaaer til evig Fred,
Men bestaae vil Fredriks Minde,
Thi dets Værn er Kjærlighed!