Du boer i et andet Land, end jeg,
Du vandrer nu hist i en evig Mai,
Men spiller ikke meer for din Søster og Broer,
Klaveret er tyst for din Fa’er og din Moer.
Vi Alle vented Stort af den stigende Aand,
Men Sommerfuglen kasted sit Klædebon!
Med glimrende, farvede Vinger den foer
I Vinterens Tid fra det isnende Nord.
Jeg seer ei din Kiste, men kjendte Dig godt,
Du boer nu i Alherrens hvælvede Slot!
Inat har jeg seet paa det mørke Blaae
En Stjerne, som aldrig jeg før der saae.
Der er Du, der boer Du, der tumles Du om
I Skaberens slørede Helligdom!
I Stjernen Du boer, i et andet Land, end jeg,
Og vandrer forklaret i evig Mai. — — —
Begrav ham i Stilhed! I kjendte ham ei,
Men gaaer gjennem Odense engang jer Vei,
Da træde I blot til Forældrene hen,
Eller spørg blot hans ældre, hans sørgende Ven!
Begrav ham med Ømhed! hans Sjæl var øm,
Den var som en Natviols stille Drøm!
Begrav ham med Taarer, thi dem var han værd,
Og haab paa Gjensyn i Stjerneskjær!