Christian Wilster (1797–1840)

Wilster, Christian Frederik (ved Daaben Friedrich) Emil, 1797–1840, Digter. Født 27. September 1797 i København (Petri), død 11. Jan. 1840 i Sorø, begravet samme Sted. Forældre: Højesteretsadvokat Carl Henrik Wilster (1772–1837) og Anna Juel Winde (1770–1840, gift 2° 1810 med Hospitalsforstander i Slagelse, Kancelliraad Rasmus Palludan, 1775–1834). Gift 15. August 1829 i København (Garn.) med Charlotte Ketty (ved Daaben Catty) Wilster, født 21. December 1806 i København (Garn.), død 9. Marts 1893 i Sorø, Datter af Premierløjtnant, senere Oberst Carl Friedrich Wilster (1779–1852) og Dorothea Hermansen Fugleberg (1771–1842).

Wilsters Fader vandt i Overgangstiden fra det 18. til det 19. Aarhundrede en sørgelig Berømthed. Han var et glimrende begavet ungt Menneske, der i en Alder af seksten Aar tog Artium med Udmærkelse, fire Aar senere juridisk Embedseksamen, straks blev Prokurator ved Hof- og Stadsretten og allerede 1793, kun 21 Aar gammel, Højesteretsadvokat. Men 1799 lod han Hustru, Børn og en stor Praksis i Stikken og flygtede fra Landet med en meget smuk Englænderinde, der tillige med en betydelig Sum Penge var betroet til hans Varetægt af en engelsk Klient, for hvem han førte en Proces i København. Under Navn af Baron v. Essen færdedes han med hende omkring i Tyskland, bedaarede en Tid lang med sine Talenter og sit vindende Væsen Hoffet i Rudolstadt, købte Godser i Mecklenburg og blev endelig 1809 i Berlin anklaget for Giftmord paa en højtstillet Embedsmand (Krigsraad Eberhardi), antagelig for ved Giftermaal med Enken, som i øvrigt var ham ubekendt, at komme i Besiddelse af hans Formue. Processen stod paa i henved tre Aar, og Wilster forsvarede sig med glimrende Kløgt og urokkelig Koldblodighed, men Indicierne var for overvældende, og han dømtes til femten Aars Fæstningsarrest i et Fort ved Stettin. I denne By tog han Ophold efter Straffens Udsoning, ernærende sig ved Undervisning og anden Udnyttelse af sine Kundskaber, indtil han døde tre Aar før Sønnen.

Wilster var det næstældste af de forladte Børn. Ni Aar gammel blev han Elev i det Schouboeske Institut, hvor han bl. a. havde Grundtvig til Lærer, tog Studentereksamen 1813, næste Aar anden Eksamen og 1816 den juridiske Embedsprøve. 1817 fik han Ansættelse som Volontær i Rentekammeret, men da han ikke længe efter mente sig uretfærdig forbigaaet ved Besættelsen af en ledig Kopistplads, tog han øjeblikkelig sin Afsked og købte sig samme Dag en hebraisk Grammatik for at studere Teologi. For Udkommets Skyld maatte han dog foreløbig tage imod en Huslærerplads hos Grev C. C. S. Danneskiold-Samsøe paa Gisselfeld og som Følge deraf tilbringe en Del af Aaret 1818–19 paa Landet; men trods denne Afbrydelse af Studierne og en paafølgende Hovmestergerning hos en ung Udlænding de Viollier, senere Ministerresident i Bern, kunde han dog Oktober 1822 absolvere den teologiske Embedseksamen et Par Maaneder efter at han havde faaet Ansættelse som Adjunkt ved det genoprettede Sorø Akademi. Hans Moder var paa det Tidspunkt blevet gift anden Gang, og hos hende i Slagelse fandt Wilster i Ferierne et Hjem i Aarene før hans eget Giftermaal.

1827 disputerede Wilster for Magistergraden med en Afhandling »De religione et oraculo Apollinis Delphici, I«, som i øvrigt næste Aar blev temmelig ilde medhandlet af R. J. F. Henrichsen i en Anmeldelse i »Dansk Litteratur-Tidende« (S. 369–83, 390–96), hvorpaa Wilster samme Aar svarede lige saa skarpt (»Anticritik«, S. 445–56). De blev senere Kolleger i Sorø, og der udviklede sig et varmt Venskab mellem dem. Efter Erhvervelsen af Magistergraden avancerede Wilster 1828 til Lektor i Græsk og Engelsk og indgik næste Aar Ægteskab med sit Søskendebarn.

Under denne med saa megen Flid og Energi fuldførte videnskabelige Uddannelse havde Wilster skaffet sig Tid til ogsaa at studere levende Sprog og fremmed Litteratur saavel som til at prøve sine digteriske Evner, saaledes i Væddekampen 1819 om en dansk Nationalsang. Han deltog i denne af Selskabet for de skjønne Videnskabers Forfremmelse iværksatte Sangerkrig med sin »Sang for danske«, den senere saa bekendte og yndede »Hvor Bølgen larmer højt fra Sø«, som imidlertid efter Smagstribunalets Skøn maatte staa tilbage for Juliane Marie Jessens »kronede«, men af Eftertiden som tom Svulst vragede Sang »Dannemark, Dannemark, hellige Lyd«.

Wilster var lige fra sin Barndom stærkt grebet af Oehlenschläger, hvad han har givet Udtryk for i Indledningen til sin Odyssee: »Og i mit barnlige Sind jeg fromt velsignede Skjalden, bad til Gud for hans Vel, og bad baade Morgen og Aften«. Alligevel maatte hans naturlige Anlæg for Skæmt og Vid i Forbindelse med hans erhvervede Indsigt i Formens Betydning for Digterværket bringe ham Baggesen nær. Vi ser da ogsaa, at han under Tylvtens Kamp, da han selv var paa Gisselfeld, ikke lader sig dreje over Gevind. I Anledning af en Studentervisebog, hvortil han selv havde leveret Bidrag, skriver han efter at have set den igennem til Abrahams: »Man sporer øjensynlig Antipati mod Baggesen og Forkærlighed for Oehlenschläger, der dog i dette Fag staar mærkelig tilbage for hin. Man savner ganske Baggesens gedigne og i alle Henseender fortræffelige Viser. Denne Fejl burde Udgiverne have vogtet sig for, thi det er virkelig abderitisk, at man af en Visebog skal kunne se, at Tylten har givet Jens Immanuel Døden og Djævelen«. Men var Wilster saaledes ikke med i Tylvtens Kampe, saa kom han under Efterdønningerne 1830 mellem Heiberg og »Soranerne« til at tage ivrig Del som dennes absolut mest jævnbyrdige Modstander, og han parerede i sine »Doubletbilleder til den nye Lanterna magica« (Kjøbenhavns-Posten II. Jan. 1830) behændig og vittig Heibergs smidige polemiske Finter (Flyveposten, 1830, Nr. 1 med Heibergs Svar samme Aar, Nr. 8).

Nogle Aar senere fremkaldte Wilster ved en noget haard, men man kan ikke sige uretfærdig Anmeldelse af Chr. Winthers »Nogle Digte« i »Dansk Litteratur-Tidende« (1835, S. 245–51, 265–75) en Skærmydsel, i hvilken han tørnede ret alvorlig sammen med Poul Møller, der med sin vante ærlige Varme tog sin Halvbroder i Forsvar mod den unavngivne Recensents efter hans Mening spidsfindige og perfide Udtalelser. Striden fik ikke nogen almindelig Betydning, men gav Anledning til et Par ret snurrige Episoder og aabenbarede en dybere Uoverensstemmelse mellem Wilster og Winther, endog paa et Felt, hvor de begge havde virket med Lyst og Initiativ, nemlig inden for Studenterforeningslivet. De havde begge været med fra dets første Begyndelse. Wilster havde bidraget til Underholdningen med sin Afhandling »Om Genifeberen« (trykt i Ottos »Ny Hygæa«, I, 1823, S. 99–122) og Winther inaugureret det kammeratlige Samlag med sin berømte Sang »Her under Nathimlens rolige Skygge«. Men mod den eksklusive Selvfølelse i Linierne »Herrer vi ere i Aandernes Rige« udtalte Wilster sig og bemærkede, at de »altid synges med lydeligst Røst af de maadeligste Studenter«.

Sin egen Digtning satte Wilster ikke højt. Allerede i sin Ungdomskorrespondance med Abrahams skriver han (10. December 1818): »Om end jeg aldrig kan blive en Daler, fordi jeg er myntet til en Skilling, tror jeg dog, at jeg ikke er en falsk Kobberskilling, men snarere en Lybsk, uforanderlig ved Kvartalskursen, og gangbar i smaa Omsætninger«. Den samme Beskedenhed kommer til Orde i et Dedikationsvers til Hustruen, der først er trykt i »Udvalgte Digte« 1897: »Verden finder dem vist smaa, ringe, dunkle, matte, men dit Hjerte vil forstaa deres Værd at skatte«. Hele Wilsters Digtning rummes i tre Smaabind, hvoraf det sidste først udkom efter hans Død 1840. Meget af Indholdet er Lejlighedspoesi, svag i sig selv og — løsrevet fra Anledningen — betydningsløs. Andre Digte, der ogsaa er mere livskraftige, har Antologier og Læsebøger skænket en forlænget Tilværelse: »Eleonore Ulfeld« (»Tungt Kongedatrens Taare flød«), »Dag og Aften« (»Dagen gaar saa langsomt hen«), »Angelsachsisk Dødssang« (»For dig et Hus der lavet var«), »Knud Lyne Rahbek« (»Paa grønklædte Bakke der ligger et Hus«, med de friske og jævne Linier: »Det tyktes ham Synd, om et Navn var forglemt, som stod paa en Grav, hvor en Digter var gjemt«), det taknemlige Deklamationsnummer »Den undvegne« (som ifølge Vilh. Andersen har dannet Grundlaget for Skriverhans i Hostrups »Æventyr paa Fodrejsen«), den efter Gellert tillempede Fortælling »Bonden og hans Søn« (»En Bondeknøs, som hedte Hans«) og flere, mere end alle andre det prægtige Digt »Ludvig Holberg« (»Før var der knapt skreven paa Dansk en Bog«). Baaret af Krøyers Kvartetkomposition har Studentervisen om »De første Prygl, vi i Skolen fik«, naaet stor Popularitet, i sig selv original i Indfald og Udførelse, som overhovedet Wilsters skæmtsomme Digtning er mere individuelt præget end hans mere traditionelle Patos, saaledes f. Eks. »Rimbrevet fra Sorø« med dets Klage over, at »vor Jord er saa fordigtet: der er ej Blad, ej Blomst, ej Siv, hvorved der jo er daanet; ej Barnet selv i Moders Liv er af Poeter skaanet« og dets dybtfølte Hjertesuk: »O Verden har saa mangen Bag, som os til Ris indbyder!«. Som Brevskriver gav Wilster sit sarkastiske Vid frit Løb, som det ikke blot ses af hans Korrespondance med N. C. L. Abrahams, men ogsaa af Brevene baade til Oehlenschläger, P. Hjort og Fætteren, den senere Generalmajor Ernst Wilster.

Men alle disse Smaating er dog for intet at regne i Sammenligning med Wilsters egentlige Storværk: Fordanskningen af »Iliaden« og »Odysseen« og af en Række af Euripides’ Tragedier. Som Homeroversætter var Wilster ikke den første; af ældre Homer-Oversættelser fandtes Hans Seidelins (1798) og Jens Baggesens (1816 og 25), om hvilke Wilster siger, at de var »advarende Fyrtaarne paa hans vanskelige Sejlads«, men dertil kom Poul Møllers Fragment af Odysseen, hvorom han udtaler: »jeg skylder Sandheden at erklære, at Professor Poul Møllers Fragment . . . først har aabnet mine Øjne for Muligheden af en værdig Fordanskning af Homer«. Wilsters Beskæftigelse med Homer gaar saa langt tilbage som 1831, da han i »Blandinger fra Sorøe« (1. Hæfte, S. 86–158) offentliggjorde en Oversættelse af Iliadens 9. Sang. Opmuntret ved den Modtagelse, dette Forsøg fik, gik han i Gang med videregaaende Studier navnlig angaaende Forholdet mellem Kvantitet og Accent, der er saa afgørende for Fordanskningen af Heksametret (se Sorø Indbydelsesskrift, 1833 °S »Prometheus«, VI, 1834). Wilster vender sig bevidst mod den Teknik, Voss havde anvendt i sin tyske Homeroversættelse, og sætter derimod Kravet om en virkelig dansk Vellyd i Gendigtningen. 1836 udkom »Iliaden« og næste Aar »Odysseen«, der begge udmærker sig ved deres kærnekraftige danske Sprog, som ingen senere danske Homeroversættere har kunnet naa paa Højde med.

Lige efter at Arbejdet paa Odysseen var sluttet, ser man af et Brev til Oehlenschläger (22. Marts 1837), at Wilster straks har set sig om efter en ny Opgave: »hvor skal jeg finde et nyt Arbejde til hvilket jeg saa ganske kan hengive mig med Liv og Sjæl? Et beslægtet Arbejde kunde jeg nok finde, men intet, som i Interesse blot nogenlunde kunde sammenlignes med Homer . . . Sophocles er jo oversat, skjønt maadeligt nok. Hvad Interesse kunde man vente for Aeschylus? Og i hvert Tilfælde ere Chorsangene saa haarde Nødder at knække, hvad Metrum angaar, at jeg maatte befrygte stærk Tandpine eller Tandbrud, hvis jeg gav mig i Lag dermed; thi at bære mig ad som Tydskerne, der gjengiver de jevnlig høist tvivlsomme Fødder Stavelse for Stavelse efter en Prosodi, som strider aldeles mod de nyere Sprogs Natur, saaledes at der ikke er mindste rhytmiske Fald i Versene, det skal jeg nok vogte mig for«.

Det ses, hvor ivrigt Wilster allerede stræber mod en ny Opgave; det blev dog ikke Aischylos, men Euripides, han gik i Gang med, og skønt hans Helbred, som fra Ungdommen havde været skrøbeligt, nu ved en fremadskridende Brystsyge blev ham en alvorlig Hindring, lykkedes det ham dog nogenlunde at afslutte otte af Euripides’ Tragedier: »Alkestis«, »Medeia«, »Iphigeneia i Aulis«, »Iphigeneia i Tauroi«, »Hekabe«, »Andromache«, »Bacchantinderne« og »Hippolytos«.

Allerede 1839 gaar det stærkt ned ad Bakke med Wilsters Helbred; 4. November læste han endnu paa Skolen, »men Stemmen var svag og Hovedet brændte«, som R. J. F. Henrichsen siger i sin smukke Efterskrift til Euripides-Oversættelsen, som han besørgede i Trykken. Paa hans Gravsten staar de Vers, som Ingemann 1840 satte over Vennen og Kollegaen: »Han Oldtidsskjalde Ungdomsliv gengav, Mens selv han sank i tidlig Grav. Sku opad Kjærlighed! See fremad Savn! Hist blomstrer frisk hans Liv — og her hans Navn«.

Udgaver: Digtninger, 1827. Digtninger. Nye Samling, 1831. Digtninger, 3. Samling (efter Wilsters Død), 1840 med Forord af From Møller. Om Hexametret og dets Behandling i det danske Sprog. Sorø Akademis Indbydelsesskrift 1833 (sml. »Prometheus«, VI, 1834 og »Dansk Litteratur-Tidende«, 1835, S. 23–31). Homers »Illiade« 1836 og »Odyssee« 1837 (efter en Række Oplag blev der efter Aarhundredskiftet udsendt bearbejdede og rettede Udgaver for Skolen henholdsvis ved M. Cl. Gertz (1909–12) og ved Carl V. Østergaard (1910–11), men 1928–30 genoptryktes Wilsters Tekst forsynet med Noter ved A. Kragelund). Euripides, 1840; 2. Oplag, 1857 (heraf »Medeia« til Skolebrug særlig udgivet i flere Udgaver ved Sigurd Müller og Chr. Thomsen). »Udvalgte Digte« udgivet af Wilsters Datter, trykt som Manuskript 1897. »Digtninger« i Udvalg ved E. Rørdam 1903. »Digtninger« 1918 (Minerva).

Dansk Digter, Student 1813, Cand. juris 1816, Adjunkt i Sorø 1822, samme Aar Cand. theol., 1827 Magister for en Afhandling om Oraklet i Delfi, 1828 Lektor i Græsk ved Akademiet. Wilster var tidlig begyndt at dyrke Poesien: 1819 konkurrerede han med "Sang for Danske" ("Hvor Bølgen larmer højt fra Sø") til Prisen for en dansk Nationalsang, og han har skrevet en Del, især Lejlighedsdigtning. Af hans Digte maa fremhæves "Ludvig Holberg", "Den Undvegne", "De første Prygl"; han deltog i Fejden med Heiberg og skrev bl. a. "Dubletbilleder til den nye Lanterna magica". Men langt større Betydning har hans fortrinlige Oversættelser af "Iliaden" og "Odyseen" (1836–37). Efter hans Død kom en Oversættelse af 8 Tragedier af Euripides.