Victor Hugo (1802–85)

Hugo, Victor Marie, fransk Digter, født 26. Februar 1802 i Besançon, død 22. Maj 1885 i Paris. Hugo var Søn af en adelig Officer, Sigisbert Hugo, en af Republikkens første Frivillige, der under Kejserdømmet svang sig op til General og Greve, og af en Skibsrederdatter fra Nantes, Sophie Trébuchet, der opdrog Sønnen royalistisk og katolsk. P. Gr. a. Faderens stadige Forsættelser fik han en eventyrlig omflakkende Barndom; Familien var snart paa Elba, snart i Paris, saa i Rom og saa i Neapel; til Drengens tidlige Minder hørte Episoden, da Faderen fangede den berygtede Fra Diavolo’s Røverbande i Abruzzerne. 1809 tog Moderen Ophold i Paris og begyndte nu at give Drengen en alvorlig Uddannelse sammen med de andre Børn de læste klassiske Sprog hos en gammel Præst. Det gamle, nedlagte Feuillantkloster, hvori de boede, besang han senere gentagne Gange. 1811 besøgte han sin Fader nogen Tid i Madrid og genoptog derefter sine Studier, som efter Faderens Ønske skulde gælde Militærstanden. Men Hugo blev sig tidlig bevidst, at det ikke var Officer, men Digter, han vilde være. Moderen vedblev at indpode ham royalistisk-konservative Sympatier. Forældrenes Ægteskab var ikke lykkeligt; de havde yderst forskellige Livssyn og Tendenser; under Restaurationen steg Uenigheden til Skilsmisse, hvorunder Børnenes Skæbne kom til at lide. Imidlertid havde Hugo allerede som Dreng givet sine royalistiske Følelser Luft i klassiske Imitationer; kun 15 Aar gammel bejlede han til Akademiets Pris med et Læredigt, Avantages de l’étude, som p. Gr. a. Forfatterens’s næsten utrolige Ungdom kun fik tilkendt hædrende Omtale. 1819–21 vandt han 3 Gange Prisen ved Académie des jeux floraux i Toulouse for de royalistiske, i klassisk Stil skrevne Oder Les vierges de Verdun, Le rétablissement de la statue de Henri IV og Moïse sur le Nil. Den unge Digter begyndte at vække Opsigt. Chateaubriand kaldte ham et enfant sublime. 1822 udsendte han sit første Bind Odes, hvis blændende Retorik endnu var ganske klassik traditionel, men dog allerede lod skimte Digterens mægtige Talent. Digtene gjorde stor Lykke og indbragte ham en kgl. Aarpenge paa 1000 (senere 2000) frc. der satte ham i Stand til at hjemføre sin Brud, Adèle Foucher. 1824, 1826 og 1828 fulgte 3 ny Bind Odes et ballades, hvori en hurtig Udvikling spores bort fra alt det nedarvede i Form og Tankegang; Farver og Rytmer begyndte at antage det geniale Sving, hvoraf Romantismen snart helt skal bæres oppe; trods al med Modermælk og Opdragelse indsuget royalistisk Konservatisme forherliger Digteren allerede nu Napoleon-Legenden (1824 i Digtet »De to Øer« — Napoleon’s Vugge og Grav). Samtidig skrev Hugo et Par, af Walter Scott’s historiske Romaner paa virkede fantastiske Røverromaner, Han d’Islande (1823) og Bug-Jargal (1825), der i deres Forkærlighed for det gruopvækkende, det uhyre og vanskabt-uformelige ligeledes rummer et Brud med Traditionen, hvor lidet Digteren i øvrigt endnu var sig sin reformatoriske Mission bevidst. Hans digteriske Horisont udvidedes ved det Studium af fremmede Litteraturer, som bl. a. Beyle og Fru de Staël indvarslede. Hugo blev snart Fører for den unge romantiske Bevægelse og dens litterære Klub Le cénacle og formulerede dens Program. Allerede i Fortalen til sin 3. Samling Odes et ballades (1826) angriber han Traditionen, Efterligningen, den herskende Smag og hævder over alt andet den digteriske Inspiration, Friheden i Kunsten; men Bevægelsens egentlige Hovedmanifest udsteder han i Fortalen til Dramaet Cromwell (1827), Romantikkens første Programtragedie, der forkynder Natursandheden, Karakteristikken ved Modsætning mellem skønt og hæsligt, ophøjet og plumpt, som Kunstens højeste Maal med Foragt for alle Love og Regler: »De tre Enheder«, Kunstarternes strenge Adskillelse o. s. v. Langtfra alt i disse med pragtfuld Retorik udslyngede Postulater var nyt eller holdbart; men Forordet til Cromwell blev Signalet til Omvæltning og Krig mellem gammelt og nyt. Hugo udfoldede med eet hele sit digteriske Geni. 1828 udkom de farveluende, klangstolte Orientales, der indvinder Poesien nyt Stof i Orientens tropiske Riger, i Maurernes fantastiske Kunst og Kultur; tyrkisk Janitsharmusik og græske Frihedshymner klinger vekselvis i disse glødende og blændende Melodier, der skaber sig ny Versformer og ny Rytmer. Medens Cromwell ikke naaede at blive opført, holdt Romantismens Teater med Hernani endelig 25. Februar 1830 et tumultuarisk Indtog paa Scenen og vandt trods Fjendernes Piben og Hyssen en eklatant Sejr. Derefter fulgte en hel Række Dramaer: Marion Delorme (1830), Le roi s’amuse (1832), Lucrèce Borgia (1833), Marie Tudor (1833), Angelo (1835), Ruy Blas (1838) og Les Burgraves (1843). Hugo’s Dramaer har et ideligt skiftende Sceneri som hos Shakespeare, i øvrigt er der mere af Byron’s Aand over hans Helte og Heltinder, der er store, ulykkelige og brødebetyngede Skikkelser, givne med to hinanden modsatte Farver, helt sublime og helt lastefulde, hvidt i sort eller sort i hvidt. Alt gaar ud paa Lidenskab og Handling; den historiske Lokalkolorit anvendes til at frembringe de stærkeste Effekter, de mest spændende og fortvivlede Situationer, hvori Digterens lyriske Patos kan tage Flugt, og alle Følelser svulmer i en mægtig, farveglødende Diktion. Strengere eller dybere historisk Sandhed tilstræber han ikke, og hans Psykologi er ofte ganske umulig, spillende paa enkelte Hovedstrenge, skabende store enstonige Typer, grandiose Symboler gennem Antiteser af enhver Art. Al indre Sandsynlighed ofres for de vældige tragiske Situationer, hvor alt bliver rystende Patos, henrivende Erotik, pragtfuld Monologretorik, gribende Spænding. Ved sin Mangel paa sand dramatisk Nerve og Menneskekundskab fik Hugo’s Teater kun ringe Livskraft; Digterens vældige Fantasi tabte efterhaanden ganske Herredømmet over sig selv og voksede ud i en kolossal Overspændthed, der til sidst virkede parodisk uhyrlig; saaledes led Les Burgraves en ubodelig Fiasko, og den sunde Fornuft skabte umiddelbart efter en Reaktion, der fortrængte Hugo’s Dramaer fra Scenen. Dog vaktes enkelte senere op til nyt dramatisk Liv — saaledes Hernani, Le roi s’amuse, men især Ruy Blas.

Ogsaa paa andre Omraader var Hugo’s Geni i rastløs skabende Virksomhed. 1831 udkom hans berømte Roman Notre-Dame de Paris (paa Dansk ved Fr. Winkel Horn 1883, ved Uffe Birkedal 1918, 2 Bd), et paa stor arkæologisk Viden og med glimrende Indbildningskraft opbygget historisk Billede, hvor Romantikkens Syn paa den gotiske Middelalder er givet i en uforgængelig Vision; det gamle Paris og især den gamle symbolske Domkirke danner en kraftig malerisk Baggrund for de mest brogede Optrin og for en bizar og fantastisk Kærlighedsroman med de grelleste Modsætninger. Samtidig skrev Hugo den gribende Roman Le dernier jour d’un condamné (1829; paa Dansk ved Johs. Jørgensen: »En dødsdømts sidste Dag«, 1888), efterfulgt af Claude Gueux (1834). Men især strømmede hans lyriske Hovedaare i en stærk og beundringsværdig Produktion. Efter Julirevolutionen fuldbyrdedes et Omsving i hans religiøse og politiske Anskuelser; fra troende Royalist blev han Skeptiker og Fremskridtsmand. Napoleon den Store blev hans Digtnings Yndlingshelt; men samtidig føler han sig som Folkets, Demokratiets Sanger og Leder; han fører Menneskehedens Sag; hans Digterkald udvider sin Mission i stedse større og større Kredse; hans Idealitet vokser. Alt, hvad han oplever og gennemlever af Sjælsbevægelser, af Livserfaringer, selv Hverdagens enkle Indtryk, stiller han i Forhold til et uendeligt Ideal, en panteistisk, altomfattende Retfærdighedsfølelse. I øvrigt svinger hans Lyrik mellem den stilleste Familielykke og den hidsigste Opposition i det offentlige Liv. I Feuilles d’automne (1831) giver han Familiekærligheden det skønneste Udtryk i blide, sunde Stemninger, desuden Betragtninger over Gud og Evigheden. Derimod er Digteren i Chants du crépuscule (1835) halvt Journalist og halvt Profet. Snart dømmer og forbander han, snart maner og forudsiger han; han søger at gøre den gamle Satire lyrisk og profetisk; mest kendt af Samlingen er det berømte Digt om Klokken, der trods profan Besudling toner, naar en usynlig Haand byder den at synge — et Billede paa Digterens egen Sjæl. 1837 fulgte Voix intérieures, 1840 Rayons et ombres, hvori Digteren endnu tydeligere udtaler sit Kald; at være Folkenes Ledestjerne mod Fremtiden; blide Ungdomserindringer veksler med bitter Satire eller etisk Alvor. I alle disse Digte findes mindre af dyb Originalitet end af stærk Menneskefølelse og demokratisk Veltalenhed. I kunstnerisk Henseende var Hugo’s Lyrik en fuldkommen Fornyelse. Aldrig før var der i fransk Poesi set en saadan Sprogpragt eller hørt en saadan Versmusik. En Rigdom af ny Rytmer, et Væld af ny Farver, en digterisk Virtuositet som aldrig før, fik Sproget til at klinge og lyne i de mest forskelligartede Virkninger.

Efter 1843 indtræder der en lang Pause i Hugo’s Produktion. Han havde vist sit Mesterskab i alle Former, men var endnu oftest vaklende og tvivlende; hans Digterrøst var endnu ikke helt og udelt blevet Folkets Røst. 1841 var han valgt til Medlem af Akademiet; 1845 blev han endog Pair af Frankrig. Han gjorde flere store Rejser; 1843 kaldtes han tilbage fra Spanien i Anledning af, at hans Datter Léopoldine sammen med sin Mand, en Broder til Digteren Vacquerie, var omkommet ved en Sejltur paa Seine; den sørgelige Begivenhed rystede ham dybt og affødte en Række Digte, der senere udkom i Samlingen Contemplations (1856). Hugo nærede en vis Forkærlighed for Julikongedømmet, men efter 1848 at være valgt ind i den konstituerende Nationalforsamling traadte han over i den republikanske Opposition; Vel understøttede han Louis Napoléon’s Valg til Præsident, men udviklede snart de mest radikale Anskuelser og optraadte som glimrende Taler i alle vigtige Spørgsmaal og med heftige Angreb paa Forfatningsfjenderne i sit Blad Événement, senere kaldet Avènement. Under Statskuppet 2. December 1851 udstedte Hugo Opraab til en Folkerejsning, blev til Løn proskriberet og udvandrede til Øen Jersey, hvor han opholdt sig 1852–55, og hvorfra han udsendte sit kendte giftige Flyveskrift Napoléon le petit, efterfulgt 1853 af Digtsamlingen Les châtiments, der blev forbudt af Kejseren, men desuagtet vandt uhyre Popularitet over hele Frankrig. 1856 udgav han 2 Bind Contemplations. 1859 afslog han den tilbudte Amnesti, ligeledes 10 Aar senere med den stolte Motivering, at det ikke var ham, der havde »forbrudt sig«. Fra sin Landflygtighed paa engelsk Grund ledede han Udgivelsen af Bladet Rappel. 1859, 1877 og 1883 udsendte han (i alt 4 Bind) de berømte episke Digte La legende des siècles, der skildrer Menneskehedens Fremskridt fra de ældste Tider indtil vor Tidsalder i blændende store og pragtfulde Syner, en Art Revu over Menneskets Historie, fastholdt i store maleriske Tableauer, der anskueliggøres med samme mægtige Fantasi, hvad enten Karakterbilledet behandler Biblen, Middelalderen eller Nutiden; det hele fremtræder som storslaaede, fantastiske Myter, afhængige af en filosofisk og social Idé. 1865 udgav han de bizart-lunefulde Digte Chansons des rues et des bois. En umaadelig Udbredelse (samtidig paa ikke mindre end 10 Sprog) fandt hans berømte Roman Les misérables (10 Bind, 1862; paa Dansk »Galejslaven«, oversat af Fr. Winkel Horn, illustreret af Louis Moe, 1898. Samme Oversættelse under Titelen »De Elendige« 1912, 2 Bind), et socialt Kæmpeværk, der gaar de Undertryktes og Forurettedes Ærinde, fremstiller Kampen mellem Individet og Samfundet, Krapylets uretfærdige Skæbne, de Brændemærkedes og Udstødtes forfærdelige Lod og med en glødende Overbevisnings guddommelige Veltalenhed appellerer til hele Menneskehedens Retfærdighedssans, maner til Anger og Selvbetvingelse over for de evige Krav, den store Fællessamvittighed, Gud, som er det uendeliges Jeg. I dette grandiose Arbejde, der rummer de mest gribende Skildringer fra alle Samfundets Afkroge, har Digteren evnet at udføre den store demokratiske Mission, hvorefter han saa længe stræbte og søgte. Og i litterær Henseende fuldfører han selv Skridtet fra Romantik til Naturalisme. Les misérables er maaske den naturalistiske Romandigtnings ypperste Værk og har anslaaet den dybe Akkord, Zola snart efter skulde følge i sin Kæmpecyklus. Hugo’s Roman, der naar saa dybt som nogen i realistisk Udmaling, bæres oppe af en Idealitet og Menneskekærlighed saa stærk, at ingen Nutidsforfatter kan maale sig med ham. Af ringere Værd er de andre Romaner Les travailleurs de la mer (3 Bd, 1866) og L’homme qui rit (4 Bd, 1869; »Manden, som ler«, ved D. v. d. Lyhe Zernichow 1911).

I September 1870 vendte Hugo endelig tilbage til sit Fædreland og overværede Paris’ Belejring, den han stemplede som en Forsyndelse mod Menneskeheden, da »Paris var Stædernes Stad«. Efter 1871 at være valgt fra Bordeaux til Nationalforsamlingen traadte han snart igen ud, da han harmedes over Monarkisternes Optræden over for Garibaldi; han nærede Sympati for Kommunarderne og faldt 1872 igennem ved Udfyldningsvalget i Paris. 1876 valgtes han ind i Senatet af Paris. Af hans seneste Værker kan nævnes: Digtsamlingen L’année terrible (1872), hvori han med stor lyrisk Kraft udtaler sig om Aaret 1870–71 og udtrykker sin Vrede og Harme over Napoleon III og Tyskland; Quatre-vingt-treize (1874; paa Dansk ved Fr. Winkel Horn 1896); Mes fils (1874), Mindeblad over hans Sønner; 1875–76 udk. hans Taler før, efter og under Landflygtigheden (3 Bd); L’histoire d’un crime (1877) indeholder personlige Erindringer om Statskuppet 1851 og gør Front mod det under Mac Mahon’s Præsidentskab paa ny truende Statskup; 1877 udkom L’art d’étre grand-père, 1878 Le Pape, 1879 La pitié suprême og 1880 Religion et religions, forskellige Protester mod Trostvang og Fordring paa Tankens absolutte Frihed, samt Quatre vents de l’esprit (1881). Hugo foreslog gentagne Gange Amnesti for de forviste Kommunarder. Han bevarede sin Sundhed og Arbejdskraft til sin høje Alderdom og var kun faa Dage syg. Hans Jordfæstelse fandt Sted under en Folkehyldest, der endog overgik den Nationaldeltagelse, der vistes Voltaire. Paa et Torv i Paris, der opkaldtes efter ham, afsløredes 1902 hans Statue (af Barrias). Et Victor Hugo-Museum er indrettet i det Hus, hvor han boede 1833–48. Hugo er 19. Aarh.’s største franske Digter. Han ejede kun i ringe Grad Humor og endnu mindre Vid. Til Gengæld har Litteraturen kun kendt faa Digtere med en saadan Indbildningskraft og en saa glødende Begejstring. Han er Stamfader saavel til den moderne personlige Lyrik som til den moderne Roman. Hans Natur var voldsom og selvisk indtil Monomani; Digterkaldet er for ham den højeste guddommelige Mission, der forlener med profetisk Inspiration og en Autoritet over alle andre. Han elsker og hader med samme Heftighed. I alt lader han sig lede af sin brændende Overbevisning om Sandhedens og Retfærdighedens evige Ret, af sit Hjertes varme Følelse. Hugo har ikke blot hævet den franske Lyrik til deras højeste Fuldkommenhed, men hører i det hele til Verdenslitteraturens største Lyrikere. Han er utøjlet hidsig, regelløs og revolutionær, stræber altid gennem de grelleste Antiteser at opnaa de voldsomste Belysningseffekter. Men samtidig er hans Digtning adlet af et glødende filantropisk Højsind og af en højtstræbende Tro paa Udvikling og Fremskridt.

Efter hans Død udkom Œuvres posthumes i 15 Bd, Théâtre en liberté (1886), La fin de Satan (1886), Lettres à la fiancée (1901), Dernière gerbe (1902), Correspondance entre Victor Hugo et Paul Meurice (1909) o. s. v. Hans Œuvres complètes udk. 1880–89 i 48 Bd, 1891–96 (édition nationale) i 43 Bd.

Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie [1863, forf. af Digterens, 1868 afdøde, Hustru]; G. Brandes, »Hovedstrømninger«, V; Rivet, Victor Hugo chez lui [1878]; P. Ahlberg, »Victor Hugo och det nyare Frankrike« [3 Bd, Sthlm 1879–80]; Barbou, Victor Hugo et son temps [1881]; P. de Saint-Victor, Victor Hugo [1885]; G. Barnett-Smith, Victor Hugo, his Life and Work [Lond. 1885]; A. Asseline, Victor Hugo intime, mémoires, correspondances, documents inédits [1885]; Ulbach, La vie de Victor Hugo [1886]; Swinburne, A Study of Victor Hugo [Lond. 1886]; Edmond Biré [Hugo’s Modstander], Victor Hugo avant 1830 [1883]; samme, Victor Hugo après 1830 [2 Bd, 1891]; samme, Victor Hugo après 1852 [1894]; Veuillot, Études sur Victor Hugo [1886]; É. Dupuy, Victor Hugo, l’homme et le poète [1887, 2. Opl. 1890]; samme, Victor Hugo, son œuvre poétique [1887]; Nichol, Victor Hugo [Lond. 1893]; Mabilleau, Victor Hugo [1893]; Boudon, Victor Hugo [4. Opl. 1893]; Renouvier, Victor Hugo le poète [1893]; Poul Levin, »Victor Hugo« [1902]; E. Bertaux, Victor Hugo [1905].