Carl Bloch (1834–90)

Bloch, Carl Heinrich, 1834–90, Maler. Carl B., en Søn af Grosserer Jørgen Peter B. og Henriette f. Weitzmann, er født i Kjøbenhavn 23. Maj 1834. Han skulde i Drengeaarene forberedes til Søkadet, men bestod ikke Prøven. Derimod havde han allerede vist kunstneriske Anlæg og var sig bevidst, at hans Hu stod til Kunsten. Fra 1849 besøgte han Akademiets Skoler, hvis Undervisning i hine Aar dog ikke gav nogen synderlig Stræng malerisk Fordannelse. Han vandt Sølvmedaillerne, men indlod sig ikke paa at konkurrere til Guldmedaillerne; derimod begyndte han allerede 20 Aar gammel, 1854, at udstille selvstændige Arbejder, iblandt dem et interessant lille Maleri af Skuespilleren C. N. Rosenkilde i sit Hjem. I disse Ungdomsaar slog han ind i det Spor, som var anvist af de en halv Snes Aar ældre Malere, der for Alvor havde begyndt at fremstille Bøndernes og Fiskernes Liv. Han gjorde sig snart gjældende som en født Maler, der havde rige Evner for Fremstillingen af det naive menneskelige Samkvem: baade Humor og alvorlig Følelse og et eget let Greb paa en stærkt pointeret og indholdsrig sjælelig Fortælling. Af den Slags Billeder kan fremhæves: «Fiskerfamilier, som vente deres Mænds Hjemkomst ved et frembrydende Uvejr; fra Jyllands Vestkyst», en alvorlig, betydelig og meget talentfuld Komposition, og den lille morsomme «Scene i en Fiskerstue; en Dreng, der slaar efter en And» (kommenteret i et Digt af Chr. Richardt under den gode Titel: «Fa’r skal sove»). Begge disse Malerier vare udstillede 1858. Det næste Aar bragte «Et Maaltid» (en gammel Kone, som mader et Par Børn med Søbekaal), et lille Billede, i hvilket det skjælmske Lune var endnu stærkere pointeret, men næppe saa naivt. I kraftig koncentreret og spillende malerisk Virkning, i Fedme og Dybde i Farven var B. her allerede kommet noget ud over den samtidige Malerkunst i Danmark.

Samme Aar, 1859, voterede Akademiet ham en Rejseunderstøttelse, og han drog til Rom, hvor han havde sit Hovedophold indtil 1865. Ogsaa her fulgte han ved Skildringen af det italienske Folkeliv i Begyndelsen et Spor, som var draget af ældre danske Malere, især Ernst Meyer, med hvis joviale Humor og stemningsfulde Lyrik B.s egen Begavelse havde et vist Slægtskab. Han malede pudsige Billeder af Fiskerne ved Neapel eller af romerske Borgerfolk og Gadedrenge, afvexlende med blødere, mere sværmeriske Stemninger («To Munke», 1862). Saa meget ejendommeligt der end allerede var i disse tidligere Arbejder, brød han sig dog fra 1862 af en ny Bane, og det med en ganske ualmindelig Energi og Fart. Hans Følelse synes at have faaet et dybere Indhold, at være blevet indviet i Livets Smerte og Trang til Frihed; den trængte til Æmner, som kunde faa dens Strænge til at klinge med fuld Kraft. Den gamle italienske Malerkunst havde udøvet sin Virkning over ham; den tillod ham heller ikke længer at lade sig nøje med de smaa Figurer, han vilde vinde Herredømme over de store, endog de kolossale. I 1862 prøvede han sine Kræfter paa en temmelig stor Komposition af Lazarus’ Opvækkelse, men gjorde den ikke færdig. Derefter tog han fat paa Billedet af den blindede og lænkede Samson, som drejer Kværnen for Filistrene, der plage og haane ham; det gjorde en betydelig Opsigt paa Udstillingen 1863 og lovede vor Malerkunst en ny Fører i Behandlingen af de store historiske Opgaver. Han var her ved selvstændige Studier naaet til at gjennemføre den nøgne Skikkelse i stor Maalestok og i en ejendommelig Karakter; han havde udtalt Æmnets tragiske Pathos med en egen æggende Braad og gjennemført Lysvirkningen i Rummet og alle Tingene i det med slaaende, illusorisk Kraft. Dette Maleri blev kjøbt til den kgl. Samling saa vel som Billedet af Jairi Datter, der fulgte Aaret efter; det var beaandet af et blødere Vemod, en mere drømmende Stemning. Men efter et Besøg i Grækenland udførte han paa Bestilling af Hellenernes Konge til Slottet i Athen et endnu betydeligere Maleri: Prometheus, der, lænket til Klippen, befris af sit lange Fangenskab af Herakles, som med sit Bueskud dræber Ørnen, der har hakket Titanens Lever. Hovedfiguren er her kolossal, og hele Kompositionen virker med overvældende Magt paa Beskueren ved Skildringen af et Moment, som er svangret med den dybeste Følelse. Paa Udstillingen i Kjøbenhavn 1865 gjorde dette Maleri en Lykke og en Opsigt, som vore Udstillinger næppe have set Mage til før eller senere.

B. havde i 1864 modtaget Udstillingsmedaillen for et romersk Genrebillede («Gadebarberen»); da han havde udstillet «Prometheus», valgtes han til Medlem af Kunstakademiet. Bevæget ved Indtrykket af det samme store Maleri gjorde Brygger J. C. Jacobsen Bestilling hos B. paa 23 Malerier i mindre Maalestok til Bedestolen i Frederiksborg Slotskirke, som var ødelagt ved Branden 1859, til en Pris af 1400 Kr. for hvert. For at uddanne sig til denne Opgave opholdt B. sig efter et Besøg i Hjemmet 1865 den følgende Vinter i Florents. Siden den Tid har han haft fast Bo i Danmark og kun gjort enkelte korte Udflugter til Italien, Holland og Paris. I Maj 1868 ægtede han den skjønne og elskværdige Alma Trepka, en Datter af Oberst M. T., som var faldet i Slaget ved Isted. Af dette Ægteskab har han 8 Børn; men hans Hustru døde allerede i Jan. 1886. Hans ældste Søn, Povl, har 1888 debuteret heldig som Maler.

Efterhaanden som den ældre Slægt af Malere faldt fra, og især efter Marstrands Død 1873, ansaas B. almindelig for vor første Mand til at løse Figurmaleriets største Opgaver. Han malede store Billeder af fædrelandshistoriske Æmner, først «Niels Ebbesen og Grev Geert» (1868), derefter «Christian II i Sønderborg Fængsel» (1871, i den kgl. Malerisamling). Det sidstnævnte Billede hører i Henseende til Følelsen til B.s ejendommeligste Værker: Christian II er jo en ny fængslet Prometheus eller Samson i Trædemøllen; og ved sin kraftige, dybe og samlede maleriske Virkning bidrog det meget til at lede vor Malerkunst fra den ældre Generations Stil, i hvilken man endnu sporer Paavirkningen af Eckersberg, over i et nyt, mere modernt Spor. Da B. havde været repræsenteret ved dette Maleri og ved flere mindre paa Verdensudstillingen i Paris 1878, modtog han en første Klasses Medaille og Æreslegionens Ridderkors. Efter Marstrand overtog han Fortsættelsen af de store Malerier i Universitetets Festsal, hvor han 1875–78 malede Hans Tausen, som tager Biskop Rønnov i Forsvar mod Kjøbenhavns Almue, og Tyge Brahe, der paa Uranienborg modtager Besøg af Kong Jacob af Skotland; 1888 har han endnu i samme Sal paabegyndt et Billede af Biskop Brochmand, som forestiller den unge Peder Schumacher for Frederik III. Til det nyoprettede Frederiksborg Musæum malede han Niels Kaas, som paa Dødslejet overgiver den unge Christian IV Nøglen til Rigsregalierne (1880). – B.s Ry og Stilling i vor Kunst gjorde ham ogsaa til en søgt Portrætmaler, og han har vist ualmindelige Evner til en skarp og sjælfuld Opfattelse af Individualiteten. Han malede en Mængde bekjendte Personligheder (Kongen, Dronningen, H. C. Andersen, C. Bille, V. Marstrand, J. N. Madvig, N. V. Gade, A. F. Krieger, Jul. Thomsen, C. Liebe, C. Ploug o. m. a.). Blandt de Portrætter, som fortjene mest Opmærksomhed som Kunstværker, kunne foruden nogle af de anførte nævnes Fru Ewerløfs, Dr. med. Engelsteds, Frk. H. Bissens, Kunstnerens eget og hans Hustrus m. fl.

De 23 Malerier til Bedestolen i Frederiksborg fuldendtes efterhaanden i Løbet af en Snes Aar efter Bestillingen; nogle af dem ere udmærket skjønne og ejendommelige, især de to første, Maries Bebudelse og Maries Møde med Elisabeth (1866 og 1867), og blandt de senere Gravlægningen og Christus, som helbreder den blinde; og som Helhed er denne Billedrække et Vidne om sin Mesters Genialitet. Han har ikke søgt at fremmane Indtrykket af ældre kristelig Kunst, Stilen er moderne og Kunstnerens egen, Sceneriet minder om sydlandsk Liv, saaledes som han havde set det i Italien. Efterhaanden fik B. Bestillinger paa andre kirkelige Arbejder og har indtil nu (1888) udført 8 store Altertavler til danske og svenske Kirker. Den første forestillede Christus med det lille Barn, til Kirken i Holbæk (1873); til de bekjendteste høre ogsaa Christus Consolator (i to forskjellige Exemplarer), Christi Opstandelse, til Jacobskirken i Kjøbenhavn, og «Bethesda» til Kapellet af samme Navn. B.s Fremstilling af kristelige Æmner, hvortil der ogsaa hører nogle mindre Billeder, i privat Eje, udmærker sig ikke ved Stræng og fast Karakteristik, men erobrer Beskueren ved en rig, blød og smeltende Lyrik, ved Skjønhed i Typerne og en effektfuld, undertiden storartet Anordning. Et stort Maleri af «Samson og Dalila» udstillede B. 1874; det blev kjøbt af en Privatmand i Hamborg, men gik dog til Grunde ved Christiansborgs Brand 1884.

Jævnsides med alle disse store Arbejder har B. i Aarenes Løb udført en rig Fylde af smaa Genrebilleder, som ikke mindst have vedligeholdt hans Popularitet. Det er ikke nogen Fortsættelse af hans tidlige Ungdoms Virksomhed som Folkelivsmaler: efter Hjemkomsten fra Italien valgte han sig mere og mere et ejendommeligt Repertoire, i Begyndelsen nogle italienske Motiver, men senere mest Motiver fra det moderne Kjøbenhavn. Enkelte ere alvorlige og rørende («Tjenestepigen»), men de fleste fremstille pudsige Figurer eller Situationer: Munke og andre gamle, snurrige Fyre, Fiskerkællinger og Vaskerkoner, Knejpegjæster og Matroser osv. Det komiske Lune kan undertiden være meget lattervækkende (Munken, som plukker Høns; Munken, som har Tandpine; «Fløjtekarl»; Tjeneren, som lukker Mopsen ud af Stuen, osv.). Desuden udmærke disse Smaabilleder sig ved en fin Malerkunst, baade i Helheden og i den træffende, illusoriske Gjengivelse af de forskjelligste Stoffer og Overflader; nogle af dem have endog hele deres Styrke deri (Slagterboder paa Landet o. desl.), medens Figurerne ere underordnede eller rent mangle. Overhovedet har B. i sin senere Virksomhed udviklet sig mere og mere i lignende Retning som Hollænderne fra det 17. Aarhundrede, hvis Malerkunst han ogsaa i høj Grad beundrer. I hans Portrætter skjønner man en Gang imellem Paavirkning af Rembrandt, i hans Genrebilleder af de hollandske Kabinetsmalere, dog paa selvstændig Vis. Han studerer bestandig Naturen paa første Haand.

I Lighed med de gamle Hollændere har B. foruden Malerkunsten ogsaa dyrket Raderingen; han begyndte 1870 med et Par Blade, men har navnlig siden 1880 frembragt en betydelig Mængde og har ogsaa i Udlandet vundet Anseelse som en fremragende peintre-graveur i vor Tid. Med Raderenaalen gjengiver han undertiden sine malede Kompositioner, men benytter den langt hyppigere, ligesom de gamle Kunstnere, til Redskab for fuldkommen selvstændig Produktion, deriblandt ogsaa til stemningsfulde Billeder af den landskabelige Natur, som han har opfattet under sine Sommerophold i Hellebæk. Efter faa Aars Forløb var allerede Efterspørgselen efter hans Blade meget stor; og da der maatte tages saa mange Aftryk af Pladerne, indførte han at «staale» dem, hvorved dog de enkelte Aftryk næppe have vundet.

B., som i 1883 havde faaet Titel af Etatsraad, valgtes samme Aar til Professor ved Kunstakademiet, hvor han snart blev Leder af Malerskolen. Fra Udlandet har han modtaget forskjellige Beviser paa Anerkjendelse. Han døde 22. febr. 1890.