Jeg har en Hytte, hvor jeg boer,
Den er ei skjøn, den er ei stor,
Men dog jeg vilde ikke bytte
Mod Kongens Slot min simple Hytte.
I denne Hytte er jeg fød,
Hver venlig Fryd jeg fordum nød,
Saa levende endnu slaaer præget,
Hvor Barnet i sin Uskyld leged.
Hver Dag svandt hen i stille Lyst,
Og Sorger kjendte ei mit Bryst.
Min Fader elskte mig saa saare,
Min Moders Graad var Glædestaare.
De lærte mig Algodheds Bud,
Jeg bad saa inderligt til Gud,
Og naar jeg i min Vugge hvilte,
Guds Engle huldt i Drømmen smilte.
Saa glad jeg om i Marken sprang,
Og nynnede til Fuglens Sang,
Og plukked tusind Blomster spæde,
Thi Blomster var min Moders Glæde.
End staae de her, de Blomster smaae,
Og daglig jeg dem skue maa,
Thi Dyd og Godhed de mig lære,
Og blive altid Hjertet kjære.
Min Hytte er vel ikke stor,
Men Uskyldsblomster her end groer,
See derfor kan jeg ikke bytte
Mod Kongens Slot min simple Hytte.