Mørk og taagefuld er Aarets sidste Aften,
Tidens gamle Søn i hvide Lagen svøbes,
For at jordes i det kolde frosne Muld.
Intet Solglimt skinner mildt og trøstende,
Ingen venlig Straale gjennem Skyen bryder,
At udklække Blomster til den Dødes Grav.
Men taknemlig for hver Glæde, det mig gav,
Skal det svundne Aar i Minde jeg bevare;
I Erindringen det end for mig skal leve
Og fortælle ofte om de skyldfrie Glæder,
Som beredtes mig af Venskabs Haand og Hjerte.
Venskab! du min Ungdoms lysende Gudinde!
Dig tilbeder jeg med barnlig fromme Læber,
Medens Kjærligheden svæver fjernt paa Himlen
Som en Stjerne, ubegribelig, men deilig,
Deilig, som et Eventyr for Barnets Sjel,
Som det aldrig glemmer, o men aldrig fatter.
O Venskab! dobbelt skjøn og elskelig
For den, hvem Kjærlighed er kun et flygtigt
Forblommet Skyggebillet, halvt udkastet
Af yndig Skjønhed i det unge Hjerte.
O Venskab! vær mig altid, hvad du var,
Ledsag mig tro paa Livets dunkle Veie,
Deel mine Længsler, mine Sværmerier,
Naar Hjertet gløder i den unge Vaar,
Og deel min Sommer, deel min glade Høst,
Hvis Skjebnen mig forunder blide Dage!
Da skal du mangen Gang, naar Vintren kommer,
Ved Ovnens muntre Fyr med snaksom Tunge
Fortælle glade Træk fra svundne Dage,
Og med Erindringens de friske Farver
Afbilde Livets synderlige Optrin;
Da skal din Stemme som en Vuggesang
I Søvnens Favn inddysse Oldingbarnet,
Og fra min Grav en Glemmigei skal smile,
Til blidt det slumrer i en evig Hvile,
Henplantet af en ærlig trofast Haand,
Et kjærligt Billede paa Venskabs Aand.