Hvor er du, Pige, som mit Hjerte ahner,
Min første og min sidste Kjærlighed!
Hvis lyse Blik i Natten Veien baner
For Aandens Længsler til en himmelsk Fred.
Hvor er du, Pige! du min Fryd, min Smerte!
Hvor er du, Sanggudinde i mit Hjerte!
Hvor er du?
Hvor er du, du, hvis Elskovskys jeg føler
Saa ofte brænde paa min Læbe varm,
Hvis milde Aande som en Zephyr kjøler,
Naar Hjertet banker i den unge Barm,
Og Læben drikker Glædens Taarestrømme.
Hvor er du, Engel i de vaagne Drømme!
Hvor er du?
Hvor er du, du, hvis lyse Øie stirrer
Saa glødende, saa underligt paa mig!
Den glade Aand ved Synet sig forvirrer,
Og glemmer Alt, thi den seer ene dig.
Hvor er du, du, som evigt ene funkler,
Om Himmel, Jord og Hav sig end fordunklet!
Hvor er du?
Hvor er du, Pige, som mig huldt omsvæver
Paa Livets mørke underfulde Vei!
Hvor Hjertet spørger, medens Røsten bæver,
Og ingen Stemme svarer: her er jeg.
Hvor er du, du, som tier og dog taler,
Du sødeste af mine Idealer,
Hvor er du?