Jeg syntes mig den Største paa vor Jord.
O svar mig du, som sidst Student er blevet,
O svar mig, er en Rus ei meget stor!
Og Fændrik! du, som nys har Feldttegn faaet,
Hvis polske Frakke end er splinterny,
O svar mig, om det dig som mig er gaaet,
Hvem tør mod Folk som os det mindste knye?
Mig kunde Ingen skolemesterere,
Thi jeg var fri, og spilled frit en Laps,
Og ingen Rector kunde protestere
Mod at jeg drak mig en Studentersnaps.
Ja jeg var stor, det maa man vel mig lade,
En saadan Karl var knap i gamle Rom,
Hast du mich nicht geseh’n paa Østergade,
Dengang jeg først fra Studiigaarden kom.
Med Hat paa Snur, ret ivrig udi Aanden,
Jeg som en Vind igjennem Gaden foer,
Mens Stokken balanærede i Haanden,
Og hele Byen saae, hvor jeg var stor.
Man nye Klæder altid saae mig bære,
Jeg ad hver Kjole loe, naar den var vendt,
Thi Skrædderen jeg kunde mores lære:
Hold Mund, du Skrinkelbeen! jeg er Student!
I Spidsen var jeg, Stykker at udpibe,
Thi Verdens Viisdom havde jeg alt slugt,
Men klapped vældigt, kan man vel begribe,
Naar Digteren jeg fulgte i hans Flugt.
Ja uden mig blev ingen Daad bedrevet,
Alt Slags Commerce var ganske min Idræt;
O Fader Holberg! hvis endnu du leved.
Du malte ganske sikkert mit Portræt.
Thi ikkun Eet jeg i min Storhed savned,
O Viisdomsstav, o Ziegenhainer du!
O, hvis min Haand dig dengang havde favnet,
Jeg bleven var, hvad bedste Rus er nu.
Det er forbi — nu er jeg saare lille,
Sex Tommer og halvtredie Alen lang,
Veemodigt stundom mine Taarer trille,
Thi ak jeg føler, jeg var stor engang.