— Audire & videor pios
Errare per lucos, amoenæ
Qvos & aqvæ fubeunt & auræ.
Horat.
Hvi lyder ey den gyldne Harpe meer?
Söd var dens Klang; den nu henkastet er,
Forglemt i Taushed. Skialde, som fornemme
Gudindens Kald, hvi tier eders Stemme?
Hvi slumrer I? — Södt ædle Friman löd
Med stærke Træk du Smalsers Isse malte
Du, som til natlig Sang Camenen kaldte;
Vort Norges Vaar — Den malte för engang
Hvis Roes bestaar, til Dovre er ei meere;
Dig favne vi, og dig vor Stenersen,
Og Danmarks Skiald, vor nys begrædte Ven
I munter yndig Sang afbilded sig,
O Pieriden eders Tab begræder,
Og Nordens Folk; I sang til Nordens Hæder,
I er’ ei meer — men er hver Nordens Skiald
Da död? Hvad agtes ei Gudindens Kald?
Og tör den svageste, Gudindens Stemme
Opböd til Sang, adlydende fornemme
Camenens Bud? Mens Phoebi höie Chor
Er taus, og Sangens Lyd forglemt i Nord?
Velan, han vove skal, til Sang at hæve
Den svage Röft, som synge skal, og bæve
Fra Pindus ned, o Muse! kom; beaand
Mit Bryst til Sang. Kom lær uvante Haand,
Harmonisk södt Citharens Stræng at röre;
Selv Phoebus blid min stille Sang anhöre,
Skiöndt svag, den er istemt for Phoebi Ven,
Hvis Hierte selv biefalder, ynder den,
Ifald den kan med sande Træk afbilde
Emilias, hans elsktes yndte Kilde.
Du Dagens Hersker, som fra Pol til Pol
Hver Egn bestraaler; tael o gyldne Soel!
Siig, saae dit Öye vel blant Jordens Steder
En Samlingsplads for flere Yndigheder,
End her, hvor Ceres boer Dryaden nær,
Hvor Flora blid sin Guddom dyrket seer,
Hvor barske Ocean formildet smiiler,
Hvor glad Naiaden i hans Arme iiler?
Hiint Pindus ligt, paa hvis oplöftet Top
Höyt Phoebi Helligdom sig hæved op,
Hvis ambraduftende, lövdækte Gange
Södt Gienlyd gav af Pieriders Sange,
Ved blomsterklædte Bred Castale flöd;
Saa kneyser nær Codanske Vandes Skiöd
O Schimmelmann dit Söelyst. Der mit Öye
Beskuer frit de mindre Naboe-Höye,
Vær hilset glade Syn, hvor jeg seer hen,
Jeg kiender dig mit Födeland igien;
Nyeplantet groer Norsk Friehed allevegne.
Hist stræbsom stolt gaar Bonden, at indhegne
Den, Mark han eyer selv. ”Mit Arbeyds Lön,”,
Saa taler han, ”tilhörer Dig min Sön!”
Sin glade Dyrker villig Jord adlyder.
Hist giennem tætte Lund et Glimt frembryder
Af Bernstorfs Borg; der boede han, hvis Siæl
Fandt eene Fryd i Dannerrigets Hæld,
Hvis Arbeyd var vort Nordens Glands og Styrke,
Hvis Hvile var, Camenen her at dyrke.
Hist rödmer Jægersborg fra lave Dal,
Hvor Nordens Konger för i gyldne Sal
Med Fryd forglemte Jagtens glade Möye.
Hist hæve sig Dianas grönne Höye;
Der kronet Hiort bedaget modig staaer
I dunkle Skov; bag ham paa Sletten gaaer
Hans yngre Slægt; Gudinden selv betrygger
Sin Helligdom blant tætte Eegers Skygger.
Vanhellig Jæger flye, tæm vilde Bryst,
De vandre her i Fred til Kongers Lyft.
Mod Söndens Egn jeg vidt mit Syn udstrækker;
Halv Taagen der udbredte Stad bedækker,
Hvis Taarne höyt mod Skyen hæve sig.
Hvil trygt, de Tordner, som omgive dig,
O Kongestad, de blot til Glæde lyde!
Den knuse Himlens Torden, som tör bryde
Vort Riges Fred!
Hist aabner du din Favn,
Vort Riges Værn; beskyttende omsvæve
Din Aand, o Juul, hvert Flag, og Fienden bæve!
Af mindre Master Skove hist flye frem,
Vor Konges Flag og Bud beskytter dem;
Og Du vor Konges Ven! Hver Stavn vil bære
Dit Navn saa langt, som Danske Handels Ære.
Her alting aander Fryd, langs aabne Kyst
Fremskinner Liv og Muntenhed og Lyst.
Skiön, uden Pral, Charlottas Lund fordölger
Lovdækte Labyrinth; de jevne Bölger
Optoppe sig mod Torbeks höye Bred.
Men Cypris liig i festlig Yndighed,
I Kreds af tusind’ Nympher, selv Gudinder,
Staaer Söelyst der, og ubemærkt forsvinder
Hver Naboe-Höy, hvis Skiönhed ene der
Staaer ubeundret; konstig Glimmer her
Ei med sit Pral uvante Syn indtager;
Natur og Smag hvert Öye til sig drager,
Vidt fra ukonstlet Borg udbreder sig
Hesperisk Blomster-Bed; höytidelig
Bevogtes det ved Hæk af tætte Linde
For Middagsolens Brand, og fiendske Vinde,
Men Öften er for muntre Vindes Flugt,
Fra aabne Söekant frie og utillukt;
Der hælder prydet Höy, og der ophæve;
Toe mindre Höye sig; her Esper bæve
Jasminen her hos lave Hassel groer,
Og Birk, og purpur Rön. Her Flora boer,
Hun eenfom her, saa tidt Aurora smiler,
Sin Urne fyldt med Ambra, stræbfom iiler;
Med Vellugt salver hun hvert Blomst, hvert Blad,
Bestiger saa fin Höy, og skuer glad;
Den yndte Kreds; med oprakt Arm hun byder,
Held fölge den, som hendes Egn bepryder.
Vidtstrakte Eng, Dryadens Boelig nær,
Hen ud mod dunkle Skov udbredet er.
Frie löber der en bugtet Stie, som leder
I Floras Egn, Pomonas yndte Steder,
Og giennem lave Busk til trange Söe,
Hvor Floras Nymphe-Flok fra Öe til Öe,
Omgiordede med Vaarens friske Krandse,
Med glade Sving i Labyrinther dandse.
Men dunkle Lund staaer nær dens aabne Bred
Indbydende med stille Yndighed.
Her Philomele boer, hvis stille Sange
I natlig Stund opfylde Lundens Gange.
Du, som Camenen helliger sin Sang!
Her sad Du med Din Sanger för engang;
Da kaldte Du i fölsomt Bryst tilbage
Henfarne Tid, de blide Glædens Dage.
Dit Sprog var Sorgens Sprog, lukt var Dit Bryst,
Lukt for Naturens, Glædens milde Röft;
Du smeltede min Siæl; o Elskovs Smerte
Meddeeles let en Elskers aabne Hierte.
Jeg iiler frem. Fra Lundens Dunkelhed
Jeg nærmer mig mod Havets aabne Bred.
Paa nye en Lund ved Hdyens Fod frembryder;
Tillokkende den Vandreren tilbyder
Et yndigt Hvilested. Her hvile Du,
Min Aand. I Bölger, triller sagte nu.
Alt aander Fred, og Stilhed; her betrygger
Camenens Roe, I helligstille Skygger?
Hvad rasler her bag Busken? Harpe tie;
Saa söd er ey din stille Harmonie
Som hin — O! hvad er Greb blant gyldne Strænge?
O! svagt kan de til aabne Hierte trænge
Mod Kildens Raslen af indviet Væld.
Jeg hörer den; södt fylder den min Siæl
Med Fölelser, som Sang kan ei afbilde.
Emilia! Jeg nærmer mig din Kilde.
Hvi seer jeg Dig ei selv ved Kildens Bred,
Saa skiön ved Fromhed, ved Uskyldighed,
Ved Dydens Glands, som för, naar her dit Öye
Blidtglindsende sig hæved mod det Höye,
Med ædelt Suk af uforstilte Barm;
Som naar Du henrykt ved Din Elsktes Arm
Da vandred her, og önsked, at udbrede
Dit rene Hiertes stille, fromme Glæde
Til alt, som aander Liv; lig ham, som sang
Din Kildes Digter Harpen skulde tage;
Og skiön som hans löd Sangens stille Klage.
Hvor Vandreren ved Havets nögne Kant
Kun spildte Tegn til skiulte Kilde fandt,
Naar för ved tunge Vey han allevegne
Træt, sukkende saae Glæden at indhegne
Sin muntre Kreds; der utillukt, og frie
Staaer Kildens aabne Lund; paa sandig Stie
Han vandrer frem, og undrende han standser,
Fortryllet han mistroer bedragne Sandser,
Indbydende han seer et Blomsterbeed
I buntet Pragt ved aabne Hvilested;
Der ubevogtet af mistroisk Öye
Han frugtbetynget Qvist sig seer at böye
Mod Jorden ned, og finder yndigt Læe
Paa grönne Bænk ved skyggefulde Træe.
Her seer jeg mig; hist kneiser Monumentet,
Der staaer Dit Navn med gyldent Bogstav prentet,
Emilia! I Marmor gravet blev,
Hvad kiærlig Haand til din Erindring skrev.
Ei blot en Elsker, o! selv Glædens Daarer
Skal skue det, og smelte hen i Taarer.
I pyramidisk Pragt staaer Stytten op,
En ædel Urne pryder Styttens Top
Og i dens Fod crystalne Væld udbryder,
Som evig Graad ustandset der udgyder.
Kom, hvo du er, ifald engang dit Bryst
Har fölet Veemods bittre, söde Lyft,
O! kom, og lad kun hvo der kan, foragte
Den Fryd, som ei det kolde Hierte smagte,
Flye vilde Tummel, hid til Kildens Bred,
Hid flye du, kom, betragt den, föel og græd.
Hvert ædelt Bryst opflammes, ved at skue
Det sieldne Hiertes Værd, i ædel Lue.
Men du, hvis mörke Siæl fandt ingen Fryd
Ved Tanken om den frommes blide Dyd,
Ei blev for dig dens Pris i Marmor prentet,
Dit Öyekast besmitter Monumentet;
Dybt slumrer du i rædfom Lethargie,
O slæb dig blind min Kildes Egn forbie.
Nu Solen bort til Vestens Egne iiler,
Og dobbelt skiön dens sidste Straale smiiler;
Med stille Gang, i Guld og Purpur klæd,
Gaaer Bölgen frem, og kysser yndig Bred;
I trefold Glands beskuer nu mit Öye
Den fierne Kyst, og Guftavs gyldne Höye.
Hist Fyrster selv, for at tilbede dig,
Din Helligdom er falden; i sin Vrede
Svoer Havets Gud mod dine brudte Bredde
En evig Strid, o Öe! til Bölgens Stöd
Har skiult dit Gruus i Havets dybe Skiöd.
Du glimrer blid, og Solens Straaler bryder;
Vee dig, naar vældig Storm fra Norden lyder.
Delphinen kravle skal, hvor fordum stod
Din Borg, o Hvena! Söemænd kaste Anker
I natlig Storm blant dine faldne Banker.
Sneeklædde Svane frem paa Dybet roer,
Og tryg sin Nat ustadigt Hav betroer,
Mens skinnende det vinget Skib fremsvæver;
Hist lette Baad nu dykker, nu sig hæver;
Ved hurtig Aare fort, den Fiskeren
Med önskte Fangst til Landet bringer hen.
Hver Vind er taus, fra muntre Naboe Steder
Fremskingrer Lyd af uforstilte Glæder;
Fuldendt er Dagens Sved, og Folket hiem
Til Hvilen haster; Glæden fölger dem.
Rask glade Skrig af muntre Ungdom lyde;
Vee den, hvis Siæl de ingen Fryd indgyde!
Hvad er Cremonske Streng, hvad Vælske Sang,
Mod Glædens Lyd, ukonstlet uden Tvang?
Emilia! Din Siæl dens Södhed kiendte.
Her vandred’ Du, og fromme Suk opsendte
Din blide Siæl til ham, som skuer ned
Med Velbehag til glad Uskyldighed.
Seraphen lig Du bad ham, mild beskytte
Den frommes Fryd, som i den ringe Hytte
Skiult, ubemærkt, men froe ved Dyden boer;
For Dig var ene Dyden skiön og stor.
Og Du forlod de för saa yndte Steder!
See her Din elskte Egn Dit Tab begræder.
See Vandreren, som paa sin tunge Stie
Her eensom gaaer Din Kildes Bred forbie;
Han standser, seer Dit Navn, et Suk frembryder
Fra falde Bryst, og Sorgens Taare flyder.
See, stille Sorg rundtom indtaget har
Den fordum glade Kreds, hvis Fryd du var;
Tung ved Dit Savn den Lund og Egn indhyller
Nu sörgelig mod Landet Bölgen skyller,
Alt sörger nu alt aanded Fryd engang —
Din Elskede — men tie min Klage Sang;
Og lad Hans Sorg, naar stille Taarer rinde,
Formildes ved Hans Bruds besiungne Minde,
Alt hviler nu, og rödmende forsvandt
Den blide Soel i Vestens gyldne Kant;
Nu Stilhed frem paa Nattens Vinger glider,
Og Billeder fra de henfarne Tider
For natlig Sangers Aand afbilde sig.
Farvel o Dag! Du gylden skiuler dig
I Vestens Egn, og Aftenstiernen hæver
Sig blank i Öster, bleg dens Straale bæver
Hen over Bölgen hid til roelig Kyst.
Södt, Philomele, lyder nu din Röft
I dunkle Lund, södt bæve dine Triller,
Blid natlig Cynthia mod Jorden smiler.
Mildtsvævende jeg nu Naiaden seer,
Fra tætte Busk den yndte Kilde nær,
Med krandsbeprydet Isse frem at trine.
Alvorlig blid er hendes ædle Mine;
Hun svæver rundt omkring sin Kildes Bred,
Beseer dens Kreds i Nattens Dunkelhed;
Paa gyldne Navn hist Lunas Straaler spille,
Did seer hun op, og hendes Taarer trille:
”Til Cynthia ei meer af Östens Skiöd
”Oprinde skal, saa Nymphens Tale löd,
”Tilbedte Navn, dig Tidens Vælde spare!
”Din gyldne Glands, til Jorden falder, vare;
”Cryftalne Væld, som Elskov kaldte frem
”Fra dybe Grund, flyd nektarsöd for dem,
”Som Elskovs Vink med aaben Siæl adlyde;
”Men galdebeesk og dræbende du flyde
’’For den, som hærdet har ufölsomt Bryst,
”Som spotter Elskovs Qval, og Elskovs Lyft.
Nye Billeder sig for mit Öye strække,
En Skye indhyller dem i dunkle Dække;
Let Secler flye forbie mit Öye hen,
Jeg standser fierne Tid, og grandsker den —
Viig bort, o Skye! Klar komme du tilbage,
Du Billede af de henfarne Dage,
Hvad Skialden her beundret qvad engang
Om Habors Mod, om Beras bittre Harme,
Om Signes Död i Heltens elskte Arme.
Vidt lyded Signes Navn al Norden om,
Til Sigars Strand fra fierne Kyster kom
Hver modig Helt, som Kiækheds Lön tör vente;
Og herlig er den Lön, de her vil hente,
Naar Skialden Odins Freja hildet har,
Det Skyggen er af det, som Signe var.
Blandt Heltene sig modig Gelder viste,
Hans Vældes Roes den höye Barde priste;
Men herligt er den ædle Habors Navn,
Og Seyren svæver om hans gyldne Stavn.
Med fulde Horn, saa Nordens Sæder böde,
Gaaer Kongedatteren hver Giæst imöde.
Saa krigerisk ingen er, at Signes Blik
Jo blander Elskov i hans förste Drik.
Men Signes Öye Habors Öye mödte,
Som hevnende i Hendes Hierte stödte
Den för ukiendte Piil. — Ah Hjertets Saar
Har Döden kun den sande Lindring for.
”Op, saa löd Kongens Ord, op raske Helte!
”Bind, Gelder, bind dit stærke Sverd ved Belte’,
”Læg Snækken ud fra Land, at Krigens Gud
”Bestemme maae, I Vældige, hvis Brud
”Min Signe være skal”. De Afskeed toge
Paa Kiæmpers Viis, og ud paa Bölgen droge.
Men Dronningens, den grumme Beras Siæl
Var Habor vred, og önskte Gelder Held;
Og hendes Sön var Alf den feige Kriger:
”Kom, sagde hun, min Sön, see Solen viger,
”Saasnart du seer den gyldne Dag igien,
”Hin Habors Sværd nedfælde skal din Ven.
”Vor Fiende Habor er; hans Fader fældte
”Min Broder för, den kiækkeste blant Helte.
”Men Habors Skib hist ligger Stranden nær,
”Iil did min Sön, din Moders Hevner vær,
”Antænd det, gaae, send ham til Hælhiems Skygge,
”Mens rolig Sövn giör Kampens Helte trygge.”
Saa talte hun. I nedrig Lydighed
Han iler bort til Niddingsværk bered.
Ved Havets Bred, i Skiul af tætte Linde,
Er Signes Jomfruebuur; en Elskerinde
Kun tænke kan den Kamp i hendes Siæl,
Den Frygt, det bange Haab, de Suk om Held
For — Habor! dig, hvormed hun der hendriver
Den lange Nat, som snart opklaret bliver
Ved Skibets Brand, hvis Luer frygtelig
Vidtglindsende mod Skyen slynge sig.
Beængstet ud mod Stranden Signe haster,
Vildt flagrer Stormen i de tændte Master.
Ved Luens Glimt staalklædte Helt hun seer
Hid svömme — Habors Hielm — ham selv det er —
Forvildet da med ufordölget Klage
Hun iler hen, sin elskte at modtage:
”Kom, raaber hun, fra bölgeslagne Kyst,
”Kom, elskte Habor, hid til Signes Bryst.”
Halvdöd han Stranden naaer, men Signes Taarer
Opliver Ilden i de kolde Aarer;
Halv vaagner han af Dvalen, Signes Arm
Ham trykker tæt til ömhedsfulde Barm,
Og giennemtrængt af Elskovs Qval og Glæder
Til eget Leye hen, hun Helten leder.
Med Möye aander han; han seer sin Brud,
Og sig i hendes Arm: ”Thor, bröd han ud,
”Din Arm er svag mod Elskov, som bevarer
”Sin Yndlings Barm i meer end Stridens Farer.
”Valkyrie! Du elsker mig.” — Men nyd,
Nu lykkelig, din Elskovs korte Fryd.
Med Hevnens Lyft den grumme Bera skuer
Ved Havets Bred de mordertændte Luer.
Hun svömmende med elskovstyrket Arm
Seer Habor naae den elskte Signes Barm,
Og Hevnen höyt i Beras Hierte brænder.
Til Sigar hun med Iil tilbage vender:
”Op, raaber hun, op Konge, grib dit Spyd,
”Op Sigars Helte, nyder Hevnens Fryd;
”Med væbnet Arm til Jomfruebuuret iler;
”Forræderen i Signes Arme hviler.”
Mordvante Flok i Hast forsamler sig,
For ubevæbnet at omringe dig,
Ulykkelige Habor! Vældig stöder
Staalskiærpet Spyd mod Dörren. Habor möder
I Pantser klædt, men ubered mod Mord,
Og undrende han hörer Sigars Ord:
”Frem, raaber han, Forræderen omringer;
”Ham levende til Taarnet bunden bringer.
”Naar Solen hæver sig af Havets Skiöd,
”Jeg Ravnene vil glæde ved hans Död.”
Da funkled Habors Blik af rædsom Harme,
Han rev sig lös af Signes kiælne Arme:
”Holdt grumme Fader, holdt, löd Signes Röst,
”Först giennemboer din elskte Datters Bryft.”
Den agtes ei, og Elskerindens Klage
Ei holde kan blodtörstig Flok tilbage.
”Skaan, elskede, hvis du din Brud har kiær,
”Den gamle Helt, han Signes Fader er;
Strid, raabte hun, som Höit, men hvis du falder,
”Jeg Himmel her og Jord til Vidne kalder,
”Blant Levende mit Navn skal slettes ud,
”Og Luen her fortære skal din Brud.”
Spyd, Skiolde, Sværd bröd ind fra alle Sider,
Men Biörnen lig han ene vældig strider
Mod samlet Magt; han, vant til Vaabenbrag,
Med blotte Arm uddeeler tunge Slag,
Og Döden fölger dem. ”Kom, feige Fiende!
„Jeg fældes skal, men leve skal mit Minde.
”See Signe, fee, min Arm skiönt uden Sværd
”Skal hevne mig, jeg falder Signe værd.
”Vi mödes skal i Odins blide Sale,
”Hvor Nidding aldrig kom.” Saa var hans Tale.
Af tyve Vunder randt den ædles Blod,
För Heltens kiække Arm sig binde lod,
Og glimrende fra Östen Solen stiger.
I Morder Kredsen den halvdöde Kriger
Da bringes frem; en nedrig Slave skal
Der glæde Bödlers Bryst ved Heltens Fald.
Engang endnu han aabner matte Öye,
Fast stirrer han mod Solen i det Höye;
”Svag, bunden du nu förste Gang mig seer,
”O gyldne Soel! ei skal jeg see dig meer!
”Dog skal mit Navn ei skiules i Vanære,
”Ved Signes Pris mit Navn skal evigt være.
”Mit förste, sidste Suk var ofret dig,
”Min elskede, din döer jeg lykkelig;
”Men snart, men snart lad mig dig hist omfavne!
”Hvad Fryd har Odin, hvis jeg dig skal favne?”
Saa var hans Ord. Med et fra Signes Tag
En Skye af Rög formörker klare Dag.
Han mindes Signes Ord, som nu opliver
Hans sidste Kraft. Han Lænken sönderriver,
Lig Stormen han blant Mængden bryder ud,
Og giennem Flammen iler til sin Brud.
Vildthvirvlende antændte Bielke brænder,
End flammer Faklet i den skiönnes Hænder.
Han bryder ind; hun seer sig i hans Favn,
Halvqvalte Röft udstönner Habors Navn;
Og smilende hun paa sin elsktes Læber
Udaander sidste Suk.
Forgiæves stræber
Den elskte Habor end, med Elskovs Röst
At vække Gnist af Liv i Signes Bryst,
Til Flammerne, som nu hans Brud fortærte,
Har Livet qvalt i Heltens brudne Hierte.
Hvad gruesom Hevn en Elsker nys forböd,
I Döden nu blant Flammerne han nöd,
Omfavned tryg sin Signe. Nornen kalder,
Og knusende forbrændte Hvelving falder.
Nu endtes först den grumme Beras Had,
Og Sigar nu, som aldrig meer saaes glad,
I fælles Urne begges Aske giemte.
Paa Höyen sorgfuld Skiald sit Qvad istemte.
En Kilde randt ved sandig Strandbred op,
Hvor Offeret af Luen blev fortæret,
Selv Tidens Vold har Kilden hellig været;
O dobbelt hellig nu, den yndig staae,
Til Jord, og Hav, og Himmel skal forgaae!
Du, som saa tidt i Nattens tause Stunde
Her giennemvandrer Eng og stille Lunde!
Dryaden selv Dig tidt tilhvisker her
De glemte Dages skiulte Hændelser;
Dog hvis maaskee Din faste Siæl foragter
De Skygger, henrykt Skialdens Aand betragter,
For Tænkerens og Philantropens Bryst
Din yndte Egn er rig paa værdig Lyft.
Naar Aftensoel forgylder Kildens Höye,
Hid fra Lövhytten med alvorligt Öye
Du skue skal til elskte Kilde ned;
En eenfom Vandrer da med mödigt Fied
Skal nærme sig til Kildens stille Bredde;
Da vederqvæget, med alvorlig Glæde
Hans fromme Suk opstige skal for Dig,
Da skal Dit ædle Hierte fryde sig.
Da skal Du see til hine Glædens Dage,
Som Elskov blid har givet Dig tilbage;
Du fordums Fryd fornyet smage skal
I Kiærlighed, forglemmende dens Qval.
Naar over Landet hen et Blik Du kaster,
Og over Havet blandt feilklædte Master,
Den store Fryd er Din: ”Et Folk jeg seer
Hvis Lykke min — og mig betroet er —”
Og — — tie min Sang, kun svagt kan du afmale
Hvad Nordens Suada umistænkt skal tale
Til end ufödte Slægt.
Og nu modtag,
O Schimmelmann, min Sang med Velbehag.