Folkeviser

Hagbard Konning og Sigvard Konning

de ypped dennem en Kiv:

alt om hende stolten Signelille,

hun var saa væn en Viv.

Hagbard drømte en Drøm om Nat,

i Loftet som han laa;

vaagned han saa mod i Hu,

han sagde sin Moder derfraa:

»Mig tykte, jeg var i Himmerig,

det var saa fager en By:

jeg havde stolt Signild udi min Arm,

vi fulde igjennem den Sky.«

Der var ingen i Kongens Gaard,

der kunde Drømmen raade;

hans Moder græd og Hænder slog,

hans Søster hun fælded Taare.

Mælte det Hagbards Fostermoder,

hun gav vel Drømmen i Gøm:

»Gak du dig til Elvens Datter!

hun raader vel din Drøm.«

Det var Hagbard Kongens Søn,

tager Sværd i venstre Hænde:

saa gik han til Bjærget ud,

som Elvens Datter var inde,

Klapper han paa den Bjærgedør

med lidel smaa Finger og lette:

vaagen laa hun Elvens Datter,

hun vidste vel, hvad det sædte.

»Mig drømte, jeg var i Himmerig,

det var saa fager en By;

mig tykte, det Himmelen brast itu,

jeg faldt igjennem den Sky.«

»Det I tykte, I vare i Himmerig,

det boder, I vinder en Mø;

det I tykte, I fulde igjennem den Sky,

det boder, I skal for hende dø.

Alt er det eder til Lykke lagt,

I vinder saa væn en Viv;

men vider det, Hagbard Kongens Søn!

for hende lader I Liv.«

»Imen det er mig til Glæde givet,

at jeg maatte vinde den Mø:

saa lidet jeg det vurde vil,

skulde jeg end for hende dø.«

Mælte det Hagbard Kongens Søn,

han tog sig det ikke til Harm:

»Give det Gud Fader i Himmerig,

jeg laa udi Signilds Arm!«

Hagbard lader sig voxe Haar

og Kvindeklæder skære;

han siger, han vil til Hove ride,

det maa saa mangen Mand kære.

Hagbard lader sig Klæder skære

alt udi Jomfrulige:

saa rider han til Danemark,

Konning Sigvard vilde han svige.

Der han kom paa Heden ud,

dèr tumled Hagbard sin Hest;

men der han kom til Kong Sigvards Gaard,

han red, som en Jomfru kunde bedst.

Hagbard han stiger over Stætte,

hans Brynje hun var al ny:

det klinger i det kolde Jærn,

det gjorde saa stor en Gny.

Midt udi den Borgegaard

dèr axler han sit Skind,

saa ganger han i Højeloft

for stolten Signild ind.

»Hil sidder I, Fruer og stolte Jomfruer,

baade Møer og høviske Kvinder!

og mest hin stolte Signelille,

alt om I ere her inde!

Hil sidder I, stolten Signelille!

I spinder det Silketvinde;

Hagbard haver mig til eder sendt,

om I vilde mig Sløgder kjende.

Hør I, stolten Signelille!

og ville I mig det unde,

at jeg maatte Sløgder af eder lære?

saa faa ere de, dem kunne.«

Alt sad stolten Signelille,

hun turde ikke svare et Ord,

før det mælte Sigvard Konning,

han sad over breden Bord:

»Haver dig Hagbard en Jomfru sendt,

du skulde hende Sløgder lære:

da skalt du lære hende Sax og Søm

og vogte hendes Hæder og Ære.

Vel maa I tilsammen være

efter begge eders Vilje;

men vogter eder for Herre Hagbard!

han kan saa listelig gilje.

Vel maa I tilsammen være

efter begge eders Raade;

men vogter eder for Herre Hagbard,

han daarer eder ikke baade!«

Det gjorde stolten Signelille

alt med saa megen Ære:

hun fulgte Hagbard i Fruerstue,

som han skulde Sløgder lære.

»Alle de Sløgder, der jeg kan,

dem lærer jeg eder saa gjærne:

I skulle æde med mig af Fad

og sove hos min Terne.«

»Jeg haver ædet med Kongebørn

og sovet i deres Arm:

skal jeg nu hos den Terne sove,

da dør jeg af den Harm.«

»Hør I det, min skjønne Jomfru!

I bærer der ikke for Kvide!

I skulle æde med mig af Fad

og sove ved min Side.

Hvad jeg kan gjøre for Hagbards Skyld,

det gjør jeg med fuldgodt Skjel:

I skulle æde af Fad med mig

og sove hos mig selv.«

Alle da sade de stolte Jomfruer

og syde hver som de kunde,

foruden Hagbard Kongens Søn,

han legte med Naalen i Munde.

Hagbard han legte med Naal i Mund,

hans Øjen de legte som Stjærner:

ihvor som hun stolt Signelille var,

did hen saa’ Hagbard saa gjærne.

De syde Hjort og de syde Hind,

som de paa Skoven runde:

aldrig fik Hagbard saa stor en Skaal,

han drak den jo ud til Bunde.

Alle da sade de skjønne Jomfruer

og syde deres Silkesøm,

foruden hende den arge Terne,

hun gav det saa vel i Gøm.

Mælte det den arge Terne,

hendes Ord vare alle onde:

»Aldrig saa’ jeg nogen stolt Jomfru,

der mindre Sløgder kunde.

Aldrig saa’ jeg nogen skjønne Jomfru,

der mindre Sløgder kjende;

og aldrig saa’ jeg nogen stolt Jomfru,

der bedre kunde Øjen vende.

Aldrig saa’ jeg nogen skjønne Jomfru,

der værre kunde sømme Lin;

og aldrig saa’ jeg nogen stolt Jomfru,

der bedre kunde drikke Vin.

Aldrig saa’ jeg nogen skjønne Jomfru,

der værre kunde røre Naal;

og aldrig saa’ jeg nogen stolt Jomfru,

der bedre kunde tømme Skaal.

Hun syr aldrig saa liden en Søm,

hun har jo sin Naal i Munde;

og hun faar aldrig saa stor en Skaal,

hun drikker den jo ud til Bunde.

Jeg saa’ aldrig to saa djærve Øjen

under nogen skjøn Jomfrus Braa;

hendes Hænder ere som haarde Jærn,

fast de ere hvide og smaa.«

»Sid og ti, du arge Terne!

og Skam saa skalt du faa;

hvad enten du syr vel eller ilde,

jeg passer der lidet paa.

Sid og ti, du arge Terne!

og skjøt du intet om mig!

om jeg vender min Øjen ud eller ind,

jeg vender dem ret aldrig til dig.«

Alle da sade de stolte Jomfruer

og syde hver som de turde;

alt sad Hagbard Kongens Søn,

kaste ud de Dyr paa Borde.

Alle da sade de skjønne Jomfruer

og sømmed Guld over Knæ,

foruden Hagbard Kongens Søn,

han ridsed de Dyr paa Træ.

Han tog ud sin liden Kniv,

han ridsed, som vel han kunde:

han skrev dèr baade Hjort og Hind,

som de paa Skoven runde.

Han skrev Hjort, og han skrev Hind,

som de for Rakken monne fly;

han skrev den vildene Fugl i Skov,

som den til Kvisten monne ty.

Han skar ud de vildene Fugle,

der sidde i Skoven paa Kviste;

de andre Jomfruer de undred derpaa,

de vilde hannem ikke miste.

Han skrev Løg, og han skrev Bøg,

som de i Skoven monne være;

stolt Signild hun sad og saa’ derpaa,

hun vilde det gjærne lære.

Han skar ud Roser, han skar ud Liljer,

som de i Skoven oprunde;

efter da syde stolt Signelille,

det bedste der hun kunde.

Han skrev Hjort og han skrev Hind,

og han skrev Løg og Lilje;

han skrev stolt Signild og hendes Møer

alt efter deres egen Vilje.

Han skrev Hjort, og han skrev Hind,

og saa den vilde Raa;

saa drev han den Dag til Ende,

den mørke Nat kom paa.

Sildig om den Aften,

der Dug drev over Guldspange,

det var da alle de Jomfruer,

de skulde til Senge gange.

De tændte op de høje Voxlys,

de brunde i forgyldene Klove;

saa fulgte de de to Kongebørn

i Højeloft at sove.

Fulgte de de to Kongebørn

over den Højeloftsbro;

for gik hun stolten Signelille,

rød Skarlagen efter sig drog.

For gik hun stolten Signelille,

rød Skarlagen efter sig drog;

efter gik Hagbard Kongens Søn,

hans Hjærte i Brystet lo.

Fulgte de de to Kongebørn

til deres Sovestue:

efter da gik den falske Terne,

hun havde saa ondt i Hue.

Hagbard han sættes paa Sengestok,

den Terne drog af hans Sko:

det maatte man høre saa langt af Led,

alt hvor hans Hjærte det lo.

Det var Hagbard Kongens Søn,

han sattes i Sengen ned:

og det vil jeg for Sanden sige,

hans Brynje skingred derved.

Mælte det stolten Signelille

og ret af Hjærtens Værk:

»Aldrig saa’ jeg saa skjøn en Jomfru,

der havde saa haard en Særk.«

Hun lagde sin Haand paa Hagbards Bryst,

den skinned af Guld saa rød:

»Hvi er ikke Brysten paa eder voxen

alt som paa anden Mø?«

»Det er saa Sæd i min Faders Land,

at Jomfruer ride til Tinge:

fordi er ikke Brysten voxen paa mig,

udaf de Brynjeringe.«

Sammen ligge de to Kongebørn,

de sove hinanden saa nær:

saa begyndte de at tale

om, hvem de mest havde kjær.

»I siger mig, stolten Signelille!

men vi ere ene to:

er der nogen i Verden til,

der eders Hu leger paa?«

»Der er slet ingen i Verden til,

der min Hu leger paa,

foruden ham Hagbard Kongens Søn,

og ham maa jeg ikke faa.

Foruden ham Hagbard Kongens Søn,

jeg aldrig med Øjen saa’,

uden jeg hørte hans forgyldene Lyd,

naar han rede til Tinge og fraa.«

»Er det Hagbard Kongens Søn,

I haver i Hjærtet saa kjær:

da vender eder hid, stolt Signelille!

han er eder alt saa nær.«

»Er I nu Hagbard Kongens Søn,

hvi vilde I mig saa skjænde?

hvi red I ikke i min Faders Gaard

med Høg paa højre Hænde?

Hør I, Hagbard Kongens Søn!

hvi vilde I mig saa svige?

hvi red I ikke i min Faders Gaard

og bad om mig, eders Lige?«

»Jeg var i eders Faders Gaard

med Høg paa højre Hænde:

eders Fader han er en hastig Mand,

hører aldrig et Ord til Ende.

Eders Fader han er en hastig Mand,

og han er vorden mig vred:

han siger, han vil lade mig hænge,

det første han mig mon se.«

»Hør I det, Hagbard Kongens Søn!

jeg ræddes for eders Liv:

fregner det min kjære Fader,

her bliver fuld ond en Kiv.«

»I ræddes ikke, stolt Signelille!

I gruer ikke for min Færd,

imen jeg haver min Brynje blaa,

dertil mit gode Sværd!

For oven ved mit Hovedgjærd

dèr ligger mit Sværd det gode:

den Svend er ikke af Kvinde fød,

som der kan stande imode.

For neden ved mine Fødder

dèr ligger min Brynje ny:

og vare de hundred væbned’ Mænd,

jeg vilde ikke for dem fly.

Der er ingen i eders Faders Gaard,

og der mig binde maa,

saa længe jeg haver mit gode Sværd

og saa min Brynje blaa.«

Hagbard Konning og Signelille

de hvile tilsammen i Sale;

saa lidet de sove den lange Nat,

de havde saa meget at tale.

Alt da snakked de Kongebørn,

de mente, de var ene to:

ude da stod den arge Terne,

og lydde hun derpaa.

Ude da stod den falske Terne,

og lydde hun derpaa;

saa stjal hun bort hans gode Sværd

og saa hans Brynje blaa.

Stjal hun bort hans gode Sværd

og saa hans Brynje blaa;

saa gik hun til det samme Loft,

som Sigvard Konning i laa.

»Sover I, vaager I? min ædelig Herre!

I sove nu alt for længe:

nu er han Hagbard Kongens Søn

med eders Datter i Senge.«

»Stat og ti, du arge Terne!

og lyv du ikke paa hende!

i Morgen, før end Sol nedgaar,

da skal jeg lade dig brænde.«

»Hør I, Sigvard Konning!

I maa mine Ord vel tro:

her er Hagbards gode Sværd,

dertil hans Brynje blaa.«

Op sprang Sigvard Konning,

han raaber over al sin Gaard:

»Vel op, alle mine Mænd!

I drager eders Brynjer paa!

Vel op, alle mine Mænd!

I klæder eder uden Fals!

her er Hagbard Kongens Søn,

han er fuld haard en Hals.«

Vaagen laa stolt Signelille,

og lydde hun derpaa:

»I vaager op, Hagbard Kongens Søn!

min Fader han kalder saa.«

Op sprang Hagbard Kongens Søn,

han ledte under Hovedgjærd:

borte da var hans Brynje blaa

og saa hans gode Sværd.

Borte da var hans gode Sværd,

som han forlod sig paa:

»Hjælpe nu Gud! stolten Signelille!

nu er vi baade forraad.

Hjælpe nu Gud! stolten Signelille!

her bliver fuld ond en Færd:

borte er min Brynje

og saa mit gode Sværd.«

Stødte de paa Døren

baade med Skjold og Spjud:

»Du stat op, Hagbard Kongens Søn!

og gak i Gaarden ud!«

Det var Sigvard Konning,

han stødte paa Dør med Fod:

alle de Nagler, i Døren vare,

de stunke Hagbard imod.

Tak have Hagbard Kongens Søn,

han varde sig som en Mand:

han varde sig alt saa længe,

som Fjælen i Sengen vand.

Han varde sig med Sengestolper

og alt det, han værge med kunde:

der faldt for hannem af Kongens Mænd,

som Løven falder i Lunde.

Somme han monne med Hænder slaa

og somme med Fødder støde:

tredive af de Kongens Mænd

for Signelils Bur laa døde.

Det mælte han Hagbard Konning,

han stod paa baade sin Knæ:

»Nu er jeg en fattig fangen Mand,

jeg haver intet at værge mig med.«

Toge de Hagbard Kongens Søn,

de lagde ham Fjedrene paa:

alle da stunke de sønder itu,

som de havde været af Straa.

De toge Bast og haarde Baand,

at binde Herre Hagbards Hænder:

det Baand var ikke i Verden saa stærkt,

han kunde jo rykke det sønder.

Toge de Hagbard Kongens Søn,

satte hannem i Bolte ny:

han sled dem saa snarlig sønder,

som de havde været af Bly.

Skam da faa den gamle Terne!

hun gav ud det Raad:

»I faar ikke Hagbard bunden i Dag,

uden med stolt Signilds Haar.

I tager et Haar af Signilds Hoved,

binder om hans Hænder med Liste!

før han skulde slide det Baand i sønder,

da lod han sit Hjærte briste.«

Saa toge de et Haar af Signilds Hoved,

de bunde det om Hagbards Hænder:

han havde hende i sit Hjærte saa kjær,

han vilde ikke rykke det sønder.

Bunde de Hagbards Hænder to

med Signelils gule Lok:

da stod han alt saa stille,

som han vare smedd i Stok.

Mælte det stolten Signelille,

og hende rand Taar paa Kind:

»Hagbard! I slaar det Haar i sønder!

jeg haver vel flere igjen.«

Toge de Hagbard Kongens Søn,

lagde ham i Bøjen hin haarde:

stolt Signelil gaar hannem til og fra,

hun fældte saa modige Taare.

Toge de Hagbard Kongens Søn,

lagde hannem i haarde Jærne:

stolt Signelil gaar baade ud og ind,

hun beder for hannem saa gjærne.

»Hør I, Hagbard Kongens Søn!

og ville I længer leve,

saa væne da haver jeg Morsøstre tre,

de skulle eder i Live bede.«

Svared det Hagbard Kongens Søn

udaf saa megen Vrede:

»Saa lidet passer jeg paa det Liv,

der Kvinder skulde mig til bede.

Hør I det, stolten Signelille!

I lader Godvilje kjende:

første I se mig hænge i Gren,

I lader eder Bure brænde!«

»Ja, er her nogen i min Faders Gaard,

som voldet haver i eders Død,

da skal jeg det hævne i Dag

paa deres Fæstemø’r.«

Det var stolten Signelille,

hun kalder sine Jomfruer sammen:

»Vi ville gange i Højeloft

og have baade Lyst og Gammen.«

Toge de Hagbard Kongens Søn,

fulgte hannem af Slottet ned:

der græd for ham baade Fruer og Møer,

de skare saa ilde derved.

Toge de Hagbard Kongens Søn,

fulgte hannem for oven den By:

dèr fik han se den høje Galge,

og den var gjort udaf ny.

Der han kom for oven den By,

hannem randt saa mangt udi Hove:

»End lyster mig i Verden at se,

hvor stolt Signild hun holder sin Love.«

Mælte det Hagbard Kongens Søn,

der han den Galge saa’:

»I hænger først op min Kaabe!

I lader mig se derpaa!

I hænger først op min Kaabe!

hun er af Skarlagen rød:

alle de Fruer, der hende monne se,

de ynkes vel over min Død.«

Stolt Signild hun stander i Bure,

hun ser den Kaabe at hænge:

lagde hun Ild i Bure sin,

sig selver inde at brænde.

Mælte det stolten Signelille,

hun mælte et Ord med Pris:

»I Dag vil jeg mig selver døde,

finde Hagbard i Paradis.«

Det var stolten Signelille,

stak Ild i Tag og Rør:

saa brændte hun sig selver inde

med alle sine Mø’r.

Tændte hun Ild i Tag og Rør

og Ild udi hver en Vraa:

selv lagde hun sig til Hvile ned,

alt under de Bolster blaa.

Saa længe stod Hagbard Kongens Søn,

sagde, han vilde Verden skue,

indtil han saa’ stolt Signilds Bur

at stande i lysen Lue.

Det var Hagbard Kongens Søn,

han sig over Axel saa’:

da stod stolten Signilds Bur

og brændte i Lue hin blaa.

Mælte det Hagbard Kongens Søn,

der Luen legte i Sky:

»Havde jeg nu ti Tusend Liv,

jeg ønskte ikke ét af di.

Tager nu ned min Kaabe rød!

hun maa vel paa Jorden ligge:

havde jeg nu ti Tusend Liv,

jeg vilde ikke ét af dem tigge.«

Mælte det Sigvard Konning,

han holdt paa Gangere graa: „

»Hveden er dette brændende Baal,

den store Røg driver fraa?«

Det da svared den liden Smaadreng,

saa saare hans Øjen monne rinde:

»Det er hende stolt Signelille,

hun lader Godvilje kjende.«

Mælte det Sigvard Konning,

og saa tog han opaa:

»I redder nu, alle mine Mænd!

lader det ikke saa ilde gaa!

Somme I løber til Buret,

I lader ikke Signelille brænde!

somme I løber til Galgen,

I lader ikke Hagbard hænge!«

Der de komme til Buret,

da var stolt Signild brændt;

og der de komme til Galgen,

da var Herre Hagbard hængt.

Der de komme til Galgen,

da var den Herre aldød;

og der de komme til Buret,

laa stolt Signild brændt i Glød.

Mælte det Sigvard Konning

udaf ret Hjærtens Værk:

»Havde jeg det kun førre vidst,

den Elskov havde været saa stærk!

Havde jeg det førre vidst,

at Kjærlighed var saa stærk:

jeg vilde ikke have gjort den Gjerning i Dag,

ikke for al Danemark.

Havde jeg det førre vidst,

Godvilje havde været saa huld:

jeg vilde ikke have skilt de unge to ad

for tusend Tønder Guld.

Hagbard er hængt, og Signelille brændt,

det er fuld ynkeligt et Mord;

da tager I nu den arge Terne,

sætter hende strax levende i Jord!

Tager I nu den forbandede Terne,

sætter hende levende i Muld!

hun haver skilt mig ved Datter min

og ved en Maag saa huld.«