Charlotte Schimmelmann
December 1816.
December 1816.
Bleg du hviler paa Baar, trindt hersker Tavshed og Sorgen,
Hallen, Høitidelig tom, hvælver sig over dit Liig.
Læben er lukket, som nys med den yndige Tale sig aabned,
Øiet funkler ei meer herlige Glimt af din Siæl.
Ei forsamler du nu, som en Alterflamme for Kunst og
Viisdom, sindrige Mænd, vinker ei længer i Kreds
Hulde Qvinder og venlige Møer om din Siæl, for i Samqvem
Kiærligt at lede der’ Aand, danne det yngere Bryst.
Trolddommen svandt. Hvor tidt mig forekom som et Feeslot
Med sit Gitter, sin Gaard, ædle Charlotte! dit Huus.
Der fandt Skialdekunsten sit Hiem, og det tyngende Hverdags-
Liv ei voved sig did, luktes af Gitteret ud.
Blomster du elsked, men ei blot Roser og blaae Hyacinther
I dit Vindve: din Aand elsked den høiere Blomst.
Atter, Mæcenas! din Hal stod frem af de gamle Ruiner,
Tivoli dækte den ei længer for Verden med Gruus.
Men nu sidder en Alf med en omvendt Fakkel, som sluttes,
I Forsalen. Hans Sang lyder: „Charlotte gik bort!”
Græd, vor Schimmelmann! græd, og lad Taarerne lette dit Hierte;
Græmme kun maa du dig ei. Fader! Charlotte gik bort,
Er ei død. Din Hal var et Rom, et Grækenland værdig,
Oldtidens herlige Kraft atter med Skiønhed og Kunst
Pryded dens Kreds. Men meer, end Hedningen, meer, end Pericles,
Eier dit Bryst; thi du troer Gud og Udødelighed.
Ofte svæved din Aand med Ossians hist over Heden,
Naar Fuldmaanen i Dunst ildnede Bølgernes Bly,
Naar en Nattergal slog i de sortgrønne Toppe ved Solyst,
Hisset Emilie nu omfavner den elskte Charlotte;
Dobbelt nu risler dit Væld, medens i Stilhed du gaaer,
Tænker paa Glæden, du nød ved de kiærlige Skytsengles Side,
Takker dem tro med din Graad, venter dem sikkert hos Gud.