<a poerson="frederik6">Frederik VI</a>
. Det var en almindelig Mening, at hermed var ogsaa Oehlenschlägers Tid ude, og under hans fortsatte Produktion undrede man sig, som Goldschmidt siger, over, at det døde ikke vilde gaa til Hvile, og at alt, hvad der hørte til det gamle Monarki, var saa sejgt og langsomt med at lade sig skrinlægge. Oehlenschläger selv havde en Følelse af, at han ikke mere hørte Tiden til, og skrev i den Stemning den nordiske Fortælling »Ørvarodds Saga« (1841), som er den mest betegnende Frembringelse af hans Alderdomsdigtning. Den fortæller paa Grundlag af de islandske Sagaer om Ørvarodd og Hervør i en renere nordisk Stil end den, han ellers har benyttet i sine »Sagaer«, om »den hedenske Vildmand, der blev kristelig tam«, og som i en fremmed Tid mister Mindet om sin Ungdom. Da Oehlenschläger læste dette for sin Ven Hauch, kom han til at græde og udbrød: »Det er, ligesom det var mig selv«. Den samme Følelse havde han tidligere givet Udtryk i et lille Vers »Hvor blev I røde Roser dog«, som paa en meget inderlig Maade udtaler Vemoden i hans Livs Historie.