I Tvilling–Træer, som Valborgs Støv
Og Axels Grav i Norges Egn beskygge,
Som Elskov bød med hvælvet Green og Løv
At grønnes over dem, og evig at betrygge;
Med Fuglens Sang paa eders hvalte Greene,
For Axel og hans Brud min Klage sig foreene!
Og du, hvis Bryst er viet ind
Af elsket Haand til Elskovs Sorg at giemme,
Som giemmes ey, men flyder paa din Kind,
Med dine Taarer best mit Sørge-Qvad skal stemme!
Hvor tungt de bæres maae belagt’ med Tvang og Rænker.
Af Norges Kongers høye Blod
Var Axel fød (af Gillske Konge–Stamme)
Byrd i hans Skiold, Byrd i hans Aasyn stoed,
Og roelig skued’ han det blanke Staal at flamme;
Held foran gik den seyerrige Fane
Med Æren Haand i Haand for Axel Vey at bane.
Nu hviled Axels Sverd og Piil,
Og fredelig hang Buen ved hans Skiolde;
Men væbnet da kom Elskov med en Smiil,
Ham meere varigt Saar end hvæsset Staal at volde;
Han Valborg seer, hans Siel strax fyrig hylder
Den søde Pligt hver Siel, sig selv til Ære skylder.
Dog endnu i sin spæde Vaar
Skiøn Valborg var, og i sin Morgenrøde,
Liig Østens Soel, som i sit Purpur staaer,
Men snart fremtræde vil i gylden Glands at gløde;
For ung hun er til Axels Brud at blive,
Dog føler Hiertet nok til Axels sig at give.
Tag denne Ring min unge Brud,
(Var Axels Ord) og tag med den mit Hierte!
Jeg sværger dig min Troe ved Olufs Gud,
Og naar jeg bryder den, min Elskov blive Smerte!
Vox blomstrende og blomstre mig til Glæde,
En gylden Sommer mig din skiønne May berede!
Da slog den unge Valborgs Bryst
Ey meer, som før ved Selskab–Søstres Leege;
Det hævedes af Elskov–blandet Lyst,
Og Leege-Tanker nu for Elskovs–Tanker veege;
Sin spæde Haand hun ud til Axel rakte,
Mens Rødhed ubevidst sig over Kinden strakte.
Eet Blod i begges Aarer randt,
Og Sødskende i Daaben begge vare;
Usaligt Baand, som dette Frændskab bandt,
Misbrugt af Avinds Haand til deres Elskovs Snare!
Usalig Lov, som Hiertet vilde byde
Naturens høye Bud for Blod og Daab at bryde!
Men Axel kaldte Venskabs Bud
Til Herrefærd blandt de Teutonske Helte;
At hævne Vold; – Og nu hans unge Brud
Ham Skiold i Hænde gav og hvæsset Sverd ved Bælte;
Den spæde Møe toeg Vaabnene med Møye,
Og rædsom saae dem an den bange Valborgs Øye.
Sin unge Brud bad han Farvel,
Han hende bad sit Løfte ey at glemme;
Den unge Brud bad Axel da Farvel,
Og loved ham sin Troe med bange Jomfrue–Stemme,
Bort Axel droeg — og Valborgs Øye fulgte
Sin Elsker langt paa Vey, indtil ham Skoven dulgte.
Glad flydde Valborgs Ungdom bort,
(Man uden Sorg paa Roser let kan træde)
Hver Time var den glade Siel for kort,
Hvert Skridt var idel Dands, hver Dag var idel Glæde,
En kierlig Sorg blot Valborgs Hierte rørte
Naar Længsel hendes Siel til Axels Minde førte.
Saa staaer i rolig Sommer-Dag
Den gyldne Frugt paa Træets unge Qviste,
Tit Qvisten er mod Stormens Magt for svag,
Og tit, af Uvens Haand nedbøyet, maae den briste;
Den faldne Frugt en ureen Muld vanærer,
Og Æblet, plukt med Vold, en graadig Mund fortærer.
Som Dalens Lilje Valborg stoed,
Vidt glimrende iblandt udkaarne Piger,
Hver Jarle–Søns, hver ædel Ynglings Blod
I hans forelskte Bryst for Valborg eene stiger;
Selv Kongens Søn, Prinds Hagen, hende byder
Sin Haand. – Men Elskov ey i Valborgs Bryst adlyder.
Mit Hierte, Hagen, ærer dig,
Men (svared’ hun) din Elskov er dets Smerte;
Da jeg var ung, har Axel elsket mig;
Da jeg var endnu spæd bad han mig om mit Hierte;
Jeg gav ham det – Før Døden det fortære,
Før Immers Datter skal sin Axel troeløs være!
Men Hagen Axels Eyendom
Trods Hiertets Røst ved Guld og Gunst vil have.
Og snart en Flok af stolte Frænder kom,
Som hendes Haand bortgav for Prindsens Morgengave.
Hvor nødig kan tit Hiertet Frænder lyde!
O Frænder elsker først og lader af at byde!
Da græder Axels skiønne Brud,
Og Elskov brat opvaagner af sin Dvale,
Hun sine Suk til Axel sender ud:
Naar venneløse Raad til hendes Hierte tale;
Forvandtes Raab det ømme Hierte plager,
Og for den elskte Ven fordobler hendes Klager.
O kom, saa sukked’ hun, igien,
Du, som min Haand jeg gav i Barndoms Dage!
Med Elskovs Iil vend om, udkaarne Ven,
Hid til mit Bryst, til min udstrakte Arm tilbage!
Ah du er min! din Elskov skal forsone
Forvandtes grumme Raab og Tab af Norges Krone!
Omsonst jeg fordrer Jullis Trøst
(Min Moders Trøst, hvis Støv i Graven hviler;)
Hun hører ey en sorgfuld Datters Røst,
Det stumme Marmor kun til mine Taarer smiler!
O maler mig for Axels Siel J Drømme!
De Taarer viser ham, som paa min Kind nedstrømme!
Saa klager Valborg grædende,
Og Elskov nu bønhørte hendes Klage;
I Nattens Roe blev Axels Elskede
Med mørke Farver ført udi hans Siel tilbage;
Den stille Søvn sank paa hans Øyne-Laage,
Og sine Drømme bød trindt om hans Siel at vaage.
Som Hagens Brud han Valborg seer
Af Frænder fulgt til Alteret at træde; –
Snart skuer han den skiønne Brud ey meer,
Men kun det kolde Liig, som Venners Taarer væde;
Den bittre Graad af Søvnen ham opvekker
Og til sit Natte–Syn, sin Arm omsonst han strekker.
Siig Elskende, som qvæles saa,
Hvad Axel leed, hvad Orm hans Hierte tærte;
Steen Leyet var, Ild hvad han vandred paa,
Hans Glæde Taarer var og andres Fryd hans Smerte;
Den fæle Drøm sig i hans Tanker hæfter,
Og med fordoblet Frygt hans Elskov den bekræfter.
Ey Lærkens Sang om Morgenstund
Ey gylden Eng hans Hierte kunde glæde;
Til Fængseler forvandledes hver Lund,
Med Torne var bestrøed hvad Vey han vilde træde;
Hvor let blir ey selv Paradiser øde,
Og Rosen Torne liig, naar Taarer smage søde;
En Pillegrim af Norges Land
Andægtighed ham da i Møde sendte;
Han signede den gudelige Mand,
Mens mørke Varseler og Frygt hans Siel omspendte;
Han om sin Brud et Svar af Mandens Læber
Adlyder, liig den Dom der frelser eller dræber.
Den skiønne mig ey fremmed er,
(Var Mandens Svar) Hun er i alles Munde
Og Hierter kiendt, men Kongens Søn i sær
Berøve vilde dig din Valborg om han kunde.
Iil Axel da, hvis du din Brud vil eye,
Iil du til hende hiem! – Jeg vandrer mine Veye.
Meer iilende fløy Piilen ey
I Luften hen fra Buens stramme Seene,
End Axel paa sin Længselsfulde Vey
Flyer hastende forbi dens ønskte Mile-Steene.
Sin raske Fod den stolte Ganger hæver,
Den grønne Hede flyer og ved hans Fodslag bæver.
Han kom, men sørgende han fandt
Sin skiønne Brud, skiøn giennem hendes Taarer,
Som ved hans Bryst dog mindre bittre randt;
(Udi den Elsktes Barm os Modgang løst kun saarer!)
Opklarte blev de taaredugte Kinder,
Som skiønne Rosers Dug for Morgen–Solen svinder.
Den Kummer, som Fraværelsen
Forvoldede, blev snart i begges Arme
Af begge glemt; saa glemmer Moderen
Sin Smerte, naar hun kan sit spæde Barn omarme;
Med Bryst til Bryst i Elskov svangre Sukke
Fornye de sin Fryd og al sin Kummer slukke.
Men Hagen, som fra Valborg gik
Fortørnet bort, udklekked’ frekke Tanker
Mod Valborgs Ven, og for det Ney han fik,
Snart i sin Moders Skiød, snart Raad blant Klerker sanker;
Dog hende bort fra Axels Bryst at rive
Den sorte Broder Knud ham eene Raad kan give.
Snart Munkene tienstagtig kom
Bevæbnede med Valborgs Stamme-Tavle,
Hvori de fandt den himmelskrevne Dom,
Som deres Orden dog har eene kundet avle;
“I Blod og Daab forvandte begge ere,
“De maae (saa dømme de) tilsammen ikke være.
Rind fromme Taare paa hvert Kind,
Hvor Medynks Graad for Dydens Kummer flyder! –
Den sorte Præst af Gunst og Avind blind
Med Smiil i Elskovs Kalk sin bittre Drik indgyder;
Bland Gift deri! – Forræder, lad dem bløde
Før ved din Dolk, end de saa qvæles skal til Døde!
Men følesløs treen Munken frem
For Offerne, der ved hinandens Side
Den Vellyst nød, som Elskov skienkte dem,
Som Elskovs yndte Slægt kan eene følsom vide;
Han Dommen dem kundgiør, og Svaret finder,
Unævnelig i Ord, paa begges blege Kinder.
De maae (saa stærk er Troens Magt!)
Til Templet sig i Klerkers Kreds begive;
Paa Alteret ved Messe-Bog var lagt
En skrækfuld Skilsmis-Dug, der, splittet ad, skal rive
De Hierter løs, som Elskov sammenbinder,
Det stærke Baand i tu, som strammes kun ved Hinder!
Da blev i begges høyre Haand
Med Munke–Skik og Ord Liinklædet givet;
Hvo styrkede, o Valborg, da din Aand,
Da de det overskar? – Hvo gav dig atter Livet,
Da bleeg og kold du segnede til Jorden,
Og Blodet iisnede ved Skilsmis-Dommens Torden?
For første Gang er Axels Arm
Til Valborgs Hielp for svag, (for svag af Smerte)
Han vædede med Graad den Skiønnes Barm,
Sin tabte Valborgs Barm og nu halvdøde Hierte.
Nedtrykt af Sorg laae han ved hendes Side,
Og Munken rev ham bort — bort fra hans Valborgs Side!
Ey Venners Hielp, men Elskovs Aand
Blot Axels Brud igien af Døden vakte;
Den grumme Prinds greb hendes matte Haand,
Som hendes Hierte kun imod sin Axel rakte;
Strax dømmes hun til Hagens Brud at være,
Dens Brud, som Elskov kan med Tvang og List vanære!
Adskilt er Valborg fra sin Ven,
Kun Axels Navn og taarefulde Kinder
Og Hiertets Qval har hun til Deel igien;
I Graad den Skiønnes Glands og Ungdoms Blomster svinder,
Den Rose liig, hvor Ormene dens Blade
Og blomsterfulde Liv med giftig Braad beskade.
Og nu den mørke Dag frembrød;
Den sidste Dag, da Valborg skulde skue
Sin Elskede — Forhærdede, som bød
I helligt Raserie at slukke begges Lue!
Hvi var du ey ved begges Graad tilstede,
At smelte ved den Strøm, du voldte dem at græde?
Skal evig da mit Øye dig
(Var Valborgs Ord) udkaarne Brudgom savne,
Da gak i Fryd! lev mere lykkelig,
End en usalig Brud, som Graven best kan gavne!
Dit ædle Bryst en anden Valborg glæde!
Jeg kan ey glemme dig, jeg elske maae – og græde
Dog snart min Graad skal tørres af.
Mit Øye har ey Taarer meer tilbage.
De flød for dig! – og Hiertet, som dem gav,
Snart bristefærdigt er, snart haster det at drage
For dig, min Ven, de sidste haarde Sukke.
Dit elskte Haand tilsidst mit brustne Øye lukke!
Hvo kan til Valborg give Svar?
Hvad Tunge kan fortolke Mandens Smerte,
Hvis Sprog var Graad, hvis Tale stedse var
I Strid med dybe Suk fra det beklemte Hierte?
Hvo trøster os og hvo kan Raad os give,
Naar fra det elskte Bryst Tyranner os bortrive?
Men Valborgs Kummer kræver Blod,
Og Hagen snart skal Hevnens Offer være,
En findtlig Hær Blodfanen svæve lod,
Mod Hæren Axel skal sit Seyers Banner bære;
Ved Axels Arm kan Hagen eene vinde,
Fra Valborg skilt vil hiin sin Død i Striden finde.
Fra begges Hær fløy Døden ud
I krydsviis Flugt paa tusend hvasse Pile;
Med Nederlag og Hevn et Pile–Skud
Fløy ud, o Konge–Søn, sig i dit Bryst at hvile! –
Han blegnende i Døden Axel levner
En blodig Seyers Roes og Navn af Folkets Hevner.
Den ædle sin Medbeylers Død
Med Seyers Sverd i mangt et Bryst giengielder,
Men Sverdet sprang, og Blod, som stridig flød
Af atten Bane–Saar, omsider Axel fælder;
Fred Folket fik, men Valborgs Haab udslukkes,
Og evig hendes Fryd med Axels Øyne lukkes.
Klag, Malfred! for din slagne Søn.
Skiøn Valborg klag! fortabt er al din Glæde.
Død, Malfred! er din Kongelige Søn.
I Kampen, Valborg! faldt din Axel og din Glæde.
I Mødre nu for Malfred Kinder væder!
I fromme Døttre nu for Immers Datter græder!
Omsonst gienkalder Valborgs Røst
Til Liv sin Ven; – Den Dødes Smiil bedrager
Skiøn Valborgs Haab! koldt er det elskte Bryst.
Hans Hierte slaaer ey meer, ey meer han Aande drager.
Hun flyer, hun staaer; snart sig tvivlraadig vender,
Til Liget snart et Blik, og snart til Himlen sender.
Den Himmel, som hun seer imod,
Nu hendes Siel beslutter troe at tiene;
For Axels Tab og sig til Siele–Bod
Hun med betrængte sig i Orden vil foreene.
Hun Verden flyer, men kan ey flye sin Smerte,
Og nærer kun den Orm, der nager hendes Hierte.
Hun skiftede med Frænder Guld;
Hun usle gav sin fordums Lykkes Gaver;
Selv vies hun af Klerken ind med Muld,
Og Norges Pigers Roes i Klosteret begraver.
Sin Venne-Kreds forlader hun med Taarer,
Og dem til Mættelse for evig sig udkaarer.