Saaledes nu i vexlet Sommerlyst
Den hulde Egn fast i sit Skiød mig favned.
Med Venskab og Naturen ved mit Bryst
I glade Øieblik jeg Intet savned.
Vel mangled nogle Kiære; men min Trøst
Var den, at ingen Frastand slukker Navnet,
Som sanddru Ømhed skrev i kiærlig Barm;
At snart de hviled atter i min Arm.
Nu vilde vi forlade dette Sted,
Det kiære Langeland med sine Skove,
Hvor Venskab overalt og Giestfrihed
Modtog os venligt fra den salte Vove;
Hvor Oxen trækker stærk, med sene Fied,
Igiennem feden Jord de dybe Plove;
Hvor Haren og Kaninen hyppigt leger
I maaneklare Nat om Skovens Eger.
Den skiønne Ø, der, som en smekker Green,
Brudt af den store, danske Rosenhække,
I Vandet ligger fastnet ved en Steen,
Mens idel Knopper Løvet rundt bedække.
I friske Bølge, altid klar og reen,
Kan Intet Blomsterkraftens Yttring svække,
Og tusind Vinger did sig froe bevæge,
Før sig i søden Duft at vederqvæge.
Til Østen stod nu Vandringsmandens Hu,
Til Østen hen, til Landet over Søen,
Hvor skiøn jomfruelig i stille Blu,
Naar først vi flux var rullet over Øen,
I sortblaa Silke svøbt, som Bølgen nu,
Stod Øiets Glæde, Danmarks Stolthed: Møen,
Som blotter stolt, til glade Sømands Lyst,
Sit høie, fulde, kridnehvide Bryst.
Alt Vognen forspændt stod, for os at drage
Hen til den østlige, tangklædte Strand.
Da kom det Sørgebud: „Om tvende Dage
Din Ven forlade maa sit Fædreland.
Hvis uden hans Farvel du ei vil klage,
Da iil, da stræb, da skynd dig strax paa Stand,
Da kan det lykkes dig ham end at favne,
Før du ham skal — maaskee for evig — savne”.
Og knap var Brevet læst, før til de Kiære
Der flux blev sagt et smerteligt Farvel.
Unødig vilde Bølgen bort os bære.
Den skiønne Thorsings Ø blev sagt Farvel.
Og over Sundet, giennem Fyen, til Ære
For Venskab, fløi vi hen i klaren Qvæld,
Og Hornet lød i Nyborgs stille Gade,
Før Solen siunken var bag Havets Flade.
Da kunde vi ei længer hurtigt ile.
Thi der var ingen Vei og ingen Jord.
Veemodig saae vi hisset Siælland smile,
Ei mindste Vindpust kruste breden Fiord.
Vi maatte hvile der. O, hvilken Hvile!
Da hørte dunkle Nat vort Kummers Ord:
„Hvad hialp os nu den snelle Flugt paa Land?
Barbariske Neptunus! grumme Strand!”
Og aarle var det lige nær. Med Kummer
Besteg vi Dækket paa den stille Smak.
De trætte Bølger dyssedes i Slummer,
Den hele Sø var speileklar og flak.
Hør! Klokken hist alt Ti fra Taarnet brummer,
Og Søen fures kun, hvor Kiølen stak;
Nu staaer den plat, den sig ei meer bevæger,
I slappe Seil kun Sommerfuglen leger.
I tretten Timer nødtes vi at flakke
Paa den phlegmatisk-lumre, døde Sø.
Hist saae vi Siællands grønne Blomsterbakke,
Den smiilte til os som en elsket Mø;
Men kold og livløs stod den træge Smakke,
Vor Fod betraadte først den kiære Ø,
Da Dag var endt — den Dag, der var den sidste,
Som skulde Vennen af vor Arm udvriste.
Det Midnat var; den blanke Stierneskare
Fra Himlen smiilte from Veemodighed.
Den hele Nat vi rask afsted vil fare;
I Morgen først han gaaer til Skibet ned.
See Nattens Stierner, hvor de blinke klare!
De spaaer os Lykke. Veien glat og bred
Vil ei, som Havet, grum vor Fart forhindre.
Afsted, mens disse blanke Stierner tindre!
Da Morpheus kom, den blege Dødens Broder,
Og løste grumt Neptunus af; han gik
Fra Nattens Favn, den sørgelige Moder,
Og rørte med sin Stængel ved vort Blik.
Da sortned uformærkt de lyse Kloder
For Øiet, hvorved Siælen Styrke fik.
Den frie Siæl i Støvets Fængselsmuur
Blev lænket af den mødige Natur.
I næste By vi nødtes til at hvile,
Naturen fordred kold sin strenge Ret.
Vi kunde længer ei i Natten ile,
Vor Aand var døsig, som vort Legem træt.
To Timer blunded vi. Nu otte Mile
Tilbage stod, og det var fire Slæt.
Og naar den grumme Viser stod paa Ni,
Var alt vort Haab og al vor Trøst forbi.
Da straalte Phøbus over Mark og Enge,
Og Haabet straaled i mit Hierte ned.
Jeg hørte tydeligt hans Harpestrænge,
Det forekom mig, som han sang: „Hvo veed,
Om just I skilles ad saa meget længe?
Hvad mægter Tid og Rum paa Kiærlighed?
Den samme Vind, som tvang dig nys til Klage,
Har maaskee venlig holdt din Ven tilbage.”
Da hæved atter sig med Kraft mit Bryst,
Selv Tvivl ei turde meer sig did indsmugle.
Forstummet var Mismodighedens Røst,
Der skreg i Mørket fælt, som Nattens Ugle.
Kun Haabet i mit Hierte sang med Lyst,
Som høit i Morgenrøden Skovens Fugle.
Varm tørred Solen Taaren paa min Kind,
Og Vognen rulled rask i Ringsted ind.
Og medens for de lette Hiul blev spændt
Udhvilet Muskelkraft og frodig Vælde,
Jeg vandred, hvor mit Blik sig havde vendt,
Til Oldtids-Kirken, hellig i sin Ælde;
Thi Fromhed havde Solens Flamme tændt,
Og inderligt jeg maatte Taarer fælde,
Da i det gamle Chor jeg traadte ind
I klaren Søndags røde Morgenskin.
Thi høit i Solen paa den hvide Muur
De gamle Skioldemærker barnligt smiilte.
Derude blomstred nu en frisk Natur,
Her Oldtids gamle, visne Blomster hviilte.
Den klare, gyldne Straale, reen og puur,
Igiennem Vindvet hen for Altret iilte,
Og spilled paa den sorte Marmorsteen,
Som giemmer Valdemars dybtsiunkne Been.
Men ned i Østen, paa Knud Lavards Grav,
Jeg sank, og bad til Gud med hellig Varme:
„Du, som en sielden Ven mit Hierte gav!
O, riv ham ikke ud af Danmarks Arme,
Lad ham ei pløie før det kolde Hav,
Bortrevet grumt og brat ved Skiebnens Harme,
Før jeg har favnet ham, algode Gud!
Styrk du min Bøn til Himlen, Sancte Knud!
Jeg lover dig til Giengield, at jeg vil
Engang dit ædle Liv til Skue stille
For Verdens Øie i et barnligt Spil,
Hvorved den Frommes Taare dog skal trille,
Hvis du bevæger Himlen venligt til
At holde seiludspændte Fartøi stille,
Til jeg for sidste Gang med Venskabs Lyst
Har trykket Henrik Steffens til mit Bryst!”
Og, see! den fromme Helgen hørte mig,
Thi med fornyet Haab og Trøst jeg reiste,
Og snart, min Axelstad! jeg skued dig,
Fiernt dine høie, stolte Taarne kneiste.
Jeg Søen saae, den hviilte blidelig,
I stillen Luft slet ingen Vimpel kneiste.
Til vante Dør jeg foer, og aabned den —
Og skialv — og saae — og fandt endnu min Ven.
Og hermed er min Reise nu forbi;
Min Siæl er fuld, min Haand kan Intet male.
Jeg veed, at varig Fryd og Harmonie
Ei søges maae i Jordens dunkle Dale.
Den matte Harpes duse Melodie
Kan ei mit eget tunge Bryst husvale.
Hvad skal da Flere med den tause Kummer?
Camonen tier, Harpens Lyd forstummer.