Luna! kiærlige Mø! elskovssyg-sødtblegnende Jomfru du!
Har du Phøbus den stærkblussende Helt afløst paa Himmelen?
Seer du høit fra din Sky ned paa vor Sø, for i din Midnatsstund
Huldt at vise vort Skib snorrette Vei hen ad din straalende
Sølvbro, grundet af Vand, kruset af Vind, dækket af Himmelglands?
O, hvor bleg paa det blegtsvulmende Seil skuer du veemodsfuld!
Vender venlig de matfunklende Horn ned imod Urterne
Hist paa Langelands Bred, hyllet i Natskumring og Sommerduft.
Selsomt afstikker her jordiske Blus, rødt og fast legemligt,
Mod din ætherne Glands, salige natvandrende Pilegrim!
Thi den grusomme Mand hidlokker her med sine Natteblus
Den uskyldige Fisk op fra sit Dyb til sin Fordærvelse.
Skummelt luer, som Blod, dybt imod Land fristende Lygtemænd,
Mens du salig og fri smiler din maisværmende Kiærlighed,
Lokker smægtende Mø ud til den sødtqviddrende Bøgelund,
Hvor krystalklare Bæk, kølig og mild, den utaalmodige
Beiler lokker, at see, som i et Speil, Luna! din Venlighed.
Men hvad smelter, saa huldt, yndigt med Sangchor i dit Æhterlys?
Skynd dig, skynd dig, o svagtblæsende Vind! skynd dig, og bring os did
Til letglidende Baad, opfyldt kun af syngende Pigeflok,
Krandst med Mai, der er brudt paa den af Smaavover ombølgede
Ø, hvor bøgende Koer nylig har ydt qvægende Sundhedssaft.
Seer du Karret, med Kornblomster omhængt? Skynd dig, og bring os did,
At med Pigernes natjublende Chor froe vi kan følges til
Nære, dæmrende Strand giennem det lyskrusede Bølgeskiær.