Syng om det hellige Tog, Gudinde! den festlige Lystfart
Til den tidlige Frugt, de saftigsvulmende Jordbær,
Som, frembaaret i straalende Fad, med Sukkeret blandet
Og med den fedeste Melk begydt, husvaled de glade
Rudkiøbings Mænd og den fremmede Skiald, da sortbarmede Snekke
Bragte dem trygt i sit Skiød over Havet til blomstrende Thorsing.
Hvilken Dødelig Aarsag var til den venlige Høitid?
Erikiden paa Thorsing. Fra Vemmenæs ned over Havet
Sendte til Langeland han en Herold, til Rudkiøbings Helte.
Lystig Herolden besteg sit Skib, den vældige Rorknegt
Greb omkring Aarerne fast, med Brag det sydende Havskum
Bort han slog. Som en Aal giennem skummende Bølger nu smutted
Kiølen; mod Langelands Strand den stod. Da udsprang Herolden
Flux paa Land; med sin Stav af Palmer indflettet og gylden,
Traadte han, talende saa, i den talrige Folkeforsamling:
„Du, Adrasteias Yndling! Asklepios’ Søn! og I vakkre
Sønner af Poseidaon! fornemmer mit venlige Budskab:
Erikiden paa Vemmenæs, Hersker af hundrede Snekker,
Byder eder til Giest, og besværger jer, alle tilhobe,
Hurtig at heise det purpurne Flag, og at pløie den stille
Bølges krusede Ryg, for at gieste det blomstrende Thorsing;
Der har han midt i sin Hal beredt jer et qvægende Maaltid.”
Slige var Talerens Ord; men beskeden han bøied sin gyldne
Hermesstav. Da smiilte de samlede Skarer paa Torvet
Venligt til Fredens Bud, den hellige Søn af Hermeias.
Men Adrasteias Præst, den sindrige Vestengaardide,
Klædt i det sørgende Flor, ak! hans Hustru var nylig til Orkos
Hentet i Charons Baad over Styx’ sortbølgende Vande —
Bleg nu sad hun og taus i Aides’ grusomme Bolig;
Men den herlige Dommer neddæmped sin Sorg, thi Kronion
Satte ham over et Folk med Retfærdigheds hellige Vægtskaal,
Derfor tvang han sin Sorg som en Mand, thi det viseste Øie
Blindes af Tsarernes Slør, og Besindighed dræbes af Smerte —
Langsomt traadte han frem, og brød ud i forstandige Tale:
„Hil dig, Herold! du Zeus Kronions og Menneskets Budskab!
Kiærkomment er mig dit Ord, thi min Siæl kræver Venskab og Omgang.
Nylig har Atropos grum afskaaret den skiønneste Traad, som
Sødt til Livet mig bandt. Den forstandige, blomstrende Hustru
Pryder ei længer min Hal og forskiønner det natlige Leie.
Derfor blandt Venner jeg nu maa søge min Trøst, og et Gienskin
Af den Glæde, som svandt ved den sorte Bestemmelses Villie.”
Saa han taled, men vendte sig flux, thi af brændende Taarer
Flød en velgiørende Strøm ved den kiærlige Hustrues Erindring.
Men Ørstaiden, Asklepios’ Søn, som Nestor ærværdig,
Han, som med sindrig velgiørende Kunst af Markernes Urter
Laved den kraftigste Hielp mod Saar og fordærvende Sygdom —
Selv i Raadet han sad, thi mildt fra de venlige Læber
Strømmede Viisdommens Ord, og den kloge, besindige Tale
Mildned de vredeste Sind, forhindred usalige Tvedragt,
Stifted Venskab, og Lyst til Forliig, og Enighed rundtom —
Han, mod Dommeren vendt, brød flux med bevingede Røst ud:
„Adrasteias Søn! du forstandige! dæmp dine Taarer.
Guderne veed jo dog bedst, hvad der tiener Prometheus’ Afkom,
Skiøndt, opirret ved ham, vel tidt den olympiske Fader
Sender ydmygende Sorg til hans Æt og tugtende Smerter.
Voxer ei Glæden selv som en Blomst blandt Kummerens Tidsler?
Pluk den da, hvor du kan; men lad hver en Erindring om Smerten
Flye, som en ængstlig Drøm, hist giennem Indbildningens Horn-Port.”
Slige var Talerens Ord. Da forklarte sig Dommerens Aasyn,
Som naar en dæmrende Sky forlader den natlige Maane,
Og han giensvarede hiin, og brød flux med bevingede Røst ud:
„Følger da du os paa Toget, Asklepios’ Søn, Ørstaide?”
Men den sindrige Mand stod længe taus; thi hans Hierte
Overveied med Flid, om han ei skulde Tilbudet afslaae,
Nidkiær for sin Pligt, da det altid var voveligt, flux at
Drage fra Huus og fra Hiem, hvorhen saa utallige Syge
Tog deres Tilflugt i Nød; eller om han med faderlig Tillid
Skulde Pligten betroe sin Søn, for at prøve hans Klogskab,
Og for ei ved sit Nei at forstyrre Forsamlingens Glæde.
Dette tyktes tilsidst den Tvivlende dog som det Bedste;
Hævede derfor sit Blik, og brød flux med bevingede Røst ud:
„Vel da! jeg følger.” Men brat den behændige Skipper fra Jorden
Løfted med senestærk Arm sin Mast, der paa Norriges Fielde
Nylig stod som en Gran, og befæsted den hurtig mod Bunden
Midt i sin skvulpende Baad, mens i Seilet den spøgende Vestvind
Sprætted med klapprende Dask, og forhindred ham Masten at reise.
Stærk dog seired hans Arm; nu stod den, og trodsede Himlen.
Dernæst det vældige Ror blev udhængt over sin rustne
Jernkrog (skyllende Vand havde Malmet berøvet sin Blankhed).
Stærken Rorpind fast nu stak han; men øverst i Masten
Heised han purpurne Flag. Saa var Alting klart inden Borde.
Men Poseidaons Sønner besteg med den herlige Dommer
Skibet, og med Asklepios’ hellige Præst Ørstaiden,
Og med hans Søn, og den fremmede Skiald, som i Sommerbesøg var
Kommen fra Axelstad (ved hans Lænd hang gyldne Barbiton).
Dernæst qvægende Viin fra Europas sydlige Lande
Fyldtes paa reenlige Kar, og blev stillet i Skibet som Ballast.
Men for sin Vogn Demeter befæsted det glubende Forspand
Af sine spraglede Drager med uhyre Flaggermuus-Vinger;
Bugen svulmede guul af Gift, men Ryggen var knudret,
Spættet med Grønt og med Rødt og med sortindfurede Strimer.
Hvæsende skød de sig frem. Men høit paa sin gyldene Karm sad
Guldhaarfagreste Mø, med en bugnende, gyngende Korn-Neg
Fast i sin sneehvide Arm. Og en blinkende Segl af syvfold
Hærdet Staal hun holdt i sin Haand; men i Haaret var flettet
Blomster og Urter og Ax. Som en Vind over Mark, over Engbund
Foer hun mod Aiolos’ Hiem, den himmelblaaøiede Guddom,
Standsed sin gyldne Karm, og brød flux med bevingede Røst ud:
„Aiolos! Gudernes Fader og Menneskeslægternes Konge
Gav dig at mildne Bølgen, at svulme den høit med din Stormvind.
Mænd, som mit Hierte har kiær, beseile de baltiske Bølger,
Seent fra Rudkiøbing Snekken gaaer mod det blomstrende Thorsing;
Men den trodsige Vind leder Kiølen sydvest imod Strynø.
Byd da din Zefyros blidt at henblæse Seglet mod Thorsing,
Snor-ret did, hvor jeg kiærlig i solbare Foraar af Jorden
Ud har klækket med Flid de tidlige, liflige Frugter,
Som nu de Langelands Mænd hist venter i Hallen paa Thorsing.”
Saa var Gudindens Ord. Men høit fra sin takkede Biergaas
Lød som en Sommervind hans Røst, den vældige Stormguds:
„Demetra! velkommen hid. Hav Tak, fordi du saa lifligt
Stundom besøger mit nøgne Field med dit blomstrende Følge.
Ofte du qvæget mig har; naar vildt jeg red giennem Luften,
Standsed du tidt min Storm i en Laurbærlund, og formilded
Med din Ambrosiaduft dens Harm, og krydred dens Aande.”
Saa var hans Ord. Men med vældig Haand, af Sener indflettet,
Greb han usynlige Snor, og standsed den barske Sydvest-Vind.
Men af den hvælvede Hal slap han Zefyros løs fra Bierget.
Fulgt af tusind Favoner, i svingende Cirkler og Buer,
Fløi som en Sommerfugl han paa de guldsprængt-purpurne Vinger
Giennem den himmelblaa Luft. Men Gudinden, den hulde Demeter,
Foer paa sin gyldne Karm, som et Stierneskud, op til Olympen.
Disimellem paa Skibet de seilende Mænd ved forstandig
Samtal qvæged det muntre Sind. Men den vældige Gubbe
Nileus, den graa Hansaide, med Ungdoms Kraft, skiøndt den hurtig-
Rullende Tid havde bleget hans Lok og forsølvet hans Guldhaar,
Sad ved det knagende Ror, med sit Øie paa Seilene henvendt;
Thi hans fyrige Ungdoms Liv var offret Poseidon.
Smilende nu han sad, og spilled den vrede Sydvest-Vind
Mangt et Puds. Men med eet steg han op fra gyldene Bagstavn,
Vinkte med stærken Haand, og brød flux med bevingede Røst ud:
„Nu, ved Styx! ei varer det lang Tid, før vi paa Thorsing
Lander, o Venner! thi ei man kan ønske siq skiønnere Medbør,
End den Kuling, som lufter. Nu bring os fra hvælvede Skibsrum
Viinkar, Dreng! at vi froe kan hylde beskyttende Guder,
Og selv qvæge vor Aand ved den himmelsk-ambrosiske Nectar.”
Saadan talede du, o Nileus! hellige Styrke!
Men fra Rummet blev bragt i velforvarede Krukker,
Proppet med smidige Kork og forseglet med klæbende Harpix,
Funklende Viin; og en Purpurstrøm i de skummende Bølger
Ud blev gydt, til Tak for den venlige Vind over Havet.
Dernæst qvæged de herlige Mænd sig ved Druernes Nectar.
Men den besiælede Sanger tog frem sit gyldne Barbiton,
Stemte dets Stræng til Klang, og brød flux med bevingede Røst ud.
Først han spøgende qvad om den blussende Gud Dionysos,
Som, for en Kongesøn holdt, de barbariske, røvende Sømænd
Tog, og fængsled med Baand, og henstængte paa gyngende Skibsduk,
Haabende snart ham løskiøbt at faae for en klækkelig Guldsum.
Men af den smilende Gud faldt snart afmægtige Lænker;
End dog de kiendte ham ei, revet hen af besynderlig Blindhed.
See! da gød sig en duftende Strøm af Viin over Skibet;
Langs ad de sneehvide Seil sig henstrakte med flettede Ranker,
Som til en solbar Væg, en druetung, bugnende Viinstok;
Og om den kneisende Mast, over Vimpelen, vandt sig en dunkel
Vedbendranke til Himlen; om Aarerne vikled som Tang sig
Viindrueløv, til Skræk for den undrende, studsende Skibsflok.
Men med et græsseligt Blik stod paa kneisende Fordæk en Løve,
Guul som en Brand, men rød som Blod i det gnistrende Øi’npar,
Rystende vredt sin Man, og slog sig med viftende Hale,
Som med en knudret Tamp, i Siderne, ret for at egge
Sig til Myrden og Drab. Da blegned Forbryderne, Rædsel
Giennemfoer deres Siæl, fra Dækket i sydende Havskum
Styrted de hylende ned; men flux tryllet om til Delphiner
Stumt nu, med krummede Ryg, bevidne de Viingudens Almagt. —
Dernæst da Druernes Magt havde muntret de jublende Siæle,
Da der blev Larm og Spøg og Tumult og knapt inden Borde,
Sang han i Skierts, for snildt at betyde Poseidons Sønner
Digterens Hellighed, og den Straf, som de evige Guder
Sender hver dødelig Mand, der fornærmer den hellige Sanger,
Flux om Arion et Qvad, den herlige Skiald fra Methymna;
Hvordan han drog fra Corinths den vældige Drot Periander
Ned til Italien og til Siculerlandet, for der at
Fryde det undrende Folk med sin Røst og sin klingende Lyra.
Dernæst, rundt omvandret og fulgt af Tak og Beundring,
Hiem han drog med en samlet Skat (thi Oldtidens Slægter
Elsked hver ypperlig Skiald, og belønned ham gavmildt og gierne).
Men da nu bort fra Tarent han foer med et Skib til Corinthos,
See! da fristedes lavt Barbarernes Hierter af Guldtørst,
Og de forened sig grumt, for at styrte den hellige Sanger
Ned i det sydende Hav, under Bølgen, fra gyngende Skibsdæk.
Men Arion, saasnart han fornam den grumme Beslutning,
Tilbød dem villig sin Skat; thi Apollons elskede Søn ei
Fængsles af Guldets Baand, han foragter den plutiske Vælde.
Men Barbarernes Hierter rørtes ei. De befrygted,
At han i Tiden engang skulde røbe den skiendige Gierning;
Gave ham derfor det Valg, enten selv sig at dræbe, for hist at
Jordes paa Land, eller flux at styrte sig ned under Bølgen.
Da nu bleg i sin trængende Nød den hellige Sanger
Stod, som en Steenbuk staaer, forfulgt paa den øverste Fieldtind,
Raadvild, om vente den skal det dræbende Skud, eller styrte
Sig med fortvivlet Fart over Afgrunden hen mod en Udkant —
Saadan Sangeren her overveied med Flid i sit Hierte,
Om han med egen Haand skulde stede det blinkende Mordstaal
Ind i sin Barm, eller kiæk ved et Spring fra snablede Forstavn
Overlade sit Liv i Ombælterens Magt, Poseidons.
Dette tyktes tilsidst den Tvivlende dog som det Bedste;
Hævede derfor sit Blik, og brød flux med bevingede Røst ud:
„Nu velan da, Barbarer! Forhærdede! Sikkert Kronion
Straffe jer vil, som sig bør, og hevne den Medfart, I viser
Her en uskyldig Mand. Men da grumt I give det Valg mig,
Enten i Havet at døe, eller døe for det blinkende Mordstaal —
Vælger jeg hiint. Men først dog lad mig fra hvælvede Bagstavn
Synge min Svanesang, at min Siæl maa inderligt styrkes
Gengang endnu af den himmelske Lyd, før jeg slynges til Orkos.”
Slige var Talerens Ord. Da tillod de den hellige Sanger
Eengang endnu at hæve sin Røst; men grumt deres Øren
Stopped de til med Vox, for ei at bevæges ved Sangen.
Koldt forstokket de stod, utaalmodigt, og vented kun Enden.
Men ved den smeltende Lyras Klang de skummende Bølger
Standsed det trodsige Brag, og den vilde Sydost-Vind standsed,
Og giennem Bølgerne skød sig en Flok af Tritoner og smekkre
Hamadryader, og selve den sølverbeføddede Thetis
Hævede fiernt mellem Blomstersiv sin slørede Tinding;
Alle forundred’ og froe ved den himmelskmelodiske Lyra.
Selve den dybthenflagrende Maage, som svæver ad Havets
Ryg for at fange sig smaae Insecter og Fisk til sin Føde,
Standsed, og lytted, og svang sig fra Dybet til knejsende Vimpel,
Satte sig der med Lyst, og fornam de smeltende Toner.
Men ubevægelig stod den forhærdede Flok. Da nedsprang
Smilende Sangeren kiæk i sin Pragt, med sit gyldne Barbiton
Høit i Haand mod Olympen rakt. Og fra kølige Havbund
Skød en Delphin sig flux, og frelste den hellige Sanger,
Greb ham med smidige Stiert om sm Krop, og satte ham stolt saa
Høit paa sin Ryg, og bar ham til Land over rullende Bølger.
Ængstligt Røverne Flugten tog; men Euros og Notos
Galende fnøs, og foer hen, og bestormed med fraadende Vandskum
Dukket brat, og nedsplintred i Qvag den tumlende Skibsmast,
Vristed saa Roret forbittret fra sprukne Kiøl, men i Luften
Trevled de flagrende Seil med forfærdelig Latter, og snurred
Vraget i mudrede Grund, og adsplitted hver Planke paa Dybet,
Greb saa med stormstærk Haand om forhærdede Nakke hver ængstlig
Røver, og dukked ham tre Gange dybt, hvor Havet var dybest,
Kasted ham halvdød saa til Straf paa corinthiske Strandbred.
Saaledes sang for Rudkiøbings Mænd den fremmede Sanger.
Ogsaa qvad han om Jason, der foer med de herlige Helte
Efter det gyldne Skind til Colchis, som her, Argonauter
Liig, de nordiske Mænd efter purpurne Jordbær paa Thorsing.
Alle med Bifald lønned hans Qvad. Men flux fra sin Rorbænk
Skipperen foer, og greb den vægtige Stang, som ved Siden
Laae, paa dens Ende med Søm var fæstet en drabelig Jernkrog;
Løb saa i snablede Forstavn hen, og stødte den voldsomt
Tørnende fast blandt de spraglede Steen, thi brat under Thorsings
Blomster-Strandbred Skibet nu stod i en magelig Havbugt.
Men Erikiden paa Stranden stod, og med hiertelig Glæde
Modtog han Rudkiøbings Mænd og de Fremmede, førte dem hurtigt
Ind i sin Hal, hvor beredt alt vinkte det qvægende Maaltid.
Og de ambrosiske Jordbær i aflange, gyldene Skaaler
Smiilte med Purpursmiil, til Lyst for den samlede Skare
Og deres Hænder de løfted mod Herligtillavede Maaltid;
Men da til Maden og Drikken var stilt den higende Længsel,
Da forlysted de sig ved Samtaler mellem hverandre,
Indtil den rødmende Sol sank ned under dæmrende Skove.