—⏓ —⏑⏑ — —⏑⏑ — —⏑⏑ —⏑⏑
Luna! kierlige Møe! Elskovssyg-sødtblegnende Jomfrue, du!
Har du Foibos den stærkblussende Helt afløst paa Himmelen?
Seer du høit fra din Skye ned paa vor Søe, for i din Midnatstund
Huldt at vise vort Skib snorrette Vey, henad din straalende
Sølvbroe, grundet af Vand, kruset af Vind, dækket af Himmelglands?
O hvor bleg paa det blegtsvulmende Seil skuer du veemodsfuld!
Vender venlig de matfunklende Horn ned imod Urterne
Hist, paa Langelands Bred, hyllet i Natskumring og Sommerduft.
Sælsomt afstikker her jordiske Blus rødt og fast legemligt,
Mod din ætherne Glands, salige natvandrende Pillegrim!
Thi den grusomme Mand hidlokker her med sine Natteblus
Den uskyldige Fisk op fra sit Dyb, til sin Fordærvelse.
Skummelt luer, som Blod, dybt imod Land, fristende Lygtemænd,
Mens du salig og frie smiler din maisværmende Kierlighed!
Lokker smægtende Møe ud til den sødtqviddrende Bøgelund,
Hvor chrystalklare Bæk, kiølig og mild, den utaalmodige
Beiler lokker, at see, som i et Speil, Luna din Venlighed!
Men hvad smelter saa huldt, yndigt med Sang-Chor, i dit Ætherlys?
Skynd dig! Skynd dig, o svagtblæsende Vind! Skynd dig og bring os did,
Til letglidende Baad, opfyldt kun af syngende Pigeflok,
Krandst med May, plukket hist, paa den af Smaa-Vover ombølgede
Øe, hvor bøgende Køer nylig har ydt qvægende Sundheds-Saft.
Seer du Karret, med Korn-Blomster omhængt? Skynd dig og bring os did!
At med Pigernes natjublende Chor fro vi kan følges til
Nære, dæmrende Strand, giennem det lyskrusede Bølgeskiær.