Underlige Aftenlufte!
Hvorhen vinker I min Hu?
Milde, lune Blomsterdufte!
Siig, hvorhen I bølge nu.
Ganer I over hviden Strand
Til mit elskte Fødeland?
Vil I der med eders Bølger
Tolke, hvad mit Hierte dølger?
Matte Sol! bag Biergets Stene
Luerød du daler ned;
Og nu sidder jeg alene
I min dunkle Eensomhed.
Hiemme var der intet Fjeld;
Ak! saa er jeg ude vel?
Skal i Nat ei barnligt blunde
I min Herthas grønne Lunde.
Norges Søn! jeg vel kan mindes,
Du har sagt med smeltet Bryst,
At i Hiemmet ene sindes
Rolighedens stille Lyst.
Schweizer, som paa Klippen boer!
Du har talt de samme Ord.
Selsom Længsel drev med Vælde
Eder til de vante Fielde.
Troer I da, kun Klippen ene
Præger sig i Hiertet ind?
Ak! fra disse nøgne Stene
Vender sig mit bange Sind.
Synger Granens, Fyrrens Lov!
Hvor er Danmarks Bøgeskov?
Gustne Flod, som mat sig krummer,
Dysser ei min Siæl i Slummer.
Hiemme rinder ingen Floder
I en sid og leret Grav;
Livets Kilde, Glædens Moder
Taarner sig, det sølvblaa Hav,
Slynger sig med venlig Arm
Om sin Datters fulde Barm,
Og ved Blomsten sig forlyster
Paa de unge, trinde Bryster.
Stille! stille! hisset gynger
Baaden mellem Siv og Krat;
Sødt en Mø ved Cithren synger
I den tause, lune Nat.
Hvilke Toner! Milde Lyst,
Hvor du strømmer i mit Bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
Mens hun dog saa venlig qvæder?
Det er ei den danske Tunge,
Det er ei de vante Ord,
Ikke dem, jeg hørte siunge,
Hvor ved Hytten Træet groer.
Bedre er de vel maaskee,
Ak, men det er ikke de!
Bedre, troer jeg vist, hun qvæder;
Men — tilgiver, at jeg græder!
Tager ei min Sang for Andet
End et ufrivilligt Suk!
Længselsfuldt heniler Vandet,
Aftnen er saa blid og smuk.
Mangen saadan Aftenstund
Sad jeg i min kiære Lund;
Mindet vender nu tilbage,
Det var Aarsag i min Klage.
Tidlig misted jeg min Moder,
O, det giorde mig saa vee!
Danmark er min anden Moder,
Skal jeg meer min Moder see?
Livet er saa svagt og kort,
Skiebnen vinker længer bort.
Skal jeg med den sidste Varme
Trykke mig i hendes Arme?