Den lille Guds-Engel
Juli 1805.
Juli 1805.
I Roskild Kirke, stor og bred,
Dybt i en Hvælving, mørk og gammel,
En liden Kiste sættes ned,
Sortovertrukken, paa sin Skammel.
Hvo hviler bag den hvide Krands?
En yndig Glut. Med Graad og Klage
Den stirred ind i Lysets Glands,
Og sank i Mørket flux tilbage.
Hvad rasler i den tredie Nat
Ved Støtten hist, som Farve klæder?
Den gamle Pille revner brat,
Svend Estrithsen i Harnisk træder.
„Jeg er et gammelt Blod af Skiold
I denne Grav; nu jordes atter
Min Æt!” Saa taler han, og kold
Han stirrer paa sin yngste Datter.
Da rasler Gittret hist med Klang,
Og Femte Fredrik høi fremtræder;
Stærkt hvisler i den lange Gang
Slæb af hans lange Sølvmors Klæder.
Til Kisten rørt han nærmer sig:
„O, Svend! o, staa ei saa fornøiet.
Den blege Moder mindes dig,
Som sukker hist med Graad i Øiet.
Du veed, som jeg, at Himlens Lyst
Langt overstiger Jordens Glæde;
Dog, mens det slaaer, det svage Bryst,
Da maa det matte Øie græde.
Du est den ældste ædle Drot,
Jeg her aflagde sidst min Krone;
Kom, lad os bryde Gravens Slot,
Og knæle hist for Herrens Throne,
Og bede ham, at venlig Trøst
Han faderlig Fyrstinden sender,
Som sidder med det knuste Bryst,
Og vrider sine hvide Hænder.”
Og flux sig skød de mødste Been
Igiennem Kirkens hvalte Bue;
Da revned Muur og Marmelsteen,
De foer mod Evighedens Lue.
Og hvad de talte der med Gud,
Er hemmeligt for Jordens Øre.
Men seer du hist et Stierneskud?
Og kan du søde Toner høre?
Bleg sukker den arme Fyrstinde;
Da tie de natlige Vinde,
Fra Himlen viftes hver Sky,
Hver Stierne funkler, som ny;
Og for hendes Blik, som sig hæver,
En Engleskare fremsvæver.
Græd ei, vor elskte Marie!
Vi vil dig til Glæder indvie:
Din slumrende Glut er ei død,
Vi tog hende kun af dit Skiød.
Smaae Børn vi have saa kiære,
Os lige paa Jorden de ere.
Dem Verden har Intet forkyndet,
Og aldrig have de syndet;
Uskyldigt har de kun seet
I Moderens Blik, og leet.
Til Himlen saa venlig det blinkte,
Da tog vi det, medens det vinkte.
O, stands dine Taarer, som trille!
Vi har mellem os her din Lille.
Din Glut er blandt Cherubim nu;
Maria! hvi sørger da du?
Af Skuldrene frodigt sig svinger
To hvide, sølverne Vinger.
Vi vise vor nykomne Søster
Rundtom, hende barnligt forlyster.
Men nys dog i Graad hun brast:
„O!” bad hun, „bring mig i Hast
Lidt ned fra den hvælvede Bue,
At jeg kan min Moder skue.
Jeg vil hende stakket kun trøste,
Saa skal vi os atter forlyste.
Min Søster jeg ogsaa maa see.
Min Faer er i Hiertet saa vee;
Dog see de min himmelske Glæde,
Saa holde de op med at græde.”
Nu saae du din Engel, Fyrstinde;
Thi trøst dig, livsalige Qvinde!
Din elskede Glut er ei død,
Som Rosen hun blusser saa rød,
Som Zephyr i Frihed hun svæver.
Hun lever! hun lever! hun lever!