Vaar-Elegie
Min Veninde Karen Margareta Rahbek tilskrevet.
Min Veninde Karen Margareta Rahbek tilskrevet.
Lad under Lyrens venlige Klang mig spørge dig, Camma!
Har alt den tidlige Vaar-Gud nu din Hauge besøgt?
Ligger du alt paa Knæ for de røde, violne Levkoier,
Som du med egen Haand planter i Digterens Jord;
Som du, en smilende Dronning liig, fra tyngende Stavnsbaand
Gierne befrier? Siig, brød Vinterens Fængsel du alt?
Dufte de fyldigblommede, herlige Kroner, som nylig
Matte bag Vinduet stod, frodigt nu op i det Blaa?
Eller er det for tidligt, og nøies du end med at skue,
Hvordan Auriklens Lok krøller bag Bladene sig?
Ordner du i dit Lysthuus Fro med linnéiske Navne,
Som af den smilende Ven Holbøll Gartner du fik?
Voxer endnu i sædvanlige Form de hegnende Græsstraae
Frem, eller bragte dig alt — klog paa saamangen en Kunst —
Faderen Tegninger med i Aftenstunden, naar Solen
Langsomt daler, og køl er den besverrlige Vei?
Lokker alt Søndermarken dig grøn? Har Træernes Knopper,
Nyfødte Kyllinger liig, faaet de tidligste Duun?
Eller standsed i Harm, over Amagerland, over Havet,
Boreas spirende Liv grumt med sin Vredes Basun?
Ak! hvi kan sig mit Legem dog ei, som min Siæl, over Land og
Bølger svinge? Da var hurtig Besøgene giort.
Mangen Aften, naar taust I sad i skumrende Dæmring,
Treen jeg hurtig da midt i eders huuslige Kreds,
Nød de Bær, som af Rahbek selv med blottede Tinding
Ufortrøden var plukt midt under Middagens Brand.
Under det giestfri Tag svandt Aftnen mildt, og Lyæus
Lokked med spillende Viin Latter og Munterhed frem.
Camma! hvælvede Lyras Sølvklang mægter ei vældig
Voxende Hiemvees Qval her dig at male; den skal
Heller ei barsk forstyrre dig Vuggesangen, jeg sender,
Guidos Engle kun bør lee mellem Blomsternes Pragt.
Mægted jeg derfor endog i michel-angeliske Grupper
Diærvt at male mit Savn, skal dog en Skildring som slig
Ei min Vaar-Elegie forstyrre. Du modtage venlig
Denne min Blomsterkost, sendt fra det fremmede Land!
Men naar Solen i Aftnen klar bag Skovene daler,
Naar i sit krusede Sølv smiler germaniske Flod,
Ak! da længes jeg saa til eder, den Gamle paa Bakken,
Og til de Kiære, som boe hist i den landlige By.
Varsler en venlig Aand eder aldrig om Broderens Skiebne?
Mærker I aldrig hans Suk stundom i Aftenens Vind?
Nu, saa lad da denne min Sang det samlede Chor af
Elskte sige: Fra dem, Hiertet i Sandhed har kiær,
Skiller ei lyneborgiske Sand, ei baltiske Bølger
Trofaste Vandringsmand, mægter ei schweizerske Field
Aanden at rive, skal ei den stoltestkneisende Gubbe,
Montblanc, Biergenes Drot, skille, skiøndt skiægget og bred,
Kronet med Snee, mellem eder og mig han træder, endskiøndt han
Sender sin Døttreflok listigt i Møde mig der.
Dog skal ei Roser og sølvblaa Luft, ei Skiønhed og Farver
Blege det nordiske Lands Diser; ei Granerne skal
Glemmes i Romas Dal; Brunetten de hulde Blondiner
Ei fordunkle mig skal, Myrter i kølige Lund
Af Erindringen ei fortrænge den hellige Bøgskov,
Hvor mig det tidligste Digt Hamadryaden har lært.
Ingen Ørn kan flyve saa høit, som Tanken; den svæver
Over det kiækkeste Field, spotter den dybeste Kløft.
Som en venskabelig Due med Brev om Halsen, den standser
Ei sin Gang, før den seer Hytten i velkiendte Hiem.