Du kiære Høi, saa nær ved den,
Hvor først min Barndom er forsvundet!
Som Omgang knytter Ven til Ven,
Saa har Naturen jer forbundet.
Du kiære Høi, saa nær ved min,
Dog ukiendt længe, saare længe,
Som for min Tunge Sydens Viin,
Og for mit Øre Harpens Strænge!
Du kiære Høi, som vinkte mig,
Saasnart Apollo mig oplued,
Da fiernt min Musa viste sig,
Da giennem Slør jeg hende skued!
Da stod du mig et Pindus liig,
Og sympathetisk du mig vinkte,
Og andagtsfuld besteg jeg dig,
Naar Vinteraftnens Stierner blinkte.
Du kiære Høi, som skienkte mig
Min dunkle Ungdoms første Leder!
Du Tryllebierg, som aabned dig
Med endnu større Herligheder:
Ei blot en Leder, men en Ven,
Ei blot en Ven, men en Veninde,
Ei en Veninde blot, o men
En huld og trofast Elskerinde!
Du kiære Høi! modtag mit Suk,
Og undskyld for de elskte Venner,
At ei min Sang er nær saa smuk,
Som al din Herlighed fortiener.