I Baggrunden Prindsesse Gulnares Badehuus: en prægtig Bygning, hvis Indgang paa begge Sider er prydet med høie Marmorpiller.
Aladdin kommer.
Her er det! Her. Hvor disse Piller staae
Skal jeg forvandles til en Marmorpille,
Her skal jeg from, som en caldæisk Hyrde,
See Stiernen, naar den gaaer mit Blik forbi.
Ha stille! Tys! Hist kommer hun, hun kommer,
Omringet af de sorte Gildinger,
Som Casiopeia eller som Capella,
Livsalig paa det mørke Firmament.
Op da! — Men hvis nu Gildingerne see mig?
Hvis her de blive, mens hun er i Badet?
Nei, det er sandt! Der er en Forsal inde,
Hvor de maa holde Vagt! Der kommer hun!
Nu hurtig op da bag ved Marmorpillen.
Prindsesse Gulnare kommer, fulgt af sin Amme og en stor Skare sorte Gildinger. Ved Indgangen slaaer hun Sløret op og blotter sit Ansigt.
Ammen
sagte til Prindsessen.
Min Dotter! Hvilken Uforskammenhed!
Seer du den unge Knøs, bag Pillen, der?
Der har han skiult sig, for at see dit Ansigt.
Slaa Sløret ned.
Gulnare betragter ham.
Jeg er saa heed, min Moder!
Ak! lad ham see, jeg seer jo ham igien.
Kan du ey unde ham det korte Syn?
De gaae ind i Badet.
Aladdin
kommer frem paa Postamentet; han stirrer stivt og ubevægelig hen for sig, med sammenfoldede Hænder.
O! hvi er Marmor ikke giennemsigtigt,
Som Glas? O! hvi besidder Øiet ey
Den Egenskab, at skue giennem Alt?
Hvi kan mit Blik ey giennemtrænge Muren,
Da hendes giennemtrængte dog mit Hierte?
O skiønne Houris! Underfulde Syn!
Her vil jeg vente din Tilbagekomst.
Han staaer ubevægelig, som en Støtte.
Morgiane
kommer gaaende med en Torvespand paa Armen. I det hun gaaer forbi, bliver hun staaende lidt, og betragter Badehuset.
Skiønt jeg har ikke megen Tid idag,
Men skal paa Torvet, efter Kiød og Urter,
Saa maa jeg altid dog betragte dette
Fortræffelige Huus; hvergang jeg nu
Gaaer her forbi. Ak hvilke smukke Støtter!
Hvor her maa være rart at bade sig.
Men hvad er det? Der er jo bleven opsat
En splinternye og deilig Billedstøtte,
Der forestiller et ungt Menneske,
Et skikkeligt Mands Barn, i dybe Tanker,
Med sine Øine vendt til Døren hisset.
Jeg maa dog have mine Briller frem.
Sætter Brillerne paa.
Hvad nu? Du salige Prophet fra Mekka!
Det er min Søn! Min kiødelige Søn!
Med Kaftan paa, med Buxer, Turban, Støvler,
Livagtig, som han staaer og gaaer paa Jorden.
Hvorledes kommer han til denne Ære? Vemodig.
Det skulde dog vel aldrig være Spot,
Fordi det er et fattigt Skrædderbarn?
Jeg maa dog gaae lidt nærmere. — Nu rører
Han Haanden lidt. Nu slog han til en Flue,
Som havde sat sig midt paa Næsen af ham.
Nu kløer han sig paa Næsen. Nei det er
Umuligt! Det er Hexerie; det er
Formeget fordret af en Billedstøtte.
Aladdin! Hierte Søn! Ak svar mig dog.
Giv dog en Lyd fra dig, at jeg kan høre
Om det er dig, min Søn! Men taer jeg feil,
Saa bliv ey vred; men tilgiv smukt din Moder
Som en god, kierlig Søn.
Aladdin
bliver Moderen vaer og springer ned.
Hvad nu? Min Moder?
Hvad giør I her, min Moer?
Morgiane.
Jeg kiøber Kiød.
Men hvad giør du paa Huset, som en Støtte?
Aladdin henrykt.
Jeg stod fordybet i Betragtning over
Den skiønne Bygning.
Morgiane.
Ja, min kiere Søn!
Om det er mig, som kun forstaaer mig lidt
Paa Kitekturen, eller hvad den hedder,
Saa maa jeg dog betragte den hver Dag.
Aladdin.
Hvad? Kryber ogsaa I, min Moder! op,
Og staaer bag Pillen?
Morgiane.
Nei, min kiere Søn!
Thi først kan jeg slet ikke voltigere,
Da mine Been er gamle. Og desuden
Er der ey Vidde nok i mine Skiørter.
Desuden skikker det sig heller ey.
Men stille! Døren bliver lukket op.
Prindsessen kommer ud af Badet. Skynd dig!
Lad os gaae bort; thi ingen Mandsperson
Maa være, hvor Prindsessen gaaer forbi.
Aladdin
dvæler og seer sig tilbage.
Ak, kiere Moder!
Morgiane
trækker af med ham.
O! saa kom dog med.
Følg mig paa Torvet. Bær min Torvespand.
Giør nogen Nytte for din gamle Moder,
Og skab dig ikke længer som en Nar.
De gaae.