Adskillige Kiøbmænd sidde hist og her, ryge Tobak og drikke Sorbet.
Ali og Bedreddin staae i Vinduet.
Ali.
See! hist paa Gaden kommer atter hid
Det smukke unge Menneske, som var her
I Gaar og Overgaars. Han, med den lysblaa,
Guldsnorte Kaftan, og den høie Turban.
Bedreddin.
En vakker Knøs.
Ali.
Saavidt som jeg har hørt,
Saa skal det ikke være længe siden,
Man saae ham gaae paa Gaden om og lege
Med Drengene. Men nu, paa ganske kort Tid,
Har han saa mærkelig forandret sig,
At man kan neppe kiende ham igien.
Nu gaaer han altid ordentlig og velklædt,
Besøger Kahnerne, og hører altid
Med stor Opmærksomhed og heel beskeden,
Hvad lærde Folk og gamle Kiøbmænd taler.
Bedreddin.
O see, den Skielm! See hvor han skotter op
Til Eben Hassans Vinduer. Han venter
At see den smukke Kone. Ha, din Strik!
See hvor uskyldig dog han gaaer forbi.
Fik du en Næse, som var lidt for lang,
Min smukke Sommerfugl?
Ali.
Han kommer hid.
Bedreddin.
Ha! vi skal drille ham.
Aladdin kommer.
Propheten og
Den store Allah signe Eder!
Ali.
Vel talt!
Men hør, min unge Ven! Om jeg maa spørge,
Hvad har da Eders Øine vel at giøre
Ved Eben Hassans Vinduer?
Bedreddin.
Ih nu!
De vilde see om Vinduerne stod
I samme Retning, som de stod igaar.
Ali.
Du giør ham Uret, Broder! Denne Herre
Saae ey paa Eben Hassans Vinduer,
Han saae kun giennem dem.
Bedreddin.
Og smilte til
Jernstængerne, som staae saa ranke, smekkre,
I Vinduerne fra Morgen og til Aften.
Ali.
Og tale, stumme skiønt, et kraftigt Sprog,
I det de sige: Fatme er saa smuk,
Som hendes gamle Ægtemand er nidkier.
Aladdin.
I gode Herrer! Jeg er kun et ungt,
Enfoldigt Menneske, flad paa Forstand
Og nøgen, som en Skive. Det er let
Paa mig at sigte Vittighedens Piil.
Bedreddin.
Af en Enfoldighed at være, var
Dog dette Indfald ikke saa enfoldigt.
Ih nu! Hvad er det meer det Hele da?
I finder Eben Hassans Hustrue smuk.
Hun er det og. Jeg kiender ikkun Een,
Som rigtig nok giør hende Rangen stridig.
Aladdin hurtig.
Og hvem er det?
Bedreddin.
Vor store Sultans Dotter,
Den deilige Gulnare. Hun er skiøn,
Som Morgensolen, i en giennemsigtig
Mild Purpurtaage. Ey den runde Maane
Ombølges saa vellystigt af en Sølvskye,
Som Sølversløret sødt ombølger disse
Høithvalte Hvælvinger, hvor Alt er Snee.
Blidt, som naar Graven aabner sig og sender
Saaledes aabner hun det hulde Øynlaag,
Og hæver op til Himlen sine Blik.
Naturen har i hende prøvet paa,
At bringe hver Modsigelse til Skiønhed,
Til Harmonie. Den hvide Biergsnee brænder,
Og venligt, under Sneens kridne Lag,
Sødt blaaner Pulsens røde Purpur-Kilder!
Hvo skulde troe at Mørket kunde lyse?
Og dog er intet Mørke halv saa sort,
Som hendes store, straalerige Øie.
Smekker og fyldig! Jordisk og ætherisk!
Glat, som et Elfenbeen, og dog et Haar
Der strømmer ned fra Nakken, som en Flod.
Snart sparsom fiin, snart yppig overflødig.
I Sindet, som en sneehvid Turteldue.
Hvad vil jeg male meer? De matte Ord
Blier Spottegloser over mit Forsøg kun!
Aladdin.
Ak kiere Herre! Tael ey heller længer.
Om Hiertet fast jeg bliver ganske trang;
Thi Aanden, saa nødvendig dog til Livet,
Beskeden holder sig tilbage, for
Ey daarlig at bedøve Eders Ord.
Ak! I har ret. Hvis dette Billed ligner,
Saa maa Prindsessen være saare skiøn.
Men hvor er det vel muligt, for en Mand,
At see den Deilige i al sin Klarhed?
Bestandig det misundelige Slør,
Ret som en gammel, skinsyg Ægtefælle,
Jo ruger om den skiulte Skiønhed. Hvad?
Bedreddin.
Hver Dag, og næsten nu ved denne Tid,
Gaaer hun i Bad. Ifald I havde Mod til
At skiule Eder bag en Pille, ved
Den smukke Indgang, (saa har Flere giort)
Saa kunde I vel faae Jer Længsel stillet.
Thi hun slaaer altid gierne Sløret op,
For Kiølnings Skyld, før hun i Badet træder.
Aladdin.
Om jeg har Mod? Hvad Straf var der at vente,
Ifald man grebet blev?
Ali.
En Bagatel!
Hvad Ænder og hvad Giæs saa tit maa taale:
At blive speddet; eller kom det høit,
At springe ned paa Krogene fra Taarnet.
Aladdin.
Jeg sagde nys at kun jeg var enfoldig,
Og ved en Gaas at ligne paa Forstand.
Men for slig Gaasestraf betakker jeg mig.
Bedreddin.
En venlig Herre, som det altid smigrer,
At lidt man vover, for saa smukt et Syns Skyld.
Den største Straf, hvis det blev aabenbaret,
Var, høit, et Klaps af Gildingernes Oberst.
Aladdin.
Er det og sandt?
Bedreddin.
Ved Allah og Propheten!
Aladdin.
Naar jeg engang faaer Tid og Lyst dertil,
Skal jeg dog prøve det. Nu kan jeg ikke,
Nu har jeg Ting af mere Vigtighed
At passe. Derfor maa jeg gaae. Farvel!
Propheten glæde Eder, mine Herrer!
Gaaer.
Bedreddin.
O hvor det unge Menneske er snild!
Hør Ali! vil du tro han gaaer derhen
Paa Øieblikket?
Ali.
Ja naturligviis.
Men det er Synd at sætte unge Folk
Deslige Fluer ind i deres Hoved.
Hvis nu den arme Dievel blier forelsket?
Bedreddin.
Saa blier han, hvad vi alt har været, Ven!
Og sveder snart sin Elskov ud igien.