Aladdin med et Sølvfad under Kiolen. En gammel Jøde.
Jøden.
God Morgen, unge Herre! Har han Noget
At skakkre med? Jeg seer han holder Noget
Her bag sin Kiole. Vil han sælge det,
Saa kom til mig. Jeg være kan saa god,
Som Nogen anden Kiøber? Ikkesandt?
Aladdin.
Det kommer an derpaa. Hvad byder du
Paa dette Sølvfad?
Jøden
griber begierlig derefter.
Dette Sølvfad? Jo
Nu kommer vi nok strax, min unge Ven!
Tin! Tin er ogsaa godt. Kom lad mig see.
Aladdin.
Jeg slipper ikke Fadet af min Haand,
Før først du har betalt mig det. Jeg kiender
Nok Jøderne. Du kunde løbe bort
Og sige det var dit.
Jøden.
Du store Gud!
Hvad har han dog for nogle Tanker om mig.
Naa, siig, hvad vil han have for sit Fad?
Aladdin.
Hvad vil du give?
Jøden.
Veed han ikke meer
Af Kiøbmandskab? En Kiøbmand siger altid
Hvad Varen koster. Siden prutter man.
Aladdin.
Ak! jeg forstaaer mig lidt kun paa at høkre.
Siig rent ud hvad det vel kan være værd,
Og jeg vil troe dig paa et ærligt Ansigt.
Jøden
betragter først Fadet nøie, derpaa Aladdin.
Et ærligt Ansigt? Nu det kan jeg lide.
Han troer endnu paa Ærlighed i Verden!
Han er en vakker Søn, en vakker Søn.
Han seer saa ærlig ud. Han har vist ikke
Endnu ret seet sig om i Verden. Hæ?
Aladdin.
Hvad byder du mig Jøde, for mit Fad?
Jøden.
Nu! Faddet er ret smukt; det er af Sølv;
Men man kan ogsaa kiøbe Guld for dyrt.
Tager tvivlraadig en Guldpenge op af Lommen for at prøve Aladdin.
Hvad siger han om saadan Een, min Ven?
Aladdin tager den.
Dermed er jeg tilfreds. Afsides. Den er af Guld!
Ha! jeg er bange, han betænker sig,
At han fortryder paa sit Kiøb, og fordrer
Sit Guld tilbage. Jeg vil smøre Haser.
Løber bort.
Jøden.
Hør, unge Ven! Han er alt fløiten. Ha!
Han troede vist jeg skulde angre Kiøbet!
Jeg Sviin, jeg Klodrian, jeg dumme Bæst!
Han havde solgt mig det for halv saa meget,
For Fierdeparten, ja for Sietteparten. Raaber
Hei! Stop ham! Hold paa Tyven! Han er borte.
Ha gamle Dosmer! Taabe, som jeg er.
Betragter Fadet.
Vel er det tredsindstyve Gange mere værd,
End jeg betalte ham. Fiint, herligt Sølv. —
Maaskee han kommer tiere. Det faaer være
Nu som det er. Hvad hielper det at klage,
Nu det er giort? Ak Moses! hvilken Skam
For slig en gammel, rynket Skielm, som dig,
At snydes af en slig glathaget Tosse.
Gaaer.