Flere Venner, for hvilke Forfatteren havde læst disse Digte, gave ham det Raad, at han i en Fortale skulde giøre sin Mening over eet eller andet mere forstaaelig, give den rette Synspunkt at see dette eller hiint fra, o. s. v.,1 saaledes som han undertiden mundtlig havde giort det før for2 dem. Men i en Fortale troer han det ikke passende. Disse Samlinger ere Digte, og skal ikke indblandes med Reflexioner. Ethvert nogenlunde dannet Blik glæder sig ved at finde hver Ting reen for sig; og en saadan Fortale vilde nødvendig udsvulme til en vidtløftig Afhandling. At bringe sine Ideer i det Rene om Kunsten og dens Væsen, maa være af Vigtighed for ethvert udviklet Menneske, som i den høiere Betydning vil fortiene dette Navn, meget mere for en Kunstner. At forelægge sine Landsmænd Resultaterne af sine Bestræbelser i saa Henseende, var en Længsel, Forfatteren i Vinter havde ønsket at tilfredsstille, men som af tilfældige Omstændigheder blev forhindret; at det imidlertid om nogen Tid, enten mundtligt eller skriftligt, skal skee, forsikkres herved. Man vil derfor her undskylde nøiere, detaillert Udvikling over det, som dog egentlig for det dannede, kunstmodne Menneske ikke vel kunde udvikles tydeligere, end i Digtene selv. Nogle faae Anmærkninger maa imidlertid tiene til en Indledning for disse tvende Bind. — Ganske at kunne tabe sig i sit Objekt og fremstille det sandt, tydeligt og betydningsfuldt, uden uvedkommende Indblanding, er udentvivl det, som characteriserer den virkelige Kunstner. Virkende Phantasie forener sig her, paa en forunderlig Maade, søsterlig med den koldeste Abstractionsevne. Fundamentet for den sande Kunst er derfor Harmonien og Ligevægten af Sielekræfterne; mangler en Kunstner denne, kan han vel vise Talent, men bliver altid manereret og eensidig; det kan aldrig længer blive den hele Verden, der bevæger sig i hans Værk, men kun enkelte Dele; og selv disse kun bornert betragtede, da han mangler den Circumspection, der seer dem, som Lemmer af det Hele. — Giennemtrængt af en levende Følelse herom, har Forf., som man vil see, stræbt at behandle ganske forskiellige Gienstande, og dersom det ikke overalt er lykkedes med Held, maa man ikke tilskrive det Mangel paa Interesse og Kierlighed derfor, men mere Mangel paa Evne, eller Øvelse deri. Han har indseet hvor nødvendig en vis Oeconomie er for den sande Digter, saa at ikke alting styrter ud i ungdommelig Uorden af Phantasiens Overflødigheds-Horn, men at Blomsterne blive ordnede med Kunstnerbesindighed, og med Gratie bundne til hensigtsmæssige Krandse. Derfor vil man i det første Stykke: Freyas Altar, hvori han blot har søgt at muntre Sindet med et overgivent Spil, (saaledes, som det kunde yttre sig giennem vor dagligdagse Nutid) ligesaalidt finde stærke Caracterer, sand Alvor, eller store Begivenheder, som man i et ganske modsat Digt, (Jesus) vil finde Spor af sangvinisk Spøg eller Munterhed; nogle comiske Personer og et Par Forelskede løbe hele Stykket igiennem, med tilsyneladende Uvilkaarlighed, omkring en gammel Steen i en Skov, og naar man har læst Digtet ud, vil man dog see, at de ikke vel, efter Forfatterens Plan, kunde løbe anderledes. Som den lettest fordøielige Spise har han ladet det begynde Samlingen, uden derfor at frygte, det skulde afskrække Fleerheden af hans Læsere fra at gaae videre. Thi han kan umulig forestille sig Smagen i det Hele taget, som paa enkelte Tunger, hvor ingen Ret smager, uden den først er blandet med et Par Knivsodder Kiøkkensalt, og for hvilke altsaa enhver uskyldig Frugt maa være en flau Spise, inden den har overstaaet Æddikegiæringen. Meget mindre kunde han tænke sig de Kunsterfarne, som Patienter, der, ærgerlige over alt Bevinget, slaaer efter enhver Sangfugl med Fordommens Fluesmække, i den Tanke at kunne dræbe den, fordi de kan dræbe — Fluer.
Om de lyriske Digte og Langelands-Reisen veed Forf. intet videre at sige, end hvad der alt i Digtene selv er sagt. Hvad derimod det nysnævnte religiøse Digt angaaer, som slutter første Deel, troer han det nødvendigt at tale et Par Ord. Ikke som om han for den nærværende Frivolitets Domstol vilde giøre en Undskyldning, fordi han havde behandlet dette hellige Æmne. Denne sørgelige Indifferentismus, hvori Menneskene, blot med det sløve Øie hæftet paa den daglige Nødtørft, forskandser sig med den endelige Forstands malmløse Floskler, som man forskandser Lastdyret med Øreklapper, at de jo ikke skulle skotte til Siden, og forstyrres af alle de Særsyn, som rundt omringe dem, og vækker Ideer om det Evige, Trang til Religion — denne sørgelige Indifferentismus fortiener vel inderlig Medlidenhed, men kan aldrig giøre Fordring paa Agtelse. For de Menneskers Skyld derimod, som ere besielede af en god Villie, og begavede med et fromt, til Religion trængende Gemyt, uden derfor maaskee just af dette Digt at ville uddrage den rette Mening, maa han anmærke, at de vilde fare saare vild, hvis de troede det her havde været hans Hensigt, at reducere Christus til en Mythus af den aarlige Natur, da han tvertimod bestandig har søgt at vise Naturen, som en aarlig gientaget Mythus af denne guddommelige Forløser. Denne Mythus vilde i ingen Henseende have nogen Betydning, dersom han ikke troede paa det hellige Culminations-Punkts Guddommelighed i selve Historien. Det bliver derfor nødvendigt, det hele Digt igiennem, at have Christus i Tiden, i Naturen og i Hiertet, for Øine paa eengang, da de uafladeligen, meer eller mindre, blande sig mellem hverandre giennem det hele Digt.
At Vaulundur og Aladdin giennem deres individuelle Billeder skulle fremstille store Situationer af Livets og Naturens forunderlige Gang, vil et opmærksomt Øie vel ogsaa letteligen kunne mærke. Til Grund for den Første ligger et lidet dunkelt Fragment i Sæmunds Edda, for den anden et Eventyr i Tusind og een Nat. Bestræbelsen efter at give disse Digte en ganske forskiellig Colorit, haabes ogsaa at være kiendelig; saa at de nordiske Figurer bevæge sig langsomt og alvorligt med deres brede Skygger, medens alting broget, med hyppige Lyspartier, tumler sig i Aladdin, i det østlige Solskin, hvis Varme udklækker saa mangfoldige Productioner. Der vil udentvivl findes Dem, som bebreide Forf., at han ofte i dette Digt har syndet imod det saakaldte Kostume. Han lader nemlig Asiaterne sige I til hverandre istedet for Du, de comiske Scener (mellem Aladdin og hans Moder f. Ex.) ere, som de kunde være gangne for sig i Kiøbenhavn; han har indblandet adskillige franske, latinske Ord o. s. v. Disse maa han svare, at det er giort med vel beraad Hu og godt Overlæg; og det af tvende Grunde. Først: fordi hvad han egentlig vilde, var poetisk at udhæve og udmale det gamle Billed, som det laae for ham i Tusind og een Nat. Dette var Themaet til hans Musik, Texten til hans Prædiken, hvilken han vel kunde gaae ud fra, udvide og forklare, men ikke ganske forlade og give en anden Karakteer. For det Andet var det ikke hans Hensigt, at give et statistisk troe Billed af Statsforfatningen, og Tonen i Persien, men at skrive et Digt, som ikke brød sig om Østen af anden Grund, end fordi den var østlig, det vil sige: fuld af Munterhed, Ild, Lidenskab, Phantasie og Religion. Alt hvad der altsaa, som Orientalsk, havde i hans Øine poetisk Værdie, har han stræbt at beholde. Adskilligt, som han ret godt vidste var anderledes, har han dog brugt, fordi det giorde godt i hans Arbeide, og fordi han, i et Digt, syntes at maatte være glad ved at kunne tuske en prosaisk Sandhed bort, for en poetisk Skiønhed. Af Olearii, Mandelslos og Fleres Reiser, kan man faae et Begreb om Levemaaden, Klædedragten og Regieringsformen i Østerland; af Lokmans, Sadis3, Ferdusis og Fleres Værker, et Begreb om deres Poesie og Philosophie; af Muhameds Alkoran, om deres Religion; men hvordan en Moder converserer sin Søn, har Forfatteren aldrig hørt uden i Danmark, kunde altsaa ikke udtrykke det anderledes. Stykket har overalt i saa Henseende den Feil, at det er skrevet paa Dansk, da Scenen dog unægtelig foregaaer i Persien. Alle de andre Feil mod Kustumet, i saa Henseende, maa altsaa udledes som Conseqventser af denne primitive. Saaledes findes der vist i det persiske Sprog, i daglig Omgangstale, mange Ord, som blive comiske, eller humoristisk-udtryksfulde, fordi de ere fremmede — chinesiske, for Exempel; men da nu Persisk og Chinesisk hverken er, eller her kunde være Forfatterens Sag, saa har han istedet for persiske brugt danske, istedet for chinesiske, franske Ord; o. s. v. — Meer behøves der vel ikke at tales om denne Feil, som visselig de Forstandige vil indsee ingen Feil at være, men en Digter-Nødvendighed, som Shakespeare altid saa frit og mesterligen brugte, og som man saa enfoldigt har bebreidet ham.
Hvad Sproget i disse Digte angaaer, haaber Forf. ikke heller Nogen vil tykkes ilde om at han paa sine Steder heller har beholdt et kraftigt Udtryk, en passende Vending, end opofret begge, for en correct Scansion. Enhver, som er trængt ind i et af de levende Sprogs Genius, veed, at Versets Fuldkommenhed i et Saadant ikke bestaaer i Stavelsernes Qvantitet, men i de velklingende Rimlinier og deres Strophe-Forbindelser. Det vilde være umuligt at skrive et Digt (forudsat at det skulde være iderigt og begeistret) uden at støde mod denne saakaldte Correcthed. Det maatte da enten blive mavert Pedanterie, eller barnagtig Rangleklang. Ja denne Correcthed vilde egentlig blive en sand Ucorrekthed, thi correct kan dog vel en Digters Udtryk ikke kaldes, uden naar det med Sikkerhed og Reenhed bevæger sig i sit Sprogs Natur, hvilket denne plastiske Marmor-Prosadie ikke giør4, saalidet som de Gamles Digte bevægede sig vexlende og svævende med den romantiske ahnelsesfulde Farveglands, eller forsvandt med det musikalske Rim. Hvad derimod de metriske Stykker angaaer, har Forf. naturligviis holdt sig saa nøie til hiint, som det stod i hans Magt, da det skulde være Efterligninger deraf. Man bebreide ham ikke, at han med ovenstaaende Troesbekiendelse om sit Sprog, dog har skrevet metriske Digte, man kalde det ikke Inconseqvenz. Enhver Kunstner maa det fornøie, meer eller mindre, at kunne tvinge det haarde, ubeqvemme Stof til at føie sig efter hans Villie, til at danne sig efter hans Idee; Sproget, saavelsom Digteren, vinder ved at bevæge sig i alle Former. Ligesaamegen Vished Forf. har om at vort Sprog hidindtil kun lidet er dyrket og uddannet, ligesaa vis er han ogsaa paa, at det kan blive det, saavel som det Tydske. At ogsaa han har bidraget sin Skierv hertil, smigrer han sig med at den Kunstforstandige vil indsee, og paa Grund heraf menneskelig tilgive ham sine Mangler og Feil.
Dette maa nu være nok. Dersom man forresten finder at disse Samlinger indeholde noget oprindeligt Eget, Forfatteren selv tilhørende, vil det glæde ham. I enhver Kunst-Periode, hvor den ene Kunstner træder i den Andens Fodspor, er det ligesaa naturligt, at det Foregaaende maa have virket paa ham og at det reflecterer sig fra ham, som at han, hvis han er en virkelig Kunstner, amalgamerer det Givne med sin egen Individualitet, og paa denne Maade frembringer noget hidtil Useet. Da man spurgte Maleren Ludvig Carracci hvilken Maler han satte meest Priis paa? sagde han: Den, som forstaaer at giøre sig det Bedste egent af de Bedste. Det samme kunde man vel sige om enhver Kunstner, naar han tillægger det og forener det med sin egen Aabenbaring.