Aladdin
kommer med det store Sølvbækken under sin Kappe.
Ak Himmel! Ak! Nu har jeg hende seet.
Jeg stod og saae; og saae, og saae, og saae.
Jeg har ey mindste Roe, blier hun ey min,
Saa er det reent forbi, saa var det bedre
At jeg var bleven qvalt i Biergets Hule.
Min Moder spørger, for at undgaae hende
Løb jeg herhid, at sælge dette Bækken.
Det sidste! Saa kan jeg vel atter vove
At kalde Lampens Aand. Maaskee! — hvem veed! —
Ak! saadan har jeg aldrig været før.
Nei! Saadan har jeg aldrig, aldrig været!
En gammel christen Guldsmed
kommer ud af sin Bod, og gaaer hen mod Aladdin.
Bliv ikke vred, min vakkre, unge Herre!
Jeg ofte alt tilforn har Eder seet,
Her uden for min Bod. I kiøbslaaer med
En Jøde. Der kan gives brave Folk
Blandt Jøderne, som iblandt andre Sekter,
Og Skielmer iblandt dem, som iblandt Andre.
Den Jøde, som I handler med, det er
En Ærkeskielm. Hvad gier han Eder vel
For slige Fade, som I alt har solgt?
Aladdin.
En god Zechin.
Guldsmeden
slaaer Hænderne sammen.
Du milde Fredsens Gud!
Jeg giver Jer femhundrede Zechiner
For dette Bækken. Hvis der er en Guldsmed,
Som troer at kunne give noget mere,
Saa vil jeg giøre det, saavel som han.
Aladdin.
I er en ærlig Mand. Afsides. Hvem skulde troe,
At der var slige Folk iblandt de Christne? —
Kom lad os da gaae ind i Eders Bod.
Jøden kommer farende.
Hei! Holdt! Gevalt! Ha Skarn! Du Christenhund!
Berøver du mig lumsk min Næring! Hvad?
Guldsmeden.
Tie! Eller jeg skal rykke dig saalænge i
Dit røde Skieg, du gamle, blege Snyder,
At du skal aldrig snyde Nogen meer.
Jøden rasende.
Hvad snyde? Snyde! Det er en Idee,
En Phantasie. — Det som man vil, det vil man!
Det som man sælger, see det sælger man!
Og det, man faaer derfor, det faaer man for det.
Det er med andre Ord: Er Fadet solgt,
Saa skal man ogsaa sælge Bækkenet.
Men den, som lumsk berøver Een sin Næring,
Det er en Tyv! en Kieltring!
Aladdin.
Visne Jøde!
Men er du gal?
Jøden.
Ja, hvis jeg ey faaer Bækk’net,
Saa blier jeg gal; thi Bækk’net maa jeg have!
Thi Bækk’net havde jeg giort Regning paa!
Aladdin prygler ham.
Gaae hiem med det, du blege Lumpenhund!
Og siig at du har snydt en Musselmand.
Jøden.
Hvad Musselmand? Hvem spør om Religion?
Naar det kun gielder om at snyde, snyder
Jeg alle Mennesker, om det saa var
Vor Herre selv.
Guldsmeden.
Kom med mig. Han er gal.
Han ofte har et Anfald, som idag,
Af Raserie, af Guldtørst. Lad os gaae.
Aladdin.
Da du er gal, saa vil jeg skienke dig,
Hvad ellers godt du kunde havt fortient.
Du burde føres frem for Cadi, Skielm!
Og bankes under Fødder til du gisped.
De gaae.
Jøden.
Abraham! Isak! Jakob! Spytter. I Halunker!
Er det at hielpe Eders Slægt og Afkom?
Ha! jeg vil hænge mig! Ja, jeg vil hænge.
Jeg havde sikkerlig giort Regning paa
Det skiønne Fad. Det hvide, blanke Sølv!
Ak! hvad er Livet uden Sølv og Guld?
Hvis jeg for Døden laae, med brustne Øine,
Og Een kun vilde komme hid, og holde
Et saadant Fad hen over mine Blik,
Saa fik de Liv igien, og jeg blev frisk;
Tilbage i de dødblaae Fingerender
Da Blodet foer, og de fik Muskelkraft,
Og rørte sig med Vellyst op mod Sølvet. —
Nu er jeg syg. — Jeg ryster! — Jeg er kold.
Det Fad var en uhyre Summe værd!
Jeg hænger mig; — thi efter dette Smæk
Har jeg ey længer til at leve raad.
Jeg hænger mig! — Men først vil jeg gaae hen,
I næste Christen-Bod, og stiele Strikken.
Gaaer.