PSYCHE. De Forrige.
PSYCHE.
Nu vederqvæg Jer, Elskte! Nyd og deel
Her efter eget Tykke Bordets Retter!
Tag, Myris, dette Bæger! — Dig, min Leda,
Jeg krandser her en duftende Pocal,
Hvis Indhold ei omtaage vil din Pande;
Thi mild som Melk er denne lette Viin,
Men at ei Tungen nu skal ene nyde,
Skal mine Sangere jert Øre glæde
Med klare Toner fra det høie Loft.
Hun vinker.
SANG fra Salens Kuppel.
Over Skyen, som i Glands sig bader,
Staaer Olymperdrottens gyldne Bord;
Øverst throner Livets høie Fader,
Nederst sidder Musers fagre Chor;
Stolte Guder, straalende Gudinder
Rundt om Bordets Sider tage Plads;
Nympher, med de rosenrøde Kinder,
Varte op for Guder og Gudinder
I det lyse, hvælvede Palads.
Zeus, den høie, griber nu Pocalen,
Ganymedes skj enker Nectar i,
Alle Bægre fyldes rundt i Salen,
Alle bundne Tunger løses fri.
Men begeistret Musers Chor sig hæver,
Sangen toner i den hvalte Sal;
Alles Hjerte af Beundring bæver,
Guders Fader smilende sig hæver,
Rækker Chorets Fører sin Pocal.
Og Apollo tømmer den til Bunden,
Stemmer Lyren saa til Gratiers D ands,
Der begeistrede, med Smiil paa Munden,
Svæve frem i evig Ungdomsglands.
Rosensmykt i Dandsen Haaret bølger,
Mens de kredse rundt det gyldne Bord;
Hvert et Øie dem i Flugten følger,
Guders høie Bifald ei sig dølger,
Musers Toner laane Glæden Ord.
PSYCHE.
Forbi er Sangen — men du sukker, Leda?
Du ligesaa, min hulde Myris? — Siig,
Hvorfor saa tause, Søstre? — Hvad er hændet?
LEDA.
Stor er din Lykke, som det synes, Psyche,
Og dog, naar Alt min Tanke overveier,
Hvor rædselfuld din Lod!
PSYCHE.
Hvad vil det sige?
LEDA.
Nys, da du viste os din Herlighed,
Jeg glemte for et Øieblik min Sorg.
Nu stige atter frem de mørke Tanker,
Og lægge sig som Slanger ved mit Bryst.
PSYCHE.
Siig, Leda, hvad du veed, og ængst mig ei
Med gaadefulde Ord.
LEDA.
Saa viid da, Psyche!
At den Gemal, ved hvem dit Hjerte hænger,
Kun lidt er værdig til din Kjærlighed.
PSYCHE.
O, Kjære, tal ei slige Ord: du veed jo,
At uden Selskab her jeg eensom lever.
LEDA.
Hvad Læben vil fordølge, Øiet siger;
Men frygt ei for din Hemmelighed, Psyche!
Jeg kom ei hid som Speider; kun mit Hjerte,
Som bæver for dig, tvinger mig til Ord.
PSYCHE.
Og hvilken Frygt betynger da dit Hjerte?
LEDA.
Den Død. som blev dig spaaet, dig snart indhenter.
PSYCHE.
Du vil mig skræmme kun.
LEDA.
Saa hør nu Alt,
At ei du dine Søstre skal anklage
I Dødens Time, naar din Skjæbne kommer:
Din Husbond er de Dødeliges Skræk,
Er et Uhyre, rædselfuldt at skue,
Hvis Rov er Mennesker, hvis bedste Drik
Er Blod, som af det varme Hjerte strømmer.
PSYCHE.
Afskyeligt! Din Læbe lyver, Leda!
LEDA.
O, at du talte sandt! Hvor gjerne taalte
Jeg ei din Vrede, hvis jeg frelste dig;
Men husk Oraklets Ord, thi end bedrog
Apollos Røst ei Menneskenes Børn.
PSYCHE.
Siig, véed du Mere? thi jeg frygter ikke.
LEDA.
Nu vel! Saa viid, at Landets Folk har seet
I Morgenstunden din Gemal, som baded
I Floden sig, naar Slottet han forlod.
PSYCHE.
O, taler sandt du?
LEDA.
Ei din Tvivl mig krænker,
Thi hvilken Skjæbne er vel haard som din.
Men udspørg Myris, hvis ei mig du troer.
PSYCHE.
Ha, Myris, er det saa?
MYRIS.
Ja, hulde Psyche!
Ham Fiskerne og Jægerne har seet:
Hans Skikkelse var rædselfuld, hans Øie
Var glødende som Ild, og Blodet drypped,
Som paa et Rovdyr, fra hans Tunge ned.
PSYCHE.
Jeg Ulyksalige! — Ha, derfor skjulte
Sit Aasyn han for mig — og derfor kom
Med Natten han, og iilte bort med den;
Og derfor bød han mig en evig Taushed,
Og derfor frygted han de hulde Søstre,
At ei de skulde Alt mig aabenbare!
LED A.
Ja, derfor, Psyche, bandt hans Ord din Tunge.
PSYCHE.
Men ei min hele Nød endnu I veed;
Et knap fremspiret Liv til mit er knyttet,
Et Liv, som favnes vil af evig Nat,
Er for den lyse Dag mit Blik først lukket.
LEDA.
Jo, Alt, Ulykkelige, Alt vi veed;
Thi saa har Guden tydet sit Orakel,
At ei blot du, men Den, som du vil føde,
Skal finde Døden for Uhyrets Haand.
PSYCHE.
O Jammer, større end jeg bærer den!
LEDA.
Men end er Redning mulig, elskte Psyche!
PSYCHE.
Nei ingen Frelse! Hans er Magten her.
Paa Flugt er ei at tænke. Blot et Skridt,
Saa staaer han bag mig, og hans Hævn mig rammer.
O, den Forfærdelige! jeg ham seer,
Som da paa Klippens Top, forladt af Alle,
Mit Øie gjennem Nattens Mulm ham saae —
O, mine Søstre, var jeg dengang død!
LEDA.
Hør mig, o Psyche, end er Frelse mulig:
Gav dig ei Skjæbnen selv den Dolk i Haanden,
Hvormed du løse kan det grumme Baand?
Naar Natten kommer, naar isøvne hviler
Din frygtelige Husbond ved din Side,
Da reis fra Leiet dig paa sagte Fod,
Bøi hen dig over ham og sving din Dolk,
Og send til Tartarus den Rædselfulde.
PSYCHE.
O, Leda, hvilke Ord!
LEDA.
Brug kjækt din Dolk,
Til Værn for Livet og til Skjerm mod Døden.
PSYCHE.
Nei, ingen Redning meer!
LEDA.
Du tvivler, Psyche?
Husk paa, at ei dit Liv det ene gjelder.
PSYCHE.
Jeg vil — men bliv hos mig, forlad mig ei,
Staae mig i Nødens Time bi, o Søstre!
MYRIS.
Nei, vi tilbage maae til Fjeldets Tinde.
Forlænge tøved vi og alt vor Fader
Formoder død som dig de andre Døttre.
LEDA.
Os Zephyr venter hist i Slottets Forgaard,
Hvor alt til Flugt han breder ud sin Vinge.
Farvell Fat Mod, o Psyche! Følg mit Raad,
Thi kun i det er Frelse.
MYRIS.
Bæv ei, Psyche!
O staa ei modløs saa! Siig os Farvel,
Til bedre Tider atter vil os samle.
PSYCHE.
Farvel —
Myris og Leda bort.