PSYCHE.
Hvad har jeg hørt? Som Lynet det mig traf!
Det skrækkelige Budskab knap jeg fatter.
Han, som jeg meer har elsket end mig selv;
Hvem alle Tanker gjaldt, for hvem mit Hjerte
Med Ærefrygt og med Beundring slog;
Hvis Ord i Natten var de gyldne Stjerner,
Hvortil fra Jorden op min Aand sig svang;
Hvis Kjærlighed var meer end Himlen mig,
Hvis Ønske var min Lov, hvis hulde Bøn
Mit Hjerte fængsled som en Guddoms Villie:
Han — Guden i mit Bryst, den høie, herlige —
Forvandlet til et rædselfuldt Uhyre,
Hvem jeg indvie skal til Dødens Nat!
Men jeg har intet Valg — ei for mig selv
Jeg bruger denne Dolk, som Skjæbnen gav mig;
Et andet Liv, en anden Sjæl, som Lyset
Endnu ei seer; en anden mægtig Røst,
Der, stum endnu, dog taler høiere
End alle Stemmer i mit eget Hjerte —
Ja, denne Røst af den Ufødte driver
Til blodig Daad min magtesløse Haand,
Og kalder, lig den fjerne, dybe Torden,
Frem i min Sjæl Forfærdelse og Gru.
Knæler.
Forbarm dig over mig, du Guders Fader!
Hvis Blik igjennemtrænger Nattens Mørke,
Hvis Øie skuer Støvets mindste Værk:
Forbarm dig over mig! Lad Atropos,
Naar denne Dolk jeg svinger, Saxen hæve,
Og fra den Frygtelige mig befrie!
Lad Thanatos sig nærme ved min Bøn,
Og bære, hyllet i det dunkle Dække,
Til Tartarus min rædselfulde Brudgom!
Reiser sig.
CHORET.
Over Skyer din Stemme
Gaaer til evige Stjerner,
Hvor, paa dræbte Titaners
Blødende Hoveder, Skjæbnens
Mørke Gudinder hvile.
Klotho Guldtenen holder,
Lachesis Traaden spinder,
Den, som binder til Livet
Menneskers flygtige Sjæle;
Men i det Fjerne venter
Atropos, bøiet af Alder,
Krandset med graanede Lokker,
Væbnet med Dødens Sax.
Guders og Menneskers Fader,
Holdende Skjæbnens Vægtskaal,
Skuende Skaalen synke,
Vinker som Lynet i Natten;
Pareen hæver sit Vaaben,
Traaden hun sønderskærer,
Da er Menneskelivet
Svundet, og Øiet brister.
Tusindfold Jammer og Nød
Truer den Dødelige,
Medens han vandrer paa Jorden:
Armod, Hunger og Pest,
Tvedragt, Anger og Frygt,
Sværdhug og blinkende Spyd;
Men om end samtlige Guder
Sluttede Kreds, for at skjerme
Menneskets uvisse Liv:
Intet formaaer ham at frelse,
Hæver den evige Parce
Saxen paa Skjæbnens Bud.
PSYCHE.
Hun alt den hæver! Truende den blinker!
Den blanke Dolk mig Frygten gi’er i Haand,
Og frem, som mod en Afgrunds Rand, mig driver
Den Angst, der nu mit Hjerte fast omspænder.
Ja, Eumeniderne jeg skuer alt!
De ryste Lokkerne paa deres Hoved,
De fjernt sig holde, som mit Bud de vented,
Men kun et Vink, og strax de styrte frem!
Bort.