Salen. I dens Midte et Taffel. Myris og Leda træde ind.
LEDA.
Ha, Myris! ei jeg bærer hendes Lykke.
MYRIS.
Hun er den Yngste af os; dog har Guderne
Ydmyget os i Støvet dybt for hende.
LEDA.
Og denne Rigdom, denne Herlighed,
Som knap mit Øie taaler — Alt er hendes,
Mens jeg ved den forhadte Husbonds Side
Foruden Nydelse henslæber Livet.
MYRIS.
Og jeg, o Leda! — Hvad blev vel min Lod?
En gammel Konges Sygevogterske,
Et Rov for et mistænksomt, skinsygt Øie,
En Gjerrigs Bytte, uden Rigdom selv.
LEDA.
Men hun, hvem Alle nys begræd som død,
Hun lever her et Liv som Himlens Guder,
Og nyder levende den Dødes Ære.
MYRIS.
Og sikkert troer jeg — thi hun selv sig røbed,
Og hvad hun dulgte, viste hendes Leie,
At med en Heros hun formælet er.
LEDA.
Nei, Myris, ingen Dødelig er han;
Thi Zephyr tjener ikke Støvets Sønner,
Og slig en Herlighed har Jorden ei.
Men er det sandt, hvad selv hun os fortalte,
At aldrig hun hans Skikkelse har seet,
Da, tro mig, er en Guddom hendes Husbond,
Og hun vil blive Moder selv til Guder,
Mens vi som Dødelige visne hen.
MYRIS.
Siig, Leda, kan du bære denne Skjændsel?
Skal hun, den Yngste og den Ringeste,
Sig hæve over os? Skal vi foragtes,
Mens hun Guddommeliges Ære nyder?
Skal vi af Tidens svare Byrde tynges,
Og vandre snart med bøiet Ryg mod Graven,
Mens hun, en Guddoms Hustru, hæves skal
Til Stjernerne, og hisset evig leve?
LEDA.
Ti, Kjære! og min Plan du høre skal;
Thi mens i Slottet rundt vi nylig vandred,
Mit Øre lyttede til Ates Røst.
Den lærte mig at vende Psyches Lykke,
Naar hun den snart vil miste, til os selv.
Paa hendes Husbond hviler hendes Skjæbne;
Ham skal hun dødelig fornærme, — ham
Skal hun opbringe mod sig, saa han straffer
Med Had og Vrede og Forviisning hende.
Men er hun borte først, da bringer Zephyr
Fra Fjeldets Rand os hid i hendes Sted;
Da dreier Nemesis sit lette Hjul,
Og hvad hun taber, Myris, skal vi —
MYRIS.
Stille!
Jeg hører Psyches Trin — hun nærmer sig.