Myris, Leda og Psyche.
PSYCHE.
O mine Søstre!
MYRIS.
Kjære Psyche!
LEDA.
Elskte!
Hvem vi begræd som død.
PSYCHE.
Nei, Psyche lever,
Og salig hun omfavner sine Søstre.
LEDA.
En saadan Reise har jeg aldrig gjort!
Fra Klippen, hvor igaar vi tyede op
For Mindets Krands ved Daggry dig at offre,
Bortførte Zephyr os som Hvirvelvinden.
Paa din Befaling, sagde han, det skeete.
PSYCHE.
Den Høie har fornummet mine Bønner.
MYRIS.
Mit Hoved svimler end: thi alle Syner
Flød sammen for mit Blik paa denne Fart.
Bestandig Stormens Vingeslag jeg hørte,
Og Skyens Telt mit Øie skued nær,
Mens Jorden udstrakt laa for mine Fødder.
PSYCHE.
Her hviil dig, hulde Myris, i min Bolig!
MYRIS
skuende omkring.
Og her din Bolig er — mit Øie blendes
Af denne Pragt.
LEDA.
Da himmelhøit han svang os
Igjennem Luften og jeg Slottet saae,
Bestraalt af Morgenrøden i det Fjerne,
Da svulmede mit Hjerte ved din Lykke;
Men da jeg kom til Borgens høie Port
Og vandred over Gaardens Flisegulv,
Med hvide Marmorstøtter rundtom smykket;
Da Hallens soilekrandste Væg jeg skued
Og saae det gyldne Loft, hvis aabne Hvælving
Den klare Morgensol belyste — da,
Da bæved jeg, o Psyche, i din Bolig,
Thi Guders Herlighed er ei saa stor.
PSYCHE.
Men, o, fortæl mig om den gamle Konge!
Min Fader — end han lever?
MYRIS.
Ja, i Smerte
Begræder han din Død.
PSYCHE.
O, han skal trøstes!
Hver Taare af hans Øie skal udslettes!
LEDA
der gaaer omkring og betragter Alt.
Er denne Sal, hvis marmorglatte Vægge
Mit Billed kaster straalende tilbage,
Er denne Sal dit Opholdssted, o Psyche?
PSYCHE.
Nei, her mit Maaltid kun beredes mig.
MYRIS.
Og denne Kuppel, som et Slør bedækker,
Hvad skjuler sig i den? thi milde Straaler
Mit Øie møder, naar det seer derop.
PSYCHE.
Et Chor af Stemmer skjuler sig bag Sløret,
Men siig mig, Elskte ...
LEDA.
Lykkelige Psyche!
PSYCHE.
Fortæl om Folket mig, om mine Venner!
MYRIS.
I Sørgedragt end dine Venner gaae,
Og Folket offrer end til Hekate,
Og beder hende lindre huldt din Smerte
Og skære dine fagre Lokker af.
PSYCHE.
O, siig de Kjærlige, at jeg er frelst,
At end mit Øie Dagen seer, at Foden
Betraadte ei den dunkle Dronnings Rige.
LEDA.
Fortæl din underfulde Skjæbne, Psyche!
Viis os din Rigdom, dine skjulte Skatte!
Før os omkring i Slottets gyldne Sale!
PSYCHE.
Følg med, I Hulde! Hvad jeg her besidder,
Er Intet dog mod Eders Kjærlighed.
De gaae ind i den næste Sal.
PSYCHE.
Fra dette Vindve af I Haven seer,
Der, stor i Omkreds, strækker sig til Skoven.
Til denne Have bragte Zephyr mig,
Da eensom jeg paa Klippen vented Døden.
Seer I den grønne Plet, af Roser krandset?
Der vaagnede jeg op, da første Gang
Paa dette Sted mit Øie hilste Lyset.
MYRIS.
See, Leda, hvor de høie Træer bugne
Af gylden Frugt — hvordan fra Green til Green
De purpurklædte Fugle muntert hoppe!
Og hvilken Farvepragt har Blomsterengen!
Og midt paa Engen see det høie Vandspring,
Hvis Straale taber sig i Luftens Hvælving,
Hvorfra som Perleregn den falder ned!
LEDA.
Vend imod Krattet hen dit Øie! See!
Seer du den store Flok af brune Daadyr,
Der flyver over Sletten som en Sky?
MYRIS.
Du rige Søster! Lykkelige Psyche!
LEDA.
Siig, hvilken Guddom skylder du din Lykke?
Hvo deler med dig denne Herlighed?
PSYCHE.
Her lever eensom jeg; kun Sangens Genier
Med deres hulde Toner er mit Selskab.
Men denne Rigdom, som Jer nu fortryller,
Og denne Pragt, er ei min Glæde, Søstre;
Thi hvad der fængsler Øiet første Gang,
Er ved det næste Syn ei meer det samme.
LEDA.
Og hvo har tydet dig Oraklets Svar? —
Hvor er din Brudgom, Psyche?
PSYCHE.
Jeg er ene;
Men følg nu med mig gjennem denne Dør!
De gaae videre.
Her, Søstre, I mit Badekammer see!
MYRIS.
Hvor køl og luftig denne Marmorgrotte!
Tyndtsnoede Søiler bære Loftets Buer,
Og blanke som Krystal er Badets Kummer.
LEDA.
Men hvorfra komme disse Toner? — Hør!
Snart lyder det som Regn, og snart som Havet,
Naar i en Storm det bryder sig mod Kysten.
PSYCHE
aabner en Laage.
See, Floden er det, der om Slottet strømmer.
Hist fra det steile Vandfald ned den bruser,
Men her den glider frem med sagte Vover,
Til i den fjerne Sø den taber sig.
MYRIS seer ud.
Hvor klart og gjennemsigtigt dette Vand!
PSYCHE.
Nei stil dig her ved mig! her tæt ved Randen!
See, hvor dit Billed vinker dig fra Bunden;
Men rør dig ei, thi strax da flyer det bort.
LEDA.
Igjennem dette Rør gaaer Vandet ind;
Men langs med Væggen sig et andet snoer,
Hvorfra der strømmer ud en liflig Varme —
PSYCHE.
Det gjemmer Vandet fra den hede Kilde.
MYRIS.
Men hvortil leder denne hvalte Gang?
PSYCHE.
Til Slottets store Hal. Kom med, du Kjære!
Hun gaaer videre; de Andre følge hende gjennem Gangen, hvorfra de træde ind i Hallen.
LEDA.
O hvilken Glands! mit Øie blendes fast.
Rubinrødt hvælver sig det høie Loft;
Og Væggene af dunkelrød Granat
Afspeile Salens hvide Billedstøtter:
Hist Gratierne — og Musachoret hist —
Og hist Apollo blandt Olympens Guder!
See, Myris, hvor det hvide Marmor farves
Af Væggenes og Loftets røde Skjær!
MYRIS.
Der staaer en Harpe i den fjerne Krog.
Hvo lærer dig Musikens Konst, o Psyche?
PSYCHE.
En Genius kommer hid i Aftenstunden.
Han viser mig de rette Greb i Strengen,
Og synger jeg, hans Stemme min ledsager.
LEDA trækker et Forhæng tilside.
Siig, hvortil fører denne skjulte Dør? —
PSYCHE.
Ind til mit Sovekammer. Men følg med!
Stig herfra med mig til Altanen op,
Der har I Udsigt over hele Dalen.
LEDA.
Nei, før os ind i dette Kammer først!
Jeg brænder af Begjærlighed. Derinde
Sig vise maa din Brudgoms Hvilested.
Du rødmer, Psyche — O, fordølg os Intet!
Hvor er din Husbond? hvor den stolte Gud?
Thi hvilken Dødelig har slig en Bolig.
PSYCHE.
Jeg har jo sagt dig, her jeg eensom lever.
Spørg ei, hvor der er Intet, jeg kan svare,
Men følg ad denne Vei mig til Altanen.
LEDA.
Nei, viis os først dit Hvilested!
Hun aabner Døren og gaaer ind; de Andre følge.
MYRIS.
O, stille!
Jeg aander knap i denne Helligdom.
Paa dette Tæppe Fodens Trin ei høres;
Igjennem disse farvesmykte Ruder
Kun brudt og dæmpet Lyset falder ind.
LEDA standser for et Maleri.
See, Myris, hvilket herligt Maleri!
Imellem Skovens spredte Træer Diana
Paa Jagt med sine Nympher!
MYRIS betragtende det næste.
Venus sku!
I Morgenglands hun stiger op af Havet,
Og Vandet strømmer af de gyldne Haar.
LEDA.
Og her Oneiros — see de fagre Drømme!
De flyve rundt i Luften om hans Hoved.
MYRIS.
Og her Proserpina af Pluto røvet!
See, i det Fjerne Ceres staaer og strækker
Med Taarer sine Hænder imod Himlen;
Og hist Selene paa sin Flugt i Natten,
Fulgt af den store, hvide Svaneflok!
LEDA seer sig om.
Saa her dit Sovekammer er, o Psyche?
Du Lykkelige! — Hist din Løibænk staaer,
Af Elfenbeen og Guld, hvor skjøn og herlig!
Ved Hovedgjerdet Leiets Skytsgud hviler.
Men reent mit Øie blendes — Myris, see!
PSYCHE.
See ei, o Myris! Psyche beder dig.
MYRIS betragtende Statuen.
I Slummer hviler han — den høire Haand
En Fakkel holder, og et Slør den venstre.
LEDA.
Ha, det er Hymen!
MYRIS.
Hymen! — fagre Psyche,
Er her din Husbonds Leie?
LEDA.
Denne Dolk,
Som ligger her bag Hovedgjerdet skjult,
Er det dit Vaaben, Psyche, mod den Elskte?
PSYCHE.
En Dolk? Lad see! — Ja, min er denne Dolk:
Til Skjerm i Nattens Eensomhed jeg har den.
MYRIS.
Din Rødme og din Taare dig forraader.
LEDA.
Hvor er han, Psyche? Dølg det ei for os.
PSYCHE.
Tro mig, jeg taler Sandhed: Ingensinde
Mit Øie skuet har et Øie her,
Og ingen Skikkelse gik dette Blik
I Nattens stille Dunkelhed forbi.
Men gaae tilbage nu i Salen, hvor
Et Maaltid er beredt for Jer at qvæge;
Og denne Bøn endnu: frit ikke meer!
LEDA.
Vær ikke bange vi dig røbe skal;
Som du, o Psyche, ogsaa vi kan tie.
De gaae videre.