AMOR og PSYCHE træde ind.
AMOR.
Nu maae vi skilles — Elskede, Farvel!
PSYCHE.
Du Herlige! hvem aldrig end jeg saae,
Hvem dog mit Øie seer i alle Syner,
Hvis Skikkelse, skjøndt ubekjendt, mig følger,
Og svæver for min Tanke lig en Drøm:
Forlad mig ei! Lad ei saa brat forstumme
Den Røst, som er i Nattens Mulm mit Lys!
AMOR.
Det er med Suk jeg byder dig Farvel.
PSYCHE.
O, dvæl et Øjeblik og tøv endnu!
Thi dobbelt mørk er Natten, er du borte,
Og dobbelt lang den Dag, som bryder frem,
Og dobbelt eensom vandrer jeg i Slottet,
Mens alle mine Tanker er hos dig.
O, saae jeg eengang blot din fagre Skabning,
Dit Øies Glands, de dufterige Lokker,
Din friske Mund, saa rig paa varme Kys!
Men intet Billede mit Hjerte eier
Til Selskab og til Trøst i Eensomhed.
AMOR.
Saa er det Guders Villie, fagre Psyche.
Thi hvis du eengang blot mit Aasyn seer,
Vi maae for evig skilles. Dog alene
Du her ei bliver; Choret med dig følger:
De skjulte Genier stedse dig ledsage.
Og fryde dig med Sang hvor end du gaaer.
PSYCHE.
Ak, kun hvad Øiet seer er Sjælens Trøst!
Men hvis du selv mig atter maa forlade,
Saa hør min Bøn, du Elskede, paany,
Den samme Bøn, hvormed jeg tidt bestormed
Dit Øre, men som altid du mig afslog
I Vrede halv og halv i Kjærlighed:
Lad mine Søstre mig dog eengang see!
AMOR.
Du vil din egen Undergang, o Psyche!
PSYCHE.
O min Gemal! du kjender ei min Sorg;
Thi da mig Zephyr bragte hid til Slottet,
Jeg efterlod en Fader syg til Døden,
Og mine Venner og mit Folk i Jammer.
Alt var mig nyt da her jeg kom; jeg glemte
I denne Herlighed de Kjæres Smerte,
Og hvad i min Erindring blev tilbage,
Forsvandt som Skygger for din Kjærlighed.
Saa fløi en Maaned hen, den anden randt,
Men Dag for Dag og altid sorgfuldt stiger
Det gamle Billed for min Tanke frem,
Og da jeg selv er frelst og rig paa Lykke,
De Andres Nød mit Hjerte dobbelt tynger.
O, lad igjen mig mine Søstre see!
Lad mig dem trøste! lad mig atter skue
De hulde Skikkelser, jeg elsker høit!
AMOR.
Saa hør mig, Psyche: Ei det blot er dig,
Hvem min Bekymring og min Omsorg gjelder.
Alt under Hjertet ubevidst du bærer
Et Barn, hvis Lod bestemmes af din Villie.
Hvis du af Nogen fristes til at handle
Mod mine Bud, og mod den høie Skjæbne,
Som vil, at jeg min Skikkelse dig dølger;
Hvis vi maae skilles — og en Gud mig siger,
At Sligt vil hændes, naar du ei mig lyder:
Da faaer det fagre Barn, som du skal føde,
Kun Dødeliges Lod — da bli’er dets Liv,
Som Menneskets kun kort og fuldt af Smerte.
PSYCHE.
O min Gemal!
AMOR.
Men hvis du tro bevarer
Det hulde Forhold, som os knytter sammen,
Det Hemmelige skjult for Verdens Øie,
Og røber ei med Ord hvad ei tør vides:
Da bringer du til Verden en Udødelig,
Et Væsen, fyldt med evigt Liv og Glæde.
PSYCHE.
Hvor fylde dine Ord med Fryd min Sjæl!
Du Herlige, hvem høiere jeg elsker
End Hjertet i mit eget Bryst; hvem skjønnere
End Amor selv sig Tanken forestiller:
O tro, at Psyche vil bevare Troskab!
Dig skal jeg lyde: intet Ord om dig
Undslippe skal min Læbe; intet Blik
Skal dig forraade; ingen Mine tale
Om dig til mine Søstre — heller Døden,
End Livet skilt fra dig!
AMOR.
Saa hører gjerne
Din hulde Mund, o Psyche, jeg at tale.
En Gave jeg dig skylder for dit Ord.
Har du en Bøn, ved Styx! jeg den opfylder.
PSYCHE.
Saa lad igjen mig mine Søstre see!
AMOR.
Jeg svoret har — og du skal faae din Villie.
I denne Morgen Zephyr bære skal
Fra Klippens Tinde Myris hid og Leda,
Og paa dit Vink dem atter føre hjem.
Men du, forglem ei Skjæbnens Bud og Trusel;
Vær tro, vær taus og vær forsigtig, Psyche!
PSYCHE.
O tilgiv mig! Vær ikke vred, thi Ønsket
Var mere stærkt end Villien i mit Bryst.
Ræk mig din hulde Læbe til Forsoning!
Tag ei det halve af din Gave bort
Ved denne Taushed — o, lad ei mig troe,
At hvad der fryder mig, vil dig bedrøve!
AMOR.
Min Sorg gjaldt ikkun dig — dog nu Farvel!
Thi Mørkets Dække hæves meer og meer;
I Luften synger alt den muntre Fugl
Og kalder Dagen frem med sine Toner.
Farvel min Hustru! Tag mod dette Kys,
Og giv mig det igjen, naar Natten bringer
Dit Øie Hvile og mig atter fører
Paa sine dunkle Vinger til dit Bryst.
Bort