Mørk Nat. Sal i AMORS Slot. Usynlige Genier.
FØRSTE GENIUS.
Alt hviler i Paladsets dunkle Stuer,
Det tause Mørke hersker overalt;
Udslukt er Lampelyset, fra hvis Luer
Før Straalen hen paa Marmorstøtten faldt.
Med dæmpet Fjed, langs Søilehallens Buer,
Gik nylig Søvnens Gud, til Leiet kaldt;
Mens han er borte, tør vort Liv vi nyde,
Den dybe Stilhed tør med Sang vi bryde.
ANDEN GENIUS.
Som denne var den første Nat, da Psyche
I Slottet her til Hvile sig begav,
Som over denne hang den mørke Skygge,
Da Bæltet hun paa Leiet lagde af.
Hun slumred ind, og drømte om sin Lykke
Og om sin Frelse fra den aabne Grav,
Om Iris’ Glands, som hendes Haab forynged,
Om Zephyrs bløde Arm, som hende gynged.
TREDIE GENIUS.
Da rørte sig om Leiet Purpurdækket,
Tilside viftet af en sagte Vind,
Og Psyche reiste sig, af Drømmen vækket,
Og lytted efter med uroligt Sind;
Dog mens hun bæved stille og forskrækket,
En Kind sig trykker tæt til hendes Kind,
En Arm om hendes Skulder ømt sig slynger,
En Stemme blidt for hendes Øre synger:
Frygt ei for mig, du skjønne Dødelige!
Skjælv ei ved disse Kys af din Gemal;
Mig var det, som tilfjelds lod Zephyr stige,
Og mit Paladset er i denne Dal.
Her er du Dronning i mit skjulte Rige,
Din Throne reistes i min stille Sal.
At elske mig, er alle dine Pligter;
Bli’er du mig tro, min Troskab aldrig svigter.
ALLE tilsammen.
Og Psyche bæved ei ved Amors Stemme,
Der dæmped Frygten i det unge Bryst;
Hun ved hans Hjerte følte snart sig hjemme,
Thi saa bekjendt var hende Gudens Røst.
Dens hulde Klang lod hendes Sjæl fornemme
Midt i sit Savn Udødeliges Lyst;
Den vugged hendes Drøm i Midnatsstunden,
Men da hun vaagned — Amor var forsvunden.
Dog med de dunkle Skygger atter vender
Tilbage han til Psyches ømme Favn;
Men Amors Hustru Guden ikke kj ender,
Seer ei hans Skikkelse, veed ei hans Navn.
Hans Røst hun hører først, naar Dagen ender
Ved Lysets Nedgang Hjertets lange Savn;
I Gudens Arme Natten hende finder,
Men før det første Daggry han forsvinder.